Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Det britiske valg og Brexit – set fra Wales, Skotland og Nordirland.

Tid:
Tirsdag den 6. juni 2017

 

Det kom som en stor overraskelse, da Theresa May udskrev parlamentsvalg for lidt over en måned siden. Hun forklarede ønsket om et valg med, at en stor opbakning til De Konservative vil styrke hendes mandat overfor EU og kan være med til at skabe ro om Brexit.

Analytikere har imidlertid peget på, at der uanset udfaldet af valget den 8. juni vil være mange briter, som er modstandere af den britiske udmeldelse af unionen.

Særligt i Skotland og Nordirland er man utilfredse med beslutningen. Den utilfredshed er med til at styrke en i forvejen stærk nationalfølelse i de to lande. Wales var til gengæld det af de fire konstituerede lande, som med størst margen stemte for at forlade EU.

Måske er Det Forenede Kongerige slet ikke så forenet, som navnet indikerer?

Det Udenrigspolitiske Selskab U35 og International Debat vil i forbindelse med det britiske parlamentsvalg sætte fokus på, hvordan situationen ser ud i Wales, Skotland og Nordirland.