Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Brexit-kampagnen har fået dødsstødet. Storbritannien forbliver knyttet til EU – helt eller delvist. Det er det mest sandsynlige resultat af aftalen mellem Theresa May og EU. Trods oprør mod May, har hun vundet tid til en fremtidig løsning. En forbliven i EU er nu en mulighed

af Hugo Gaarden

Med rette er den politiske krise i Storbritannien kaldt den værste i efterkrigstiden – værre end Suez-krisen i 1956, hvor Storbritannien mistede sin stormagtsstatus. Premierminister Theresa May oplever massive angreb fra egne rækker og fra oppositionen, og hun udfordres af sine egne som premierminister. Men krisen er også blevet et dødsstød til den del af Brexit-kampagnen, hvis mål har været, at Storbritannien skal ud af EU – 100 pct. Ingen afhængighed af EU. Ud!Det paradoksale er, at det er May’s aftale med EU, der har givet Brexit-tilhængerne dødsstødet. Aftalen bliver rakket ned fra alle sider, men May siger, at den udgør det eneste realistiske kompromis, og at alternativet er no-dealeller no-Brexit.

Således sagens kerne. Hun har tidligere sagt, at no-deal er bedre end en dårlig aftale. Nu ændrer hun kurs, og det er første gang, hun så klart har talt om muligheden af, at Storbritannien forbliver i EU. Selv om briterne foregav at ville ud af EU, så har regeringen – øjensynlig med stor folkelig opbakning – hele tiden forsøgt at få en handelsaftale med EU, så briterne kunne fortsætte med at nyde gavn af dets største marked – uden told og begrænsende regler. Altså en vis tilknytning til EU á la Norge og Canada trods Brexit-tilhængernes krav om at komme ud.

Men en 100 pct. udtræden er stort set en umulighed på grund af Nordirland. Fredsaftalen omkring Nordirland indebærer, at der skal være en åben grænse mellem Nordirland og Irland. Når Storbritannien træder ud af EU, skal der betales told, når f.eks. lastbiler kører over grænsen fra Nordirland til Irland. Det er et dilemma, som May og EU har forsøgt at løse gennem en såkaldt backstop-aftale, som ingen kan give en fornuftig forklaring på, men som skal sikre, at der trods alt betales told og afgifter, når briterne ikke længere er med i EU.

Den aktuelle skilsmisse-aftale på 585 sider betyder, at Storbritannien forbliver i EU’s toldunion, indtil den endelige politiske aftale om de fremtidige relationer er indgået – efter en overgangsperiode. Men hvordan skal grænsen være åben efter overgangsperioden? Det spørgsmål er ikke besvaret. Brexit-tilhængerne frygter, at briterne tvinges til at forblive i toldunionen. De har en pointe, for ifølge aftalen kan briterne ikke selv træde ud af toldunionen. Kun ved énstemmighed med EU. Et EU, der bl.a. indbefatter et Irland, der er optaget af at sikre, at grænsen forbliver åben.

 

Er en komplet udtræden en realpolitisk umulighed?

Det finurlige er, at hverken May eller et massivt flertal er interesseret i en total udtræden. May har hele tiden forsøgt at finde et kompromis, så hun kunne sige,”vi forlader EU og tager kontrollen tilbage”, mens hun vil bevare en tilknytning til EU, der var så stræk som muligt. Hun beskyldes, med rette, for at ville stå halvt ude og halvt inde. Det vil Brexit-tilhængerne ikke.

Nøglepersonen i kompromiset er ikke May, men en tysk diplomat i EU, Sabine Weyand, der er højre hånd for EU’s Brexit-forhandler Michel Barnier. Hun er uddannet på Cambridge Universitet og er ekspert i Shakespeare! Ifølge avisen The Guardian var det hende, der løste op for den hårdknude, forhandlingerne var havnet i ved at samle en lille gruppe skarpe hjerner på lukkede møder og dér finde en vej ud af tunnelen. Hun demonstrerede, hvad EU kan, når EU er bedst.  

EU havde tidligere krævet, at Nordirland skulle forblive i EU’s toldunionen for at sikre en åben grænse. Det ville føre til en deling af UK, og May sagde nej. Weyands løsning blev at lave et såkaldt toldterritorie for hele Storbritannien i en overgangsperiode, hvis længde bevidst ikke blev fastlagt, omend Barnier taler om en periode til udgangen 2022. Til gengæld skal briterne i denne periode følge EF-reglerne om f.eks. statsstøtte samt arbejds- og socialregler for ikke at få konkurrencefordele.

Det geniale Weyands løsning er, at hun har forsøgt at skabe en ”position for fremtiden,” som hun har udtrykt det. Hun har løftet blikket fra den aktuelle aftale om britisk udtræden for at fokusere på den endelige politiske aftale om Storbritanniens forhold til EU. Det skal EU-topmødet på søndag netop lægge rammerne for. Det aktuelle problem er kædet sammen med fremtiden, og der er skabt mere tid til at finde en fremtidig løsning. Det er nøjagtig, hvad May har brug for.

 

Vejen frem mod afstemningen i det britiske underhus

En gruppe Brexit-tilhængere vil i denne uge forsøge at afsætte May ved en mistillidsafstemning, men det lykkes næppe. Tværtom har hun opnået respekt for sin stædige kamp. Den største udfordring for May kommer derimod i december, hvor parlamentet skal tage stilling til hendes skilsmisseaftale med EU – og ikke til den fremtidige politiske aftale. Parlamentet vil med sikkerhed nedstemme aftalen, med mindre den forbedres i de kommende uger.

Hvad sker der så? May har flere gange de seneste dage sagt, at det er i ”nationens interesse” at få en aftale med EU. Hun mener selvfølgelig sin egen aftale. Men når hun henviser til nationen og ikke til regeringen eller de konservative, så åbner hun op for en aftale med Labour om at få en national aftale, (et nationalt kompromis kunne man fristes til at kalde det) måske i form af en samlingsregering eller ved en ny folkeafstemning. Der er i parlamentet en voksende tilslutning til en ny folkeafstemning og tre nylige meningsmålinger giver klart flertal for at forblive i EU og for at få en ny folkeafstemning. Mays aftale viser, hvor bøvlet det er at være halvt-ude og halvt-inde. At få det blotlagt kan blive aftalens største værdi, set fra EU’s side. 

Afholdes en ny folkeafstemning næste år, kan den formelle udtræden i marts udskydes for at give tid til en grundig debat om det fremtidige forhold i det kriseramte ægteskab mellem UK og EU. Hele affæren demonstrerer, at EU har et fundamentalt problem: Der er ikke enighed om den europæiske model. UK vil som visse andre altid være imod et tæt, politisk samarbejde. Derfor må EU-landene tilbage til tegnebrættet med de gamle forslag om et EU i forskellige hastigheder og forskellige grader af politisk integration.

Kommer May igennem med sin aftale eller med en forbliven i EU, går hun over i historien som lederen, der formåede at skabe heling i et dybt splittet land – og i et lige så splittet EU. Måske hun kan blive en succesrig ægteskabsrådgiver, når hun en dag holder op som politisk leder.