Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

af Peter Stub Jørgensen, fhv. Direktør i Europa-Kommissionen

Toldunion og Indre Marked, backstop, take back control, no deal scenarie, en skilsmisseregning på 39 mia. pund1, grænsekontrol, fup og fakta i en valgkamp og i en efterfølgende diskussion ført på følelser, snarere end saglige argumenter. Emnerne og spørgsmålene var mange da 25 medlemmer af Udenrigspolitisk Selskab besøgte London i en uge for at blive klogere på de mest komplicerede forhandlinger nogensinde mellem EU og en medlemsstat. Og klogere, det blev vi nok alle sammen gennem 10 forskellige præsentationer og oplæg fra kendere og eksperter nøje og vel udvalgt af Selskabets direktør.

Ingen synes i dag at være specielt stolte af den måde, hvorpå debatten om Brexit blev håndteret i tiden før folkeafstemningen den 23. juni 2016, hverken blandt Remainers, Brexiteers eller de mange, som ikke henregner sig selv til nogen af fløjene. Vel kan vi danskere nikke genkendende til løse påstande, skræmmescenarier og politiske over- og underdrivelser fra vores egne folkeafstemninger, men i UK, der ikke har nogen tradition for sådanne afstemninger, førte kampagnen til en kraftig polarisering mellem, på den ene side London, Skotland og Nordirland, som stemte Remain og på den anden resten af England og Wales som stemte Brexit. I høj grad er dette blevet udlagt – ikke mindst af UKIP stærkt støttet af tabloidpressen – som folkets sejr over eliten (den økonomiske, den politiske, beslutningstagerne) og ethvert forsøg på at skaffe mere tid til at tilrettelægge overgangen til et liv udenfor Unionen for UK betragtes som forsøg på at fastholde UK i medlemsskabet i strid med folkets ønsker.

Debatten op til folkeafstemningen handlede faktisk slet ikke om de spørgsmål, der siden har vist sig at være afgørende i forhandlingerne: grænseproblemet mellem Irland og Nordirland og den forsikringsordning, der skal garantere den åbne grænse når overgangsperioden udløber i 2020. Af hensyn til den fortsatte fred i Nordirland vil såvel UK som EU beholde den åbne grænse, hvor personer og varer frit kan passere som i dag. Men UK vil også helt ud af EUs toldunion og Indre Marked, der netop gør grænsekontrol overflødig, og UK vil ikke gå med til en særbehandling af Nordirland, fordi det ville betyde en form for grænsekontrol mellem Nordirland og resten af UK. I regeringen forestiller man sig at der i løbet af overgangsperioden kan findes andre metoder, der gør grænsekontrol overflødig, men EU har på sin side krævet forsikring for at grænsen forbliver åben selv om sådanne nye løsninger ikke findes – det såkaldte backstop. Men næsten uanset hvordan backstop’et formuleres (f.eks. som en forlængelse af overgangsperioden eller at UK som helhed, eller blot Nordirland, fortsætter i et toldsamarbejde og i Indre Marked) vil det med sikkerhed blive skudt ned af de konservative hardlinere i Regeringen og partiet.

Regeringen meddelte i ugens løb at 95% af alle elementer i aftalen med EU er forhandlet på plads, dog med den sædvanlige caveat: ”at intet er aftalt førend alt er aftalt”. Men de fastlåste positioner ift. den irske grænse kombineret med den hårde bagkant for at afslutte forhandlingerne har på det seneste rykket truslen om en ”no deal” Brexit nærmere, d.v.s. den situation at UK forlader EU uden nogen form for aftale. Regeringen har udsendt over 100 notater om hvordan situationen vil være på en lang række vigtige områder, så som international transport, tolddeklarering, pas til kæledyr, forsyning af briterne med medicin, friske fødevarer og fabrikkernes muligheder for af fortsætte produktionen som nu med minimale lagre af halvfabrikata, for blot at nævne nogle få. Det kan risikere at gå rigtig galt. Eksempelvis var det nok en øjenåbner for mange da vi fik forklaret at krumtapakslen i en Mini i dag støbes i Tyskland, tilskæres og poleres i UK, monteres i motoren i Holland og ilægges i Minien i UK; den har altså passeret grænsen mellem UK og EU 4 gange, når bilen sælges f.eks. i Danmark. Der er naturligvis kun muligt økonomisk, fordi der ingen grænse er – med grænsekontrol, selv den mest lempelige af slagsen – kan det koste tid, penge og konkurrencekraft.

