Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

EU-landene går en ekstrem svær tid i møde med Brexit og reformer af euro-zonen. EU risikerer at gå op i limningen på grund af løsrivelsestendenser og magtkampe mellem kommissionen og regeringer. Der er et eklatant behov for nye demokratiske spilleregler.

De anspændte Brexit-forhandlinger illustrerer de voldsomme problemer, EU står midt i. Uenighed om grænseforholdene mellem Irland og Nordirland kan vælte forhandlingerne og Theresa May’s regering, men selv om der i sidst øjeblik kommer en aftale, det vil sige inden topmødet den 14. og 15. december, så vil topmødet blive belastet af en magtkamp om euro-zonen mellem EU-kommissionen og Rådet, det vil sige medlemslandenes regeringer, om magtcentret i EU, nemlig euro-zonen.

Det er næsten typisk for EU’s udvikling, at de aktuelle problemer omkring Brexit skyldes en detalje på et lillebitte område – nemlig en ordlyd om, hvordan den åbne grænse mellem Irland og den britiske provins Nordirland skal håndteres efter Brexit. At den skal forblive åben skyldes Good Friday-aftalen i 1998, som sluttede borgerkrigen i Nordirland. Det barokke er, at unionistpartiet DUP vil ud af EU som den britiske regering, men vil også have en åben grænse, som om Nordirland (og Storbritannien) stadig er med i EU! Dog er DUP bange for at blive ”suget” ind i Irland. DUP støtter May, og hvis partiet trækker støtten tilbage, falder May.

Særaftaler og magtkampe
På grund af den nordirske grænse-aftale, kræver Skotland og London særaftaler, så begge kan få en stærkere tilknytning til EU efter Brexit. Samtidig vokser kravene om en ny folkeafstemning. I sidste ende kan resultatet blive, at briterne ikke vil forlade EU trods flere års forhandlinger. De kommende forhandlinger om en handelsaftale bliver efter alt at dømme langt sværere end de hidtidige skilsmisseforhandlinger. Vanskelighederne hober sig op.

Det største problem for de øvrige EU-lande bliver dog en tiltagende magtkamp mellem EU-kommissionen og EU-rådet for landenes regeringer. Kommissionen vil have mere magt i forhold til rådet, mens rådet, og især Tyskland, vil have mere magt til medlemslandenes regeringer. Kampen handler om euro-zonen og zonens pengekasse, stabilitetsfonden ESM, der kan bruges for at hjælpe nødlidende lande som Grækenland.

Debat om finanskontrol
Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil på topmødet fremlægge et detaljeret forslag til, hvordan euro-zonen skal styres. Han er enig med Frankrig og Tyskland om at etablere en slags EU-finansminister i form af euro-gruppens formand. Men Juncker vil have kommissionens økonomiansvarlige som formand for euro-gruppen, og det vil Tyskland ikke være med til.

Kommissionen og EU-landene kan også enes om at omdanne EMS til en slags europæisk valutafond, men Juncker vil have fonden lagt ind under EU-systemet under artikel 352. Især Tyskland stritter imod. Medlemslandene skal styre pengetanken. Tyskland er bange for, at hvis den lægges i EU’s regi, bliver den bare til en ekstra pengekasse, der kan bruges på lige fod med EU’s øvrige pengekasser til forbrug rundt om i EU. Tyskland kræver, at kassen kun må bruges til nøje definerede redningsaktioner.

Magtkampen er udtryk for, i hvilken retning EU skal bevæge sig: Skal der være ”mere EU” med større magt til kommissionen og EU-parlamentet, eller skal magten i større grad flyttes tilbage til medlemsstaterne. Men det er også en praktisk, politisk diskussion. F.eks. vil Macron have flere fælles ressourcer til fælles projekter, som ved at lave gigantvirksomheder og forsvarsprojekter på tværs af grænserne. Det kan ifølge Macron finansieres af den nye fond, men den vej vil tyskerne ikke gå.

Eksperter uenige om ændringer
Den tyske historiker og EU-ekspert, Heinrich August Winkler, mener, at EU-landene først og fremmest må løse de akutte problemer uden traktatændringer ved at bruge de demokratiske muligheder bedre, herunder ved at europæisere de nationale parlamenter, så de inddrages mere i beslutningsprocessen, i stedet for at overføre mere magt til f.eks. EU-parlamentet.

Andre, som den britiske EU-ekspert Richard Young, mener, at fundamentale ændringer af de demokratiske beslutningsprocesser fra bunden og opad er nødvendige, så EU bliver vedkommende for borgerne. Andre igen mener, at afstemningsprocessen må ændres, så flertalsafstemninger i EU bliver normen, og så kvalificerede flertal, dvs. massive flertal på måske 66 procent, skal bruges ved folkeafstemninger for at undgå, at beslutninger hele tiden skal ændres som følge af små udsving i holdningen hos vælgerne – Brexit som eksempel.

Der er et eklatant behov for at ændre beslutningsprocessen for at undgå, at EU går op i limningen. Et eksempel er Kataloniens løsrivelsesforsøg og fængslingen af de politikeske ledere. Skal der være fælles forfatningsregler for selvstyre og løsrivelser? Kan EU eksistere med fængslinger af politikere, der vil gå andre veje, end en forfatning tilskriver? Når der er en flygtningestrøm, skal landene så kunne undlade at deltage i en løsning, så ét land må bære hele byrden som Tyskland? Det er barokt at se, at de lande, der blev invaderet af Nazityskland, har forholdt sig passive over for mennesker i nød, mens de har overladt besværet til nazisternes efterkommere.

Hensynet afgørende
Tyskerne har under de aktuelle regeringsforhandlingerne vist, at de har lært historiens lektie. En præsident har med henvisning til forfatningen fået samtlige partier til at erkende, at de ikke uden videre skal bebyrde vælgerne med nyvalg, men at de skal få løst de aktuelle problemer. Hensynet til Europa og verden spiller ind som afgørende parametre. Tyskerne undgår ikke magtkampe, men der er blevet fastlagt nogle overordnede hensyn, som burde blive normen i alle EU-lande, også i et Danmark, der holder sig på beslutningsprocessens sidelinje.

EU står ved en skillelinje. Bliver der nye øst-vest- og nord-syd-delinger? Hvor skal magten ligge? Skal EU lige så meget begrundes i borgernes demokrati som i staternes samarbejde? Får Tyskland en voksende rolle? Det er bemærkelsesværdigt, at mange tyske debattører selv under de usikre regeringsforhandlinger taler om behovet for, at Tyskland og EU optræder langt stærkere internationalt, fordi den vestlige orden smuldrer på grund af Donald Trump. Måske ser vi tegn på en større europæisk selvbevidsthed.