Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

[:en]Skrevet af af Sten Hansen, forhenværende rektor, medlem af Det Udenrigspolitiske Selskab

1: Sagen er langt fra afgjort. I forbindelse med folkeafstemningen i Storbritannien har det været overset, at afstemningen ikke er bindende, men kun vejledende. Den endelige afgørelse kræver en parlamentsbeslutning. Hvad mere er: Det er ikke voldsomt sandsynligt, at afgørelsen vil falde ud til fordel for en udmeldelse af EU.

At det ikke er voldsomt sandsynligt, ligger i, at Underhusets langt overvejende flertal er imod en udmeldelse. Kun 138 af de 330 konservative medlemmer er for udmeldelse, og i de øvrige partier er der kun ganske få.

Hertil kommer, at der i Skotland var meget stort flertal for forbliven i EU, og SNP, det skotske nationalistparti, har tilkendegivet, at en ny afstemning om udtræden af UK så er særdeles sandsynlig. En opbrækning af UK ses hermed som en sandsynlig, ja måske næsten uundgåelig, følge af en eventuel britisk udmeldelse af EU, en opbrækning, hvor så Skotland forbliver i EU, mens England træder ud. Dette skaber selvsagt en frygtelig situation for England, og parlamentet vil næppe lade dette ske, i hvert fald ikke uden en ny folkeafstemning, der så formentlig vil føre til et klart nej til udmeldelse. Vælgerne har slet ikke haft dette perspektiv for øje, da de stemte d. 23. juni, og at der ville blive et massivt forbliv-flertal i Skotland kunne de i hvert fald ikke forudse. Dette massive flertal giver jo også et ekstra moralsk rygstød til at fortolke folkeafstemningens vejledning i retning af, at en udmeldelse af EU ikke uden videre bør finde sted.

Et definitivt skridt kan tidligst blive taget i efteråret, når Camerons efterfølger er på plads. Stemningen i befolkningen kan meget vel være slået kraftigt om inden da, navnlig i betragtning af de skotske konsekvenser. Der synes allerede at kunne anes en reaktion. Således er der blevet sat en underskriftsindsamling i gang med krav om en ny afstemning, og den indbragte allerede de første dage over to millioner underskrifter. Og de skotske konsekvenser er endda ikke særlig omtalt i pressen endnu. Dette kommer nok.

Det er beklageligt, at der fra EU-side, således fra kommissionsformanden, har været forsøgt at lægge pres på Storbritannien for en hurtig afgørelse. Fru Merkel har dog dæmpet det. Men der har allerede været afholdt møder uden deltagelse af UK. Det må i øvrigt undre, hvis dette egentlig er korrekt: Folkeafstemningen var et internt britisk anliggende, en sag mellem vælgerne og parlamentet, og EU er kun officielt involveret deri, at Camerons forhandlingsresultat fra februar automatisk bortfaldt ved afstemningens negative udfald. Officielt kender EU intet til nogen udmeldelse.

Under alle omstændigheder bør EU forholde sig afventende og ikke gøre tiltag, der kan påvirke situationen i retning af større sandsynlighed for udmeldelse eller i retning af skadelige virkninger for Storbritannien, hvis de bliver. Man må henstille til den danske regering, at den gør, hvad den kan, for at holde muligheden for UK’s forbliven åben. Specielt bør EU’s institutioner ikke gøre handlinger eller bringe udtalelser af en karakter, så det ser ud som om udmeldelsen allerede var en kendsgerning. Tværtimod kunne det være hensigtsmæssigt, hvis Danmark tydeligt tilkendegav, at vi ikke ser sagen som afgjort, og at vi synes, at andre heller ikke skal gøre det.

2: Nødvendigheden af Englands forbliven i det udenrigspolitiske samarbejde. I mit indlæg den 21. november 2015 på Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside understregede jeg, hvor nødvendigt for Vestens sammenhold det er, at England både er et land i Europa og et land i den engelsktalende verden omfattende også Old Commonwealth og USA. England er det kit, der holder Vesten sammen. Hvis England forlader Europa, er der sået en sæd, der på mellemlangt sigt vil føre til, at Europa og den engelsktalende verden, incl. USA, glider fra hinanden, og at Europa havner i en anden gruppering, således med Rusland og måske Kina, mens den engelsktalende verden allieres med f. eks. Indien, ASEAN og andre. Der er adskillige tegn på, at USA kan foretrække andre alliancer end Europa. Men USA vil være betænkelig ved at skyde England fra sig og dermed også svække sine forbindelser til Old Commonwealth landene.
Det må derfor være os magtpåliggende, at England forsætter i EU’s udenrigspolitiske samarbejde, uanset hvilken model for forholdet EU-England, der bliver resultatet.

