Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Mens den vestlige verden har været stærkt optaget af giftgasangrebet i Syrien og det vestlige missilangreb på tre kemi-anlæg, så begynder især tyske diplomater og eksperter at tale om behovet for at udvikle en europæisk strategi for Mellemøsten og for en intens diplomatisk indsats.

EU’s udenrigsministre har netop drøftet Syrien-situationen, og Frankrig og Tyskland lægger op til en øget indsats. Men det er en langt mere omfattende og aktiv optræden, som der tages skridt til, fordi især tyskerne ikke længere har tillid til den amerikanske præsident, Donald Trump. Flere og flere sammenligner ham med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Stigende behov for en EU-strategi for Mellemøsten

Behovet for en strategi er klarest udtrykt af den tidligere tyske topdiplomat og formand for München Sikkerhedskonferencen, Wolfgang Ischinger. Han efterlyser et tysk initiativ for at positionere EU. Tyskland må tage initiativet og indtage en ledende rolle i EU på dette felt. Han mener, at Det europæiske Råd, altså regeringscheferne, må holde et særligt topmøde for at udvikle en strategi, der ikke bare skal handle om kemiske våben eller Syrien-konflikten, men som skal omfatte hele Mellemøsten, Tyrkiet og Rusland.

500 millioner europæere kan ikke forholde sig passive, når det er europæerne, der mere end andre må leve med følgerne af krige i Mellemøsten, siger Ischinger. Den holdning vinder indpas, især fordi der er en voksende opfattelse af, at Syrien-konflikten kun kan håndteres, hvis det sker i en Mellemøst-sammenhæng og som led i en ny politik over for Rusland.

Kansler Angela Merkel har skærpet tonen over for Putin, og den nye udenrigsminister, Heike Maas, siger, at Rusland optræder mere og mere ”fjendtligt.” På den anden side siger Maas, at ”Europa har brug for Rusland, der konstruktivt skal bindes ind, og det bliver en stor opgave for international politik i de kommende år.” Med ”indbinding” vender Maas tilbage til den forgangne politik over for Sovjetunionen: Der skal være kontante krav, men også dialog. Tyskland lægger op til en hårdere kurs over for Rusland, men Tyskland vil også undgå en ny kold krig. Tyskerne véd mere end andre, hvad det betød.

Dobbeltkurs kan føre til nye konflikter

Men der er lang vej til en ny tysk og europæisk udenrigsstrategi. Det ses også af, at de europæiske lande bag atomaftalen med Iran, nemlig Frankrig, Storbritannien og Tyskland, vil hindre Trump i at skrotte aftalen i maj. På den anden side er de parate til at lave nye sanktioner mod Iran, fordi de efter krav fra Trump vil presse Iran til ikke at udvikle langtrækkende missiler og til ikke at blande sig i andre lande i Mellemøsten med støtte til militsstyrker eller terrorister.

Men det er nøjagtigt en sådan dobbeltkurs, som kan føre til nye konflikter, og som gør det påkrævet, at EU-landene udvikler en omfattende og gennemtænkt strategi, og som ikke er afhængig af Donald Trumps skiftende udspil. Han ville ud af Syrien. Så bombede han. Han bebuder nye sanktioner mod Rusland via sin FN-ambassadør, Nikki Haley, fordi Rusland og Iran ”må betale en pris.” Så giver han kontraordre.

Trump blander Syrien og Rusland sammen i én tweet-vælling, og det er barokt at se, at de europæiske lande ikke slår bak og tager et selvstændigt initiativ. Det kræver en enorm indsats at lave en løsning for det komplicerede Syrien, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet i en uhellig alliance er ved at tage initiativet. Det største problem med kemi-affæren er, at den kan være en udløser for nye konfrontationerne mellem de to lande, der har den største interesse i Syrien: Israel og Iran.

Syrien kan eksplodere i en konflikt mellem Iran og Israel

New York Times’ tidligere Mellemøsten-korrespondent, Thomas Friedman, mener, at Syrien denne gang kan eksplodere i en konflikt mellem Israel og Iran.

Israel er bekymret over, at Iran har styrket sig markant de seneste år gennem støtte til militsgrupper i Irak, Syrien og Libanon, altså i Halvmåne-ringen nord og øst for Israel. Iranske ledere siger åbent, at de bygger en modstands-alliance mod Israel – en alliance, der kan bruges i en asymmetrisk krig, hvor atommagten Israel med et særdeles effektiv luftforsvar tiltager sig retten til at bombe lande, der vil udvikle atomvåben.

Den tidligere sikkerhedsrådgiver for Trump, H.R. McMaster, har udtrykt stærk bekymring over Irans militsalliancer i regionen og sagde for nylig, at tiden ”er inde til at reagere over for Iran.” Med den nye sikkerhedsrådgiver, John Bolton, er muligheden for en aktion mod Iran blevet markant større. Israel har truet med gengældelse mod selve Iran som følge af iranske militære handlinger i Syrien.

EU står over for en enorm udfordring

For Europa ligger den store udfordring ikke bare i at hindre en ny konflikt i Mellemøsten, men også i at tage fat på en genopbygning i en region, hvor flere lande vil hindre Syriens, Iraks og Irans genopbygning på grund af stærke politiske, militære og religiøse modsætninger.

Iran og Tyrkiet har også af økonomiske grunde en stærk interesse i en snarlig genopbygning af Syrien.

Før borgerkrigen i Syrien var Tyrkiet den vigtigste økonomiske aktør i regionen. Samtidig vil Tyrkiet for enhver pris forsøge at undgå, at der bliver etableret en kurdisk stat i den nordøstlige del af Syrien af frygt for, at det vil føre til permanent uro i det kurdisk dominerede Østtyrkiet.

Omfattende sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser er viklet ind i hinanden, og borgerkrigen er langt fra slut, selv om præsident Bashar al-Assad har fået overtaget. Millioner af hans modstandere har samlet sig i Idlib-provinsen syd for Tyrkiet, og en fortsat krig kan koste titusinder af menneskeliv.

Det bliver en gigantisk opgave for EU-landene at udvikle en sammenhængende strategi, der skal forebygge krig, som skal hjælpe med genopbygning, og som skal hjælpe med en politisk løsning i hele regionen. Men de første skridt er taget. Der skulle åbenbart et giftgas-angreb til. Hverken flygtningestrømmen eller en halv million dræbte under den syv år lange borgerkrig fik europæerne til at reagere.