Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Kansler Angela Merkel blev nok svækket ved det tyske valg, men en tre-parti-regering kan skabe mere dynamik i Europa sammen med den franske præsident, og så vil Tyskland fortsat komme til at dominere euro-zonen og dermed EU.

De første reaktioner i den europæiske presse på det tyske valg, også i den tyske, var, at kansler Angela Merkel var blevet alvorligt svækket, at det vil blive svært at danne en ny tre-parti-regering, og at en ny regering med det liberale parti FDP vil gå i en mere tysk og mindre europæisk retning.

Selv om der er en vis rigtighed i alle tre vurderinger, så var de alt for præget af den aktuelle stemning. Angela Merkel er stadig den altdominerende person i tysk politik, og globalt kommer ingen på højde med hende.

Merkel lader sig ikke stoppe
Regeringsforhandlingerne bliver sværest i de to konservative partier, CDU og Bayerns CSU, men de får ikke lov til at hindre hendes kurs. Hun bevæger sig ikke til højre, og beklager ikke sin åbne-arme-politik over for flygtninge. Hun gjorde Tyskland human.

Det liberale FDP skabte store kursfald i Grækenland, hvor man er bange for en hård linje næste år, når gældsaftalen med Grækenland skal fornyes, og der er spekulationer om, at FDP vil gå imod den franske præsident, Emmanuel Macron, der vil reformere eurozonen. Men FDP vil snarere føre den traditionelle hårde tyske finanspolitik, også i relation til EU.

Den tyske stabilitet fortsætter, men det helt afgørende er, at Tyskland stadig vil blive den dominerende i euro-zonen og dermed i EU, og udviklingen går mere og mere den retning end hidtil, også med Macron. EU vil i stigende grad udvikle sig med forskellige hastigheder for enkeltlande, og kernen vil have lov til at udstikke sin egen kurs uden benspænd.

Fortsat stabilitet
Tyskerne tager ikke Brexit særlig alvorligt, og derfor ser tyskerne gerne en mindelig aftale, så handelsrelationerne kan fortsætte, og så der kan være et tæt samarbejde om forsvaret og sikkerhedspolitikken. Briterne ville jo alligevel ikke være med i kernen. Spanien og Italien kan blive problematiske, men det vigtigste er, at de er med i den økonomiske samhandel. Det er måske udtrykt lidt firkantet, men tyskerne begynder at tage bestik af et Europa med mange forskellige interesser, men hvor eurozonen og kernen i den skal kunne sætte kursen uden modstand.

Selv om det tyske højreparti AfD blev det tredje største i Forbundsdagen, så omfatter det kun 13 procent af vælgerne. Det vil larme, men det kan kun være en demokratisk fordel, at selv den grovkornede debat rykker ind i parlamentet. Det fører ikke til en højrevendt kurs hos Angela Merkel, for AfD har klaret sig dårligt de steder i landet, hvor en CDU-lokalregering har løst de problemer, der optager den dårligst stillede del af befolkningen.

Flygtninge er kun den synlige anledning til protester, for folk føler sig overhalet. 40 pct. af den tyske befolkningen har ikke haft indkomstfremgang fra før finanskrisen, men de mærker hele tiden stigende boligudgifter i dårligt byggeri, og mange får en dårlig pension.

Det er ikke kun socialdemokraterne, der efter det historiske valgnederlag vil forbedre vilkårene for den dårligste halvdel af befolkningen. Det vil Merkel også, og kunststykket for hende er, om hun kan få moderate i CSU til at indtage denne holdning i det lederopgør, der er på vej.

Reformer af EU
FDP med den unge leder, Christian Lindner, har indikeret en hård finanspolitisk og EU-skeptisk kurs i eurozonen. Han bliver formentlig den nye finansminister efter Wolfgang Schäuble, men han står på Schäubles linje. Han har ikke noget imod en finansminister for eurozonen og et større fælles budget og en europæisk fond. Men han vil ikke have, at den skal bruges til almindelige overførsler til de sydeuropæiske lande. Er der kriser, skal redningsaktioner være mere hårdkogte end hidtil, og han går for eksempel ind for, at Grækenland skal smides ud af euro-zonen, hvis der skal være en gældseftergivelse. Det gjorde Schäuble også. Han vil mindske Den europæiske Centralbanks rolle. Han er derimod på linje med Macron om massive fælles, fremtidsrettede investeringer, så Europa og europæiske virksomheder kan klare den globale konkurrence.

Emmanuel Macron har lanceret en række forslag til reformer af EU, men de er ikke rigtigt gennemgribende, og inden han lancerede dem, konsulterede han Angela Merkel og udvandede nogle af forslagene om euro-zonen. Det kniber med forslag til ledelsesstrukturen, i EU men begge lande vil være dynamoen i EU, og nationerne skal have øget magt i forhold til EU-kommissionen og EU-parlamentet. På sigt kommer EU til at ændre fundamentalt karakter.

De grønne bliver de mest EU-entusiastiske i den nye regering, og en af de to grønne ledere, Cem Özdemir, bliver formentlig udenrigsminister. Derfor vil den nye regering være meget aktiv i EU-politikken. Som den suverænt mest erfarne leder vil Merkel også sætte nogle fodaftryk i tysk og europæisk udenrigspolitik. Hun vil samtidig blive mere aktiv i den globale politik for at fremme tyske og europæiske interesser.

Tyskland som EU’s fører
Spørgsmålet er, om hun vil gå direkte imod præsident Donald Trump, for eksempel hvis han vil droppe atomaftalen med Iran. Den skal vurderes hver tredje måned i USA. Derfor kan der blive spænding om Iran hvert eneste kvartal. Der er bred europæisk opbakning til aftalen. De kommende år vil vise, om Europa vil optræde mere selvstændigt i forhold til USA.

Christian Lindner er ikke bange for at vælge en linje, der er uafhængig af USA. Han mener, at Tyskland skal ophæve sanktionerne mod Rusland og reelt acceptere annekteringen af Krim. Det vil Angela Merkel ikke, men der kan måske blive bevægelse, hvis Rusland giver sig omkring Østukraine. En ny regering kan overraske på en række punkter, som Merkel har gjort det med flygtninge- og energipolitikken, og den bliver med sikkerhed mere udfarende på det sociale område, i EU og i den globale politik. Det bliver mere Tyskland end EU, EU-landene skal rette blikket mod i de kommende år.