Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Josephine H. Daniel Hansen, stud.scient.pol.
Næstformand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

I årene 1770 til 1772 udsteder den danske konges livlæge Struensee over 1800 ordrer, der reformerer Danmark på rekordtid. Struensee indfører en mere fredelig udenrigspolitik, beskærer militæret betydeligt, moderniserer retssystemet, bl.a. med afskaffelsen af tortur og censur, og reducerer offentlige udgifter. Karakteristisk for Struensees reformer var, at de var velgennemtænkte, ekstremt moderne og sammenhængende.

Sådan lyder beskrivelsen af Struensees “regeringstid” i Danmark ved et kort opslag på danmarkshistorien.dk. Her lader de os også vide, at Struensee blev halshugget. Det skyldtes dels, at nedskæringerne i offentlige lønninger havde ramt både embedsmænd og militær, og dels at store dele af samfundet var så konservativt, at man ikke brød sig om vilde forandringer – selvom de skulle ruste Danmark til at holde trit med omgivelserne, kunne man tilføje.

Historiske begivenheder kan være cirkulære, og der kan være meget at lære af historien for ikke at gentage tidligere tiders fejltagelser. Struensee var en visionær oplysningsmand, en materialistisk utilitarist, der forsøgte at forbedre danskernes levevilkår og derigennem Danmarks status i verden. Desværre blev han fældet af snæversynede her-og-nu-interesser, som ikke havde øjne for det fælles gode.

For mig er det en historie, som lyder uhyggeligt bekendt i dag. Europa – og resten af Vesten – oversvømmes af globaliseringskritiske røster, der romantiserer tidligere tiders industrijobs, kritiserer frihandelsaftaler og i populistiske vendinger opdeler befolkninger i os-og-dem. Højreekstremismen blomstrer, og protektionismen vinder (igen) indpas på et kontinent, der siden anden verdenskrig har oplevet stigende velstand og velfærd netop på grund af kontinentets økonomiske åbenhed.

Brexit har slået skår i den Europæiske Unions vision. Snart skal Frankrig bestemme om Marine Le Pen er kvinden, som skal lede landet videre og sandsynligvis væk fra EU. Det vil føje spot til skade for en Union, som singulært må beskrives som det mest visionære projekt det europæiske kontinent nogensinde har lagt grund til.

Det er historiske begivenheder, der sender rystelser gennem Europa i disse år.  Jeg indrømmer blankt, at jeg er bange. Den stabile verdensorden – som jeg og den privilegerede generation, jeg tilhører, er vokset op under – er ikke en selvfølge. Den kræver engagement, viden og tillid. Og det halter bagefter med det hele.

Ved Det Udenrigspolitiske Selskabs 70-års-jubilæum i oktober sagde tidligere statsminister i Sverige, Carl Bildt: “Et splittet Europa bliver et utrygt Europa: et Europa, som står sammen med stærke bånd over Atlanten klarer måske ikke alt, men kan i hvert fald sikre freden.”

Bemærk ordet freden. For vores generation, der aldrig har oplevet krig, er ansvaret for at engagere os desto større. Vi har et ansvar for at vide og skabe tillid. Vi har et ansvar for ikke at halshugge de visionære fremskridt. EU er vores generations visionære oplysningsprojekt, og vi skal værne om vores livlæge.