Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Efter et år med Trump-tweets og uberegnelige udfald til højre og venstre er det svært at forestille sig, at vi kan stå over for en renæssance for diplomatiet. Men forhandlinger og ikke brug af våben er trods alt kommet i højsædet i denne tid, og udspillet kommer fra nye nationer i Østasien og gamle nationer i Europa.

Mest bemærkelsesværdigt er Kim Jong-un’s villighed til at suspendere alle atomforsøg og at lukke sin test-base, mens der forhandles med Sydkorea om få dage og med USA om godt en måned. Men det er også slående, at de to stærkeste europæiske ledere, Angela Merkel og Emmanuel Macron, tager initiativ til at drøfte Rusland-sanktionerne og Iran-atomaftalen under separate møder med Trump.

Forhandlingerne om Nordkoreas atomvåben kan blive lige så skelsættende som forhandlingerne i 80’erne mellem præsidenterne Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov. Det førte ikke blot til den mest omfattende nedrustningsaftale nogen sinde. Det var også starten på den politiske optøning, der endte med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Trump som global statsmand og Kim Jong-Un som strateg?

Det ventede topmøde i maj eller juni mellem Trump og Kim kan måske få en tilsvarende karakter, fordi Trump brænder efter at optræde som en global statsmand, der laver en fredsaftale, som ingen hidtil har formået, og fordi Kim tilsyneladende har en imponerende strategisk kløgt med villighed til at lave omfattende forandringer af det indelukkede nordkoreanske diktatur. Han forsøger at skabe en høj økonomisk udvikling som i Kina. Han har behov for massive udenlandske investeringer og har behov for at få sanktionerne ophævet.

Men vil han skrotte Nordkoreas atomvåben og opgive sin nyvundne status som atommagt? Nordkorea har gentagne gange snydt sine forhandlingspartnere, men denne gang er der måske nye realiteter på vej. Det kom også til udtryk i lørdags, hvor Kim sagde, at han lægger sin parallel-politik (byungjin) til side. Han har hidtil sagt, at Nordkorea både kan opbygge en atomstyrke og skabe økonomisk vækst.

Nu siger han, at han har opnået en ”stor sejr” med atomstyrken – mission accomplished! – og nu vil han fokusere på en ny strategi, nemlig at opbygge økonomien. Han har tidligere sagt, at han vil etablere en række økonomiske zoner for udenlandske virksomheder. Den tidligere sydkoreanske genforeningsminister, Lee Jong-seok, siger til New York Times, at Kim er parat til at forhandle sine atomvåben væk til gengæld for økonomisk udvikling.

Sydkoreas ønske om forsoning kan få konsekvenser for USA

Der er forskellige opfattelser af, om det er tilfældet. Nogle mener, at Kim vil lokke Trump i en ”frysningsfælde,” hvor han vil fastfryse sin atompolitik, og så tvinge USA til at neddrosle sanktionerne, uden at atomvåbnene afskaffes 100 pct. Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, er måske parat til at være imødekommende over for Kim, når de mødes i denne uge, for han har altid arbejdet for en ”solskinspolitik” med massive investeringer i Nordkorea for at normalisere forholdet mellem de to nationer og for at give sydkoreansk erhvervsliv en ny produktionsbase.

Det er en udvikling, der kan give problemer for Trump. Moon ønsker på sit møde med Kim at lave en ”bred” aftale, der lægger linjerne for en fredstraktat, de-nuklearisering med sikkerhedsgarantier og en normalisering af forbindelserne med økonomisk hjælp til Nordkorea, herunder med ophævelsen af sanktioner. Moon og Kim kan lægge nogle rammer, som Trump vil have svært ved at komme uden om, og hvis det er nogle rammer, som Kina bakker op bag, får USA og sanktionspolitikken et problem.

Hvis mødet med Trump ender i en fiasko, mens de to Korea-lande er blevet enige om skitserne til en aftale, kan USA stå i en isoleret international position. Trumps nye sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, håber formentlig på en fiasko, for han går ind for et militært angreb på Nordkorea.

Det store europæiske lande er nødt til at stå sammen

En atomaftale med Nordkorea bliver under alle omstændigheder vanskelig. Eksperter er uenige om, hvordan man definerer en de-nuklearisering. Skal alle atomvåben afskaffes, eller kun dem, der kan nå USA? Hvad med atomvåben på amerikanske styrker i regionen? Må USA trække sine styrker ud af Sydkorea? Hvad indebærer en sikkerhedsgaranti? Vil Nordkorea have ophævet sanktionerne på forhånd for at få tillid til USA? Hvordan vil en aftale med Nordkorea påvirke den iranske atomaftale – og omvendt?

Iran-aftalen kan blive en joker i Korea-forhandlingerne. Hvis USA vil skrotte Iran-aftalen den 12. maj, som Trump har antydet, er en aftale med Nordkorea utænkelig. De europæiske lande er opsat på at bevare atomaftalen med Iran, ikke af hensyn til Nordkorea, men fordi de betragter aftalen som en af forudsætningerne for at få en fredelig udvikling i Syrien og Mellemøsten, og en Syrien-løsning er afgørende for Tyskland, så flere hundrede tusinde syrere kan vende tilbage. Men det kræver også forståelse fra Ruslands præsident, Vladimir Putin. Derfor er Tyskland, Frankrig og flere europæiske lande interesseret i at lempe sanktionerne over for Rusland, også fordi sanktionerne rammer europæiske virksomheder som en boomerang.

Kansler Angela Merkel og præsident Emmanuel Macron begynder nu at håndtere de mest vanskelige globale problemer. De mødes i denne uge med Trump – omend separat. Macron beæres som Trump-ven med det første statsbesøg, mens Merkel må nøjes med et kort arbejdsbesøg. Til gengæld mødes Merkel om kort tid med Putin.

Møderne hos Trump tager især sigte på at hindre en skrotning af Iran-atomaftalen, men Trump kan presse Merkel og Macron til et kompromis, nemlig at gennemføre nye sanktioner over for Iran på grund af Irans missil-modernisering og aktiviteter i regionen. Det vil uvægerligt føre til nye spændinger. Men hvorfor bøjer de to europæere nakken? Hvorfor laver de ikke sanktioner mod Saudi-Arabien, der blander sig lige så meget som Iran?

Problemerne hænger sammen. I sin tid var den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, ekspert i at kæde globale problemer sammen i en linkage-politik. Nu begynder europæerne på det. Spørgsmålet er blot, om europæerne har et kissingersk format – hvad Trump på ingen måde har. De kunne begynde med at optræde i samlet flok, når de vil tale dunder til Trump og Putin og ikke lade sig indsmigre eller forvise til andet parket. Der er en eklatant mangel på europæisk selvbevidsthed og sammenhørighed.