Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Midtvejsvalget vil uvægerligt føre til en optrapning af konflikten mellem den amerikanske præsident og hans modstandere, og samtidig ses de første tegn på Trumps svagheder, især vedr. handelskrigen med Kina

 

06.11.2018

 

Af Hugo Gaarden

 

Uanset resultatet af midtvejsvalget kommer USA til at opleve en af de mest beskidte politiske perioder nogensinde. Præsident Donald Trump vil kæmpe desperat for sin politiske overlevelse.

 

Hvis Republikanerne bevarer flertallet i Kongressen, vil Trump føle, at midtvejsvalget gav ham opbakning, og han vil efter al sandsynlighed fjerne moderate ministre som forsvarsminister James Mattis og justitsminister Jeff Session. Det vil bane vej for at fjerne Robert Mueller, der undersøger Ruslandsaffæren men også talrige smudsige affærer om Trumps forretningsimperium og hans privatøkonomi. Han vil forsøge at tvinge Forbundsbanken til at føre en pengepolitik, der gavner hans egen agenda, og han vil prøve at skubbe forfatningen til side på område efter område.

 

Der har længe været tavshed om Mueller, men han har fortsat sine mange afhøringer af personer, der står Trump nær, ligesom nogle sager kører ved domstolene. Mueller venter formentlig bare på at få Midtvejsvalget overstået, så ingen kan kritisere ham for at blande sig i valget. Det er sandsynligt, at han meget hurtigt kommer med sin rapport for at undgå, at Trump vil standse ham. Men fyres han, inden rapporten officielt offentliggøres, vil det resultere i måneders bitre kampe med Demokraterne og konstante kulegravninger i pressen, for så står USA i en kamp mellem et autoritært styre og forfatningen.

 

Hvis Demokraterne får flertallet i Repræsentanternes Hus, men ikke i Senatet, kan de ikke føre en rigsretssag mod Trump, men de kan forsvare Mueller, og de kan juridisk tvinge Trump til at fremlægge sine skatteregnskaber, ligesom de kan holde tv-høringer om Trump-familiens interessekonflikter. Trump tvinges dermed til at føre total krig mod Demokraterne for at overleve politisk og for at kunne vinde præsidentvalget i 2020. USA-korrespondenten for Financial Times, Edward Luce, forudser ”Alle præsidentvalgkampes Moder” – altså den mest brutale valgkamp nogensinde.

 

Trump har givet en forsmag under de seneste ugers valgkamp, hvor han kun har mødt sine egne kernevælgere. Det giver positiv omtale i tv-medierne, mens han har pisket frygt, vrede og splittelse i vejret, f.eks. ved at sende flere tusinde soldater til grænsen ved Mexico for at hindre en ”invasion” af nogle få tusinde fattige mellemamerikanere. Han har ikke forsøgt at samle befolkningen eller at tale med sine modstandere. Han fører ikke debat om politiske emner, men fortsætter sit personlige show.

 

Det begynder at gå op for amerikanerne, at han ikke har realiseret en række afgørende valgløfter. Muren mod Mexico er ikke blevet færdig. Der er ikke iværksat en gigantisk forbedring af infrastrukturen. Økonomien har det godt, men den brede befolkning har ikke fået en bedre levestandard, hvorimod de rigeste har fået betydelige skattelettelser. Unge studerende bliver stadig mere forgældede. Den tidligere centralbankchef Janet Yellen er dybt bekymret over erhvervslivets risikofyldte lån på 1300 milliarder dollar.

 

Trump lyver og forvansker virkeligheden så systematisk, at det snart ikke har nogen virkning på vælgerne. Trumps kortvarige kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, skriver i sin nye bog, at Trump lyver ligesom alle politikere, og at hans vælgere er ligeglade. Kendsgerninger eksisterer ikke for Trump. ”Han lever i en fordrejelse af virkeligheder – i en boble,” skriver han. Et eksempel er, at Trump om Nordkoreas leder, Kim Jong-un, siger, at ”han skrev smukke breve til mig. Vi blev forelskede.”

 

Er det Vestens leder, der taler? Nordkorea har stadig atomvåben, men nu har Trump genetableret de økonomiske sanktioner mod Iran, der ikke har atomvåben, og som ikke har brudt en international aftale. Han går efter at vælte styret. Han lader samtidig amerikanske farmere sælge majs til Iran, da de på grund af Trumps handelskrig ikke kan sælge til Kina. Han lader nogle lande købe olie fra Iran, men ikke de europæiske allierede, fordi de fastholder Iran-atomaftalen. Han er fjendtlig over for det europæiske samarbejde, ja over for det gængse internationale samarbejde og globaliseringen.

 

Trump vil med sine tweets og primitive retorik udtrykke styrke, og det giver pote hos kernevælgerne. 40 pct. tror, han er en stærk mand. Men gradvist viser han det modsatte. Han har ikke kontrol over sine nærmeste medarbejdere, der fortæller på livet løs til Mueller. Udenrigspolitisk viser han svaghed og isolerer sig. Den reviderede handelsaftale med Canada og Mexico har ikke haft den store betydning. Han ville lave en handelskonfrontation med Europa men droppede den, da han opdagede, at EU-landene er stærkere end USA. På det seneste er han ved at blive blød i koderne over for Kina.

 

Han havde i sidste uge en ”lang og meget god” telefonsamtale med præsident Xi Jinping, og han bad, ifølge Bloomberg, efterfølgende sine embedsmænd om at udarbejde et udkast til en handelsaftale. Han mødes med Xi på et snarligt G20-topmøde i Argentina, og man skal ikke blive forundret, hvis han dér præsenterer en skitse til en aftale. Den kinesiske modreaktion begynder at bide. Det begynder formentligt at gå op for Trump og hans rådgivere, at USA ikke har råd til handelskrigen. Rentebetalingen på den enorme amerikanske gæld er på næsten 400 milliarder dollar.

 

Kina begynder nu at slå på sin betydning som importnation. Kina importerer i dag lige så meget fra hele verden som USA gør, nemlig for godt 2000 milliarder dollar. Kina står for 60 pct. af verdens vækst. Dermed har Kina større økonomisk betydning end USA – for resten af verden. Xi har netop åbnet det første import-fair i Shanghai, hvor han langede ud efter Trump, som han indirekte anklagede for at leve efter ”jungle-loven.”

 

Det er de barske realiteter for Trump. Hans nedtur er så småt begyndt. Xi har større styrke end Trump, og han tør svare igen. Også europæerne er begyndt at sige fra. Fra nu af presses Trump på hjemmebanen og internationalt. Det er den langsigtede virkning af midtvejsvalget.