Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Dén, der bryder vanetænkningen, bliver ofte vinderen. Foreløbig har Nordkoreas leder, Kim Jong-un, taget fusen på alle og vist sig som en eminent strategisk og taktisk tænker, men da præsident Donald Trump er lige så ukonventionel, kan man ikke udelukke, at begge bliver vindere. I så fald får det vidtrækkende konsekvenser, og de kan være så store, at processen ender i kaos og varig konflikt.

Men én ting står sikkert efter Kims invitation til et topmøde med Trump: David er stærkere end Goliat. En lille nation kan hamle op med en supermagt. Det viser den nyere historie. Derfor er en sejr for begge ikke umulig.

Det er dog lige så meget Sydkoreas præsident, Moon Jae-in som Kim, der står bag optøningen på Korea-halvøen med usædvanlige, hurtige og kompetente diplomatiske bestræbelser det seneste halve år, kulminerende de seneste par uger. Men Nordkorea har gennem flere årtier vist en styrke og standhaftighed, der er af kinesiske dimensioner, og derfor har Nordkorea i et overraskende tempo kunnet gøre sig til en atommagt, der gør Nordkorea militært urørlig. Sanktionerne bider, men vi overser, at der er gennemført betydelige reformer med vækst i store dele af Nordkorea – ifølge en tysk Nordkorea-ekspert, Wolfgang Nowak.

 

Nord- og Sydkorea vender alt på hovedet

Kim reagerer altså på baggrund af styrke, men han har samtidig vist adræthed. Om det er for at snyde USA og dermed få ophævet sanktionerne, om det er for at splitte alliancen mellem USA og Sydkorea eller om der er et helt tredje mål, ja, det ved ingen uden for Nordkorea. Men noget af det vigtigste for omverdenen er, at begge Koreaer vender alt på hovedet: I stedet for at begynde med en stort anlagt forhandlingskonference med flere lande, begynder de med toppen, og det passer Donald Trump fint.

Nordkorea og Sydkorea forstår, hvordan de skal håndtere Trump – med smiger. Trump er en show-man og dealer, og han har vist, at han blæser på USA’s allierede, bare han kan få sine vælgeres stemmer, og han vil gengældes. Han vil have Nordkorea til at fjerne sine atomvåben, men er utvivlsomt parat til at trække de amerikanske styrker ud af Sydkorea i forbindelse med en aftale og at droppe sanktionerne. Han vil stå som fredsmageren, efter sine forgængeres uformåen, og som den, der genopbygger Nordkorea med et gigantisk byggeprogram.

Vi ved ikke, hvad Kim og Nordkoreas kommunistparti har som endeligt mål. Officielt ønsker Nordkorea en genforening med Sydkorea, men det er udelukket med de forskellige politiske systemer. Men kan de indgå i et tæt samarbejde á la EU? Kan de ende med ét land og to systemer á la Kina og Hongkong og det, der måske i fremtiden bliver en realitet mellem Kina og Taiwan?

 

Vil historien overraske os igen?

Når vi ser på den nyere historie er der fortilfælde med overraskende skridt:

Den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, tog fusen på sine egne og Vesten, da han åbnede op for systemet og til sidst lod Østeuropa blive frit. Dengang ønskede stort set ingen i Vesteuropa at rokke ved Jerntæppet af frygt for en atomkrig. Gorbatjov tillod tilmed en tysk genforening. Frankrig og Storbritannien ville ikke acceptere det, men den tyske kansler, Helmut Kohl, så en historisk chance og greb den.

Den tidligere amerikanske præsident, cowboyhelten Ronald Reagan, som stort set ingen i Europa havde respekt for, tog de afgørende skridt til nedrustningsaftaler med Gorbatjov.

Den egyptiske leder, Anwar Sadat, rejste til Israel, hvor han mødtes med den gamle guerillakæmper og ministerpræsident Menachem Begin, og det endte med en fredsaftale.

Mens alle forventede racekrig i Sydafrika, forhandlede en meget lille gruppe blandt de hvide i hemmelighed med den fængslede Nelson Mandela, og det endte med et fredeligt magtskifte fra hvidt mindretal til sort flertal. De få gjorde det umulige muligt, eller som den franske statsmand Talleyrand sagde det: ”Statsmandskunst er at forudse det uundgåelige og at fremskynde dets opdukken.”

 

Ingen overraskelser uden risici

Men en win-win bestræbelse for det umage par Kim og Trump rummer også risici. Vil det amerikanske militær og sikkerhedsapparat sælge amerikanske interesser på koreanernes fælles alter – eller kan amerikanerne se historisk og globalt på konflikten?

Kina vil hellere end gerne støtte en aftale, der fører til, at USA forlader Korea militært, og det giver Kina endnu mere indflydelse i regionen – og globalt. Kina får fuldt råderum i sine havområder, og Kina vil formentlig slutte sig til den Stillehavs-handelsaftale, som Trump har trukket sig ud af og bliver dermed verdens dominerende handelsmagt. Disse perspektiver kan skabe modvilje i USA.

Hvis Trump også vil droppe Iran-atomaftalen som bebudet, kan Kim tvivle på, om en aftale er troværdig og kan forhandle på skrømt for at udbygge sit atomsystem. De to skal mødes i maj, men den 14. maj skal Trump tage stilling til, om han skal acceptere Iran-aftalen eller spænde ben for den med nye sanktioner. Israel vil presse Trump til at droppe Iran-aftalen.

 

De små lande kan godt spille bold med de store

I mellemtiden vil USA forsøge at få europæerne til at tvinge Iran til at droppe sit raketprogram og støtten til andre lande og grupper i Mellemøsten. Men hvor meget vil europæerne lade sig presse, når Trump nu lægger op til handelskonflikt med sine allierede og tilmed bruger et tvivlsomt sikkerhedspolitisk argument som løftestang?

Hvor mange internationale aftaler vil Trump bryde? En aftale med Nordkorea indebærer, at der skal være internationalt tilsyn med alle anlæg, men det betyder også, at der skal være tillid mellem parterne på en række områder.

Trump har hidtil vist sig som en modsætning til tillid og internationale aftaler. Imens er Kim på vej til at opnå international anerkendelse. Hele affæren viser, at små lande kan spille bold med de store, når de er kompetente, og at det er bydende nødvendigt, fordi stormagterne ikke har den betydning, de har haft. Davids time er kommet. Det gælder også for de små lande i EU og for EU som helhed. EU bliver nødt til at optræde som en supermagt, der kan agere selvstændigt.