Blandt talerne fra erhvervslivet og erhvervsrådgiverne var det tydeligt at det største problem p.t. udgøres af den usikkerhed som Brexit forhandlingerne har skabt om netop tidsforbruget ved grænsekontrol, adgang til markeder og adgang til arbejdskraft på kortere sigt. Det gør virksomhederne tilbageholdende med investeringer i ny kapacitet. For arbejdstunge virksomheder er problemet især, at op mod 90% af arbejdskraften i dag er EU27 borgere, som allerede nu er ved dels at vende tilbage til deres hjemlande i større omfang, dels vælger andre EU27 lande i søgen efter job udenlands. Pundets fald og bedre økonomi hjemme er medvirkende årsager hertil. Derfor er det vigtigt at få en fornuftig aftale om toldtariffer (oprindelsesregler kan lettere håndteres end store tarif forskelle) på plads, men indre markedsreglerne med alle deres bestemmelser om produktegenskaber, tilsætningsstoffer, dyrevelfærd osv. er afgørende for at man fortsat kan operere i differentierede europæiske markeder. Til eksempel blev nævnt en slagterivirksomhed som i UK producerer skinker til 3 mio. forbrugere, bacon til 5 mio. forbrugere og charcuterivarer til 7 mio. forbrugere – alt sammen fra de samme svin! Hvis ikke man kan afsætte det, man har for meget, til andre markeder så ryger hele økonomien i forretningen.

Mindre usikkerhed, men dog stadig et stærkt ønske om klare regler hurtigst muligt, kunne vi ligeledes spore i finanssektoren. Her er hovedspørgsmålet serviceringen fra London af EEA-baserede banker og finansielle formidlere. Hvis aftalen mellem EU og UK bliver som nu skitseret, vil der ikke være nogen ændringer frem til 2020, og herefter har såvel banker som finansieringsselskaber indrettet sig på at passporting reglerne (som giver adgang til at cleare mellem pengeinstitutter på tværs af grænserne) bliver lidt mere besværlige. Sektoren regner med et tab af clearingsvolumen på ca 10% (fra 340 trilliarder dollars til godt 300 om året) som følge af Brexit, men en stor del af denne forretning vil formentlig overgå til filialer i EEA-området. London vil fortsat være verdens finansielle centrum i kraft af sin infrastruktur, tidszone, sprog og det internationale miljø den kan tilbyde de ca. 1. mio. professionelle pengehandlere, som opererer i City.

Blandt vores samtalepartnere var der nogle som anlagde en lidt mere positiv vinkel på tingene og det er vel fair at sige at ingen af dem anså ”no deal” scenariet som det mest sandsynlige. Nogle gik et skridt videre og hæftede sig ved flere positive og stærke elementer: det faktum at UK er et solidt demokrati i Europa – selv udenfor EU, at UK har undgået en stræk højre/national politisk drejning i modsætning til f.eks. Frankrig, Tyskland og Italien, at Brexit tegnedes af andre og flere end UKIP og Nigel Farage, hvilket også stemmetallene viste, og at en fornuftig Brexit-aftale kunne blive starten på en samfundsmæssig udvikling af UK, inspireret, til dels, af de skandinaviske lande. Begreber som humane society, community society, small business, decentralisering (UK administration er stærkt centraliseret i dag), proportional representation og devolution var gennemgående ligesom grøn omstilling (green revolution) og klimabevidsthed. Meget af dette er tankegods, dels fra Liberal Democrats’ storhedstid, dels fra tænketanke, der finder støtte hos bla. erhvervsledere, universitetsfolk og private organisationer. Her er også betydelig støtte til ideen om en ny folkeafstemning under en eller anden form, den såkaldte ’Brexit 2.0’, hvis præcise form først kan opstilles og diskuteres når ”røgen i lokalet har lagt sig”, som det blev formuleret, og hvor f.eks. en tilbagevenden til det indre marked anno 1975 kunne være en mulighed. Foreholdt at dette marked ikke længere findes var bemærkningen, at så kunne man jo opfinde det!

Som forventet var der vidt forskellige vurderinger af Teresa May’s muligheder for at få en aftale stemt igennem underhuset. En hvilken som helst ”deal” vil finde arge modstandere både internt i regeringen, i den konservative parlamentsgruppe og i Labour. I underhuset er der et klart flertal mod et hård Brexit/no deal, ligesom der er dyb modvilje mod et nyvalg. De politisk meget aktive skeptikere udgør formentlig ikke over 60 medlemmer, heraf 20-30 ud af May’s 331 konservative. De 56 skotske nationalister i SNP vil formentlig alle sammen stemme for en aftale. Et flertal kræver derfor at nogle Labour medlemmer stemmer sammen med regeringen, hvilket er svært, men næppe umuligt. Især ikke, hvis May udover en aftale også kan præsentere en fælles erklæring fra forhandlingerne om den fremtidige handel mellem UK og EU og dermed vise, at begge sider anlægger en langsigtet positiv strategi for samarbejdet til alles fordel.

 

Selskabets næste studietur går til Kina d. 3. maj 2019

 

1Dette tal blev af en taler angivet som ”politisk fastsat og langtfra det reelle tal”. De 39 mia. pund er skønnet på baggrund af allerede indgåede budgetaftaler, den faktiske gennemførelse af budgetterne og den forventede gennemførelse fremtidige budgetter. Hertil kommer garantistillelser, lånetilsagn og andele af disse, som kan komme til udbetaling senere. UK har ikke nye forpligtelser i EU’s budget efter 2020, men skal stadig honorere eksisterende aftaler.