England bør fortsætte helt og fuldt, således også have indflydelse på valget af EU’s udenrigspolitiske chef og eventuelt stille med denne. Dette må Danmark arbejde intenst for. Der er stærke kræfter i Europa, der arbejder for at skabe en europæisk supermagt frigjort fra angelsaksisk indflydelse. Dette må vi af al kraft modarbejde. Europas stemme udadtil skal også være Englands stemme. Europa uden England, og dermed med båndende over Atlanten svækkede, er alt for lille til at udgøre et betryggende sikkerhedssystem. Et fransk-tysk Europa kan ikke erstatte det samlede Vesten. Og hvis båndene til den engelsktalende verden svækkes, og USA mister interessen for Europa, vil Atlantpagten måske nok blive formelt bevaret, men den vil blive ineffektiv, og den såkaldte musketer-ed vil blive utroværdig.

Selv om England forlader EU, kan dets deltagelse som fuldgyldigt medlem af det udenrigspolitiske samarbejde sagtens lade sig gøre, hvis viljen vel at mærke er dertil. Og her bør vi være meget beslutsomme. Vi bør tale kraftigt over for både England og de kontinentale lande på dette punkt. Vi vil have støtte i talrige andre EU-lande, således i Østeuropa. (Også indenrigspolitisk er det i vor interesse, at England forbliver i det udenrigspolitiske samarbejde, da kræfterne for dansk udtræden af EU ellers kunne blive for stærke).

Generelt bør vi arbejde for, at Europa udvikler sig i en retning, så det bliver mere rummeligt. Vi skal arbejde for et mere inklusivt Europa/EU, hvor der er plads til forskellige modeller. Dette gælder også, hvis England bliver i EU. Og det har også betydning for Danmark og for flere andre lande i Europa, derunder lande uden for EU – Ukraine, Moldova, Georgien og Balkan og på sigt måske også Rusland. Men båndet over Atlanten må for enhver pris bevares, og kun et i Europa stærkt engageret England kan give en sikkerhed i så henseende. Som sagt: England er det kit, der kan holde Vesten samlet.
Det bedste er naturligvis, at parlamentet beslutter en britisk forbliven i EU. Men arbejdet med at gøre Europa/EU mere inklusivt og rummeligt må under alle omstændigheder intensiveres. Dette er simpelthen bydende nødvendigt, og Danmark er vel placeret til at yde en afgørende og initiativtagende indsats her.

Sten Hansen er forfatter til bogen Et krigsudbrud og dets fortolkninger[:da]Skrevet af Sten Hansen, forhenværende rektor, medlem af Det Udenrigspolitiske Selskab.

1: Sagen er langt fra afgjort. I forbindelse med folkeafstemningen i Storbritannien har det været overset, at afstemningen ikke er bindende, men kun vejledende. Den endelige afgørelse kræver en parlamentsbeslutning. Hvad mere er: Det er ikke voldsomt sandsynligt, at afgørelsen vil falde ud til fordel for en udmeldelse af EU.

At det ikke er voldsomt sandsynligt, ligger i, at Underhusets langt overvejende flertal er imod en udmeldelse. Kun 138 af de 330 konservative medlemmer er for udmeldelse, og i de øvrige partier er der kun ganske få.

Hertil kommer, at der i Skotland var meget stort flertal for forbliven i EU, og SNP, det skotske nationalistparti, har tilkendegivet, at en ny afstemning om udtræden af UK så er særdeles sandsynlig. En opbrækning af UK ses hermed som en sandsynlig, ja måske næsten uundgåelig, følge af en eventuel britisk udmeldelse af EU, en opbrækning, hvor så Skotland forbliver i EU, mens England træder ud. Dette skaber selvsagt en frygtelig situation for England, og parlamentet vil næppe lade dette ske, i hvert fald ikke uden en ny folkeafstemning, der så formentlig vil føre til et klart nej til udmeldelse. Vælgerne har slet ikke haft dette perspektiv for øje, da de stemte d. 23. juni, og at der ville blive et massivt forbliv-flertal i Skotland kunne de i hvert fald ikke forudse. Dette massive flertal giver jo også et ekstra moralsk rygstød til at fortolke folkeafstemningens vejledning i retning af, at en udmeldelse af EU ikke uden videre bør finde sted.

Et definitivt skridt kan tidligst blive taget i efteråret, når Camerons efterfølger er på plads. Stemningen i befolkningen kan meget vel være slået kraftigt om inden da, navnlig i betragtning af de skotske konsekvenser. Der synes allerede at kunne anes en reaktion. Således er der blevet sat en underskriftsindsamling i gang med krav om en ny afstemning, og den indbragte allerede de første dage over to millioner underskrifter. Og de skotske konsekvenser er endda ikke særlig omtalt i pressen endnu. Dette kommer nok.

Det er beklageligt, at der fra EU-side, således fra kommissionsformanden, har været forsøgt at lægge pres på Storbritannien for en hurtig afgørelse. Fru Merkel har dog dæmpet det. Men der har allerede været afholdt møder uden deltagelse af UK. Det må i øvrigt undre, hvis dette egentlig er korrekt: Folkeafstemningen var et internt britisk anliggende, en sag mellem vælgerne og parlamentet, og EU er kun officielt involveret deri, at Camerons forhandlingsresultat fra februar automatisk bortfaldt ved afstemningens negative udfald. Officielt kender EU intet til nogen udmeldelse.

Under alle omstændigheder bør EU forholde sig afventende og ikke gøre tiltag, der kan påvirke situationen i retning af større sandsynlighed for udmeldelse eller i retning af skadelige virkninger for Storbritannien, hvis de bliver. Man må henstille til den danske regering, at den gør, hvad den kan, for at holde muligheden for UK’s forbliven åben. Specielt bør EU’s institutioner ikke gøre handlinger eller bringe udtalelser af en karakter, så det ser ud som om udmeldelsen allerede var en kendsgerning. Tværtimod kunne det være hensigtsmæssigt, hvis Danmark tydeligt tilkendegav, at vi ikke ser sagen som afgjort, og at vi synes, at andre heller ikke skal gøre det.

2: Nødvendigheden af Englands forbliven i det udenrigspolitiske samarbejde. I mit indlæg den 21. november 2015 på Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside understregede jeg, hvor nødvendigt for Vestens sammenhold det er, at England både er et land i Europa og et land i den engelsktalende verden omfattende også Old Commonwealth og USA. England er det kit, der holder Vesten sammen. Hvis England forlader Europa, er der sået en sæd, der på mellemlangt sigt vil føre til, at Europa og den engelsktalende verden, incl. USA, glider fra hinanden, og at Europa havner i en anden gruppering, således med Rusland og måske Kina, mens den engelsktalende verden allieres med f. eks. Indien, ASEAN og andre. Der er adskillige tegn på, at USA kan foretrække andre alliancer end Europa. Men USA vil være betænkelig ved at skyde England fra sig og dermed også svække sine forbindelser til Old Commonwealth landene.
Det må derfor være os magtpåliggende, at England forsætter i EU’s udenrigspolitiske samarbejde, uanset hvilken model for forholdet EU-England, der bliver resultatet.

England bør fortsætte helt og fuldt, således også have indflydelse på valget af EU’s udenrigspolitiske chef og eventuelt stille med denne. Dette må Danmark arbejde intenst for. Der er stærke kræfter i Europa, der arbejder for at skabe en europæisk supermagt frigjort fra angelsaksisk indflydelse. Dette må vi af al kraft modarbejde. Europas stemme udadtil skal også være Englands stemme. Europa uden England, og dermed med båndende over Atlanten svækkede, er alt for lille til at udgøre et betryggende sikkerhedssystem. Et fransk-tysk Europa kan ikke erstatte det samlede Vesten. Og hvis båndene til den engelsktalende verden svækkes, og USA mister interessen for Europa, vil Atlantpagten måske nok blive formelt bevaret, men den vil blive ineffektiv, og den såkaldte musketer-ed vil blive utroværdig.

Selv om England forlader EU, kan dets deltagelse som fuldgyldigt medlem af det udenrigspolitiske samarbejde sagtens lade sig gøre, hvis viljen vel at mærke er dertil. Og her bør vi være meget beslutsomme. Vi bør tale kraftigt over for både England og de kontinentale lande på dette punkt. Vi vil have støtte i talrige andre EU-lande, således i Østeuropa. (Også indenrigspolitisk er det i vor interesse, at England forbliver i det udenrigspolitiske samarbejde, da kræfterne for dansk udtræden af EU ellers kunne blive for stærke).

Generelt bør vi arbejde for, at Europa udvikler sig i en retning, så det bliver mere rummeligt. Vi skal arbejde for et mere inklusivt Europa/EU, hvor der er plads til forskellige modeller. Dette gælder også, hvis England bliver i EU. Og det har også betydning for Danmark og for flere andre lande i Europa, derunder lande uden for EU – Ukraine, Moldova, Georgien og Balkan og på sigt måske også Rusland. Men båndet over Atlanten må for enhver pris bevares, og kun et i Europa stærkt engageret England kan give en sikkerhed i så henseende. Som sagt: England er det kit, der kan holde Vesten samlet.
Det bedste er naturligvis, at parlamentet beslutter en britisk forbliven i EU. Men arbejdet med at gøre Europa/EU mere inklusivt og rummeligt må under alle omstændigheder intensiveres. Dette er simpelthen bydende nødvendigt, og Danmark er vel placeret til at yde en afgørende og initiativtagende indsats her.

Sten Hansen er forfatter til bogen Et krigsudbrud og dets fortolkninger[:]