Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Den tyske kansler, Angela Merkel, skabte opmærksomhed, da hun sidste år sagde – med direkte henvisning til USA og præsident Donald Trump – at Europa “ikke længere kan forlade sig på andre.” Hun sagde også, at “vi europæere må tage vores skæbne i vore egne hænder.” I denne tid vil det vise sig, om hun lader handling følge på ord.

Første tegn kan komme på EU-topmødet i Sofia onsdag aften, hvor de 28 EU-lande skal drøfte, hvordan de skal reagere på Trumps udtræden af Iran-atomaftalen og på de nye skærpede sanktioner, som Trump vil pålægge Iran. Det er sanktioner, som også rammer olieimporten til Europa og de europæiske firmaer, der har investeret i Iran, og som handler med Iran, herunder Total, Renault, ENI og Siemens. Men der står mere på spil: Den atlantiske alliances fremtid og tilliden til internationale aftaler.

Europæerne vil forsvare aftalen og de europæiske virksomheder, men hvor meget vil de gøre for at dække virksomhedernes eventuelle tab, og vil de garantere, at den europæiske hjælp til Irans genopbygning fortsætter? Europa kan reelt kun forsvare aftalen, hvis Iran ikke bliver ramt økonomisk, for i så fald vil Iran utvivlsomt trække sig ud af aftalen og genoptage sit atomprogram, og en unik international aftale falder på gulvet.

USA’s sanktioner truer europæiske virksomheder

Den nye tyske ambassadør i Tyskland, Richard Grenell, sagde efter Trumps udmelding, at de tyske selskaber bør neddrosle deres aktiviteter i Iran. Det blev straks udlagt som en ordre fra en kolonimagt. At bremse de europæiske virksomheders engagement er et kerneelement i USA’s forsøg på at tvinge Irans økonomi i sænk og få et regimeskifte, og hér spiller USA sammen med Israel.

USA kan blokere adgangen til det amerikanske marked og amerikanske banker, ja, endog fængsle ledere, der besøger USA, hvis deres virksomheder fortsætter i Iran. Desuden kan USA standse leverancer til europæiske virksomheder, der vil sælge til Iran, f.eks. dele til 100 fly, som Airbus skal bygge til Iran.

Europæerne har tidligere forsøgt at hjælpe sine virksomheder mod USA, nemlig da USA i 90’erne ville boykotte Cuba, Iran, Sudan og Libyen. EU vedtog nogle blokerings-mekanismer, f.eks. ved at sikre finansiering til virksomheder, der blev udelukket fra amerikanske banker. Nu overvejer EU at indføre nye blokeringsmekanismer og en finansiering fra Den europæiske Investeringsbank, og EU overvejer at lade europæiske domstole ignorere amerikanske afgørelser, som tidligere har idømt europæiske virksomheder milliardbøder for brud på sanktioner. Men alene truslen om sanktioner mod de europæiske virksomheder kan få dem til at trække sig, da eksporten til USA er mange gange større end til Iran.

Hvordan kan EU svare igen på USA’s sanktioner?

Derfor kommer Europa ikke uden om at tage stilling til en helt anden fremgangsmåde – om at tage sin ”skæbne i egne hænder.” EU bliver nødt til at lave gengældelse, der virker prompte, f.eks. ved at brandbeskatte internetfirmaerne Facebook og Google, der er ved at fjerne annoncegrundlaget for europæiske aviser. Europa kan også standse indkøb af amerikanske våben og lægge op til et stærkere valutarisk samarbejde med Kina for at lave en erstatning til dollaren. Europa kan gribe ind i Mellemøst-konflikternes kerne, nemlig Israels undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning, f.eks. ved en øjeblikkelig og ensidig anerkendelse af Palæstina. Det vil være en legitim protest mod Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, og det kan bringe fredsprocessen tilbage på sporet med en to-statsløsning.

Men tør Angela Merkel og resten af EU’s ledere dét? Hvis de bøjer nakken, risikerer de at miste tilliden til det europæiske samarbejde, netop fordi de ikke tør sætte sig op imod en mand, der ødelægger det internationale samarbejde, og som blæser på alle regler og etik. Europa siger officielt, at det er USA, der har brudt Iran-atomaftalen, og ikke Iran, som Trump påstår. Det må EU-landene reagere på.

Det paradoksale er, at europæerne kan lære af præsident Xi Jinping, der ikke lader sig skræmme, og som forstår at give modspil. Trump har lagt op til handelskrig, og som led i kampen mod Kina forbød USA i midten af april amerikanske firmaer at levere udstyr til den kinesiske telekomgigant ZTE, som tre uger efter meddelte, at selskabet må lukke, fordi det er afhængig af amerikanske leverancer.

Hvad skete så? To dage efter meddelelsen om lukningen af ZTE, meddelte et kinesisk statsselskab, at det har ydet et lån på 500 millioner dollar til et indonesisk hotel- og golfprojekt, som Trump-koncernen har hovedrollen i. Der kommer også et tilsvarende lån fra kinesiske banker. To dage efter, twittede Trump, at han vil sikre, at ZTE ikke krakker, fordi det vil koste for mange jobs i Kina!

De amerikanske efterretningsvæsener og FBI har advaret mod ZTE, og Trump har gang på gang sagt, at Kina ”sjæler” amerikanske jobs. Nu vender han på en tallerken for at få et kinesisk statslån til sin virksomhed, som han ikke har skippet, men som drives af sine sønner. Kernen i sagen er, at Xi tvang Trump til at ændre kurs om ZTE, ellers ville der ikke blive fortsatte handels-forhandlinger.

En fundamental test for EU

Er det en sådan person, Europa og europæiske virksomheder skal bøje sig for? Skal en sådan person afgøre, om europæerne kan lave internationale aftaler? Europa står over for et klart valg.

En Mellemøstekspert i European Council on Foreign Relations, Ellie Geranmayeh, har sat fingeren på et ømt punkt: Den aktuelle situation er ”en fundamental test på, om Europa er en global spiller.”

Formanden for München Sikkerhedskonferencen, den tidligere tyske topdiplomat, Wolfgang Ischinger, har til Der Spiegel sagt: ”Er den atlantiske alliance død? Glider vi endnu længere fra hinanden? Det er sørgelige spørgsmål.” Men de må altså stilles. Han tilføjede dog, at tillidskrisen over for Trumps USA kan vendes til noget positivt: ”Det er et dramatisk opråb til EU om endelig at rykke sammen. Jeg kan ikke forestille mig en bedre opdrift end Trumps rystelse.”

Der Spiegel skrev i en leder: ”Hvor sørgeligt og absurd, det end er, er modstand mod USA nu nødvendig.”