Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

 

De seneste dage har forstærket dramaet om den britiske udtræden af EU, Brexit, og EU-topmødet i aften, onsdag, vil ikke skabe en afklaring. Tidligst i november er der udsigt til en aftale, og man kan ikke udelukke en meget langvarig proces.

Det barokke er, at der efter halvandet års forhandlinger overhovedet ikke er udsigt til en løsning på hovedproblemet: Den usynlige grænse mellem Nordirland og Irland. At finde en løsning svarer til at løse cirklens kvadratur. Grænsen hindrer reelt en britisk udtræden, og det skyldes den Good Friday-aftale, der i 1998 skabte fred i Nordirland efter 30 års borgerkrig med 3600 dræbte. Aftalen betød, at der skulle være en åben grænse mellem Nordirland og Irland. Både briterne og EU vil undgå at provokere en ny konflikt frem ved at lave en ny grænse.

Brexit betyder i sagens natur, at der skal være en grænse mellem Storbritannien og EU, så varer og personer ikke frit kan færdes hen over grænserne. Men hvordan kan der være en åben grænse mellem Irland og en lille del af Storbritannien, når der skal være en grænse mellem Storbritannien og EU?

Er backstop-forslaget løsningen på det uløselige problem?

Løsningen på det uløselige problem har ført til forslag, der dybest set er uforståelige for almindelige borgere, og måske selv de skarpeste diplomathjerner. Parterne har vandret rundt om den varme grød, og EU har brugt et udtryk fra baseball-sporten og talt om en backstop-løsning, hvorved grænsen rent fysisk skal være åben, men hvor toldkontrol mv. skal kunne foregå elektronisk, f.eks. på eksport- og importvirksomheder. Det er en løsning, der kun skal gælde, indtil der er en endelig aftale om Storbritanniens forhold til EU.

Det er en løsning, der svarer meget til den danske anløbssag i 1988 om atomvåben på allierede skibe, der anløber danske havne. Også denne sag var en løsning på et uløseligt problem, nemlig ved at lade atomvåben være ombord på skibene ved at lukke øjnene for det trods det danske forbud mod atomvåben.

Backstop-løsningen er imidlertid ikke enkel. EU vil have backstop-kontrol for udelukkende den irske grænse, mens premierminister Theresa May vil have den til at omfatte hele Storbritannien. Dermed forbliver Storbritannien altså en del af EU’s toldunion. Hun kan ikke acceptere en backstop for udelukkende Irland, da det vil skabe en grænse mellem Nordirland og Storbritannien. Det vil splintre nationen, siger hun. Hun er også nødt til at sige nej, for hendes afgørende støtteparti i Nordirland, DUP, vil ikke have en grænse i havet mellem Nordirland og Storbritannien, og en forbliven i toldunionen er en torn i øjet på Brexit-tilhængerne, der ønsker at forlade EU helt.

Pizza-møde og GULAG-sammenligning: Oprøret lurer

Brexit-tilhængerne vil under alle omstændigheder have en frist for, hvor lang tid en backstop aftale med EU kan vare – af frygt for, at briterne ellers aldrig kommer ud af EU. Men Theresa May ønsker større fleksibilitet. Hun holder ganske enkelt alle optioner åbne – lige fra et klart brud til en aftale om en meget tæt tilknytning, og det skaber mere og mere modstand hos hendes egne, de konservative, herunder hos flere af hendes ministre.

Oprøret lurer. Otte af hendes ministre, herunder de ansvarlige for Brexit-forhandlingerne, holdt i mandags et ”pizza-møde” for at diskutere Mays strategi, som blev fremlagt for regeringen i går.

En af Storbritanniens kløgtigste og mest erfarne journalister, Polly Toynbee, har i The Guardian hudflettet May om regeringens Brexit-strategi og regeringsledelsen. Hun har aldrig oplevet et så uegnet lederskab, og det skyldes, at Brexit-tilhængerne og regeringen ikke kan erkende, at den irske grænse reelt er et uløseligt problem.

Brexit-tilhængerne som den tidligere udenrigsminister, Boris Johnson, har de seneste dage kørt retorikken helt i top og draget sammenligning med briternes krig mod Nazi-Tyskland. Boris Johnson, der længes efter at blive nutidens Churchill, taler om ”vores lands katastrofale nederlag,” hvis regeringen indgår et kompromis med EU. Selv udenrigsminister Jeremy Hunt har sammenlignet EU med Sovjetunionens gulag-fangelejre.

Overlever Storbritannien som et ‘United’ Kingdom?

Brexit-tilhængerne har god grund til at frygte Mays kompromisvilje, for i Underhuset i mandags sagde hun, at hvis der ikke kan opnås en aftale med EU, vil sagen komme tilbage til Underhuset, og ”så vil vi se, hvilken stilling dette hus tager.” Det bemærkelsesværdige er, at hun tidligere har afvist, at parlamentet kan træffe den endelige afgørelse, for flertallet i parlamentet vil blive i EU! Som alternativ vil parlamentet have en tæt tilknytning til EU, som medlem af det indre marked og toldunionen.

Så May lægger altså op til en blødere aftale end Brexit-tilhængerne, og dermed vokser også kravet om en ny folkeafstemning, der måske vil omgøre afstemningen for to år siden, netop når konsekvenserne ved Brexit står mere klart. En ny afstemning vil indbære, at May træder tilbage for en person, der helhjertet går ind for EU.

Vedr. Nordirland er det også bemærkelsesværdigt, at flertallet af nordirerne ønsker at blive i EU. Desuden viser en meningsmåling, at briterne hellere vil forlade EU end bevare Nordirland som en del af Storbritannien.

Nordirland som selvstændig nation eller som en del af Irland er på sigt måske en uundgåelig konsekvens af Brexit, og hvorfor ikke, hvis et flertal af nordirerne ønsker det? Det svarer til grænsedragningen i Sønderjylland i 1920 og til den tyske genforening. Men dette emne er stort set udeladt i den ophedede debat. Med god grund, for løsriver Nordirland sig, kan det få Skotland til at følge efter, at så er det bye-bye med ‘United’ Kingdom.

EU-landene har lært af det barske møde med May i Salzburg for nylig. De vil optræde forsigtigt i en erkendelse af, at det er briterne selv, der må rage kastanjerne ud af ilden – enten ved at forblive i EU eller ved at ”banke bisserne på plads,” sådan som Toynbee udtrykker det som Brexit-tilhængerne.