Skrevet af den Russiske Føderations Ambassadør til Danmark, Mikhail Vanin

Under de nuværende geopolitiske forhold er spørgsmålet om europæisk sikkerhed af største betydning for alle stater, der deltager i relevante internationale aftaler og forpligtelser i relation til våbenkontrol, ikke-spredning og nedrustning. I det lys er det interessant at bide mærke i en artikel af NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg offentliggjort i en række europæiske medier. Den handler om nødvendigheden af at opdatere ”regelsættet” for den europæiske sikkerhed. Der bliver lagt vægt på spørgsmålet om revitalisering af tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger i forhold til Wien-dokumentet af 2011. Jens Stoltenberg beskylder i artiklen faktisk Rusland for at bevæge sig væk fra gældende aftaler og benytte sig af smuthuller for at undgå at overholde disse uden at han fremlægger vægtige beviser for dette. Det drejer sig hovedsagligt om Traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa (CFE-aftalen).

Men først et par ord om historikken i CFE-aftalen.

Det er kendt at CFE-aftalen blev underskrevet den 19. november 1990 af lande som var medlemmer af to militære alliancer: Warszawapagten og NATO.  Hovedformålet med aftalen var at skabe militærbalance i Europa ved reduktion af de væbnende styrker, konventionelle våben og materiel- kampvogne, pansrede kampkøretøjer, kampfly og angrebshelikoptere. Dog med sammenbruddet af Warszawapagten og USSR, tilbagetrækningen af sovjetiske/russiske væbnede styrker fra Central- og Østeuropa, Baltikum og SNG-republikker samtidig med udvidelsen af NATO, begyndte mekanismerne i aftalen mellem de to militærpolitiske alliancer at miste sin effekt.

Senere, den 19. november 1999, underskrev man en aftale om at tilpasse CFE-aftalen på OSCE–topmødet i Istanbul. Formålet var under de nye forhold at neutralisere truslen om at genskabe kapaciteten til at gennemføre storstilede offensiver og på den måde at øge forudsigeligheden og stabilitetsniveauet i Europa. Den nye tilpassede CFE-aftale byggede på principper, som er orienteret mod at styrke hvert enkelt lands sikkerhed uafhængigt af tidligere militærpolitisk tilhørsforhold.

Hvad skete der egentligt med den aftale som i princippet havde interesse for ethvert europæisk OSCE-medlemsland?

Den blev kun ratificeret af Rusland, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine, mens NATO-landende under indflydelse af USA begyndte at forsinke ratificeringsprocessen, og begrundede forsinkelsen med at Rusland skulle realisere betingelser, som ingen relevans havde for CFE-aftalen. Imidlertid betragtede Rusland, som havde opfyldt alle krav relateret til CFE-aftalen, disse krav som uretmæssige. Vi går derfor ud fra at USA og nogle af deres allierede benyttede sig af våbenkontrol som et middel til at fremme geopolitiske interesser i det postsovjetiske rum, samt sikre sig handlefrihed ved omplacering af styrker så man kan kunne gennemføre militære operationer som f.eks. i Irak.

Det var nemlig udelukkende de ovennævnte omstændigheder omkring CFE-aftalen, som gjorde det nødvendigt for Rusland den 12. december 2007 at rejse spørgsmålet om suspendering af landets deltagelse i CFE-aftalen og de tilhørende dokumenter og den 11. marts 2015 at erklære at man ville suspendere deltagelsen i det sidste aktive CFE-organ: den Fælles Konsultationsgruppe. Den russiske reaktion forekommer rimelig når man tager i betragtning at USA har forladt ABM-aftalen samtidig med en aktiv indsættelse af dele af sit forsvarssystem i Europa. NATOs planer for oprettelsen af kommandoposter og hurtige udrykningsstyrker i Europa er også velkendt. I så henseende er det svært at forestille sig at Rusland vil rapportere til NATO om bevægelserne af eget materiel i sit eget land i overensstemmelse med CFE-aftalen.

NATO-landene, som har kurs mod at holde Rusland tilbage og endvidere at ændre magtbalancen i Europa til fordel for NATO, hvilket delvist bekræftes af den fortsatte udvidelse af Alliancen (Montenegro blev inviteret fornylig), har faktisk tvunget Rusland til at indføre et moratorium på CFE-aftalen. Ikke desto mindre vil Rusland stadig efter den 11. marts være med i CFE-aftalen med vetoret i arbejdsgruppen – den fælles Konsultationsgruppe (vores interesser vil her være repræsenteret af hviderusserne). Vi har desuden undgået at brænde alle broer bag