Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Dette Policy Brief er udarbejdet af tre seniorforskerskere fra DIIS; Johannes Lang, Robin May Schott og Rens Van Munster.

I november 2017 afholdt FN et møde vedrørende udviklingen og regulering af autonome og selvtænkende våben, populært kaldet dræberrobotter. Danmark havde – som ét af kun få lande i Europa – besluttet ikke at deltage i mødet. Men der er god grund til at engagere sig i de fremtidige forhandlinger på området, fastslår dette Policy Brief fra DIIS.

Skulle man være i tvivl om vigtigheden af FN-forhandlingerne om autonome våben bør man lytte til Tesla’s grundlægger, Elon Musk, der har kaldt kunstig intelligens den største trussel mod menneskeheden. Putin har ligeledes sagt, at det land, der fører an indenfor forskning i kunstig intelligens, også vil komme til at styre verden.

Ifølge briefet går Danmark glip af en række muligheder ved ikke at deltage i disse FN-forhandlinger, hvilket er beklageligt, da Danmark har både politiske og militære interesser i at påvirke diskussionen om den fremtidige anvendelse af disse våben. I briefet anbefales bl.a., at:

  • Danmark bør undgå en situation, hvor man betaler uden deltagelse. Fra 2018 er det et krav fra FN, at Danmark yder finansiel støtte til møderne om netop autonome og selvtænkende våben. Danmark bør således vælge at deltage (denne mulighed har Danmark nemlig stadigvæk) for at undgå at blive ”betaler uden deltagelse”.
  • Danmark bør deltage for at få indflydelse på reguleringen af området. Ved ikke at deltage, ender Danmark i en situation, hvor andre lande dikterer reglerne på området.
  • Danmark bør bruge møderne til at udtrykke bekymring om et nyt, teknologisk våbenkapløb.
  • Danmark bør gribe muligheden for at vise normativt lederskab ved at udtrykke ønske om forbedrede våbenundersøgelser.

Flere af Danmarks tætteste allierede – eksempelvis USA og Storbritannien – er nogle af de fremmeste indenfor forskning og udvikling af disse dræberrobotter. Derudover har det danske militær købt nye kampfly, der teknologisk er i stand til at interagere med selvtænkende våbensystemer. Således kan Danmark i fremtiden let ende i situationer, hvor man militært skal kunne operere med og imod denne type våbensystemer. Netop derfor er det vigtigt, at Danmark er en deltagende aktør i FN-forhandlingerne om udviklingen af fremtidens autonome våben, argumenterer forfatterne bag dette DIIS-Policy Brief.

Policy Briefet er på engelsk, og det kan læses her

En artikel i Jyllands-Posten, der er skrevet af forfatterne bag Policy Briefet kan læses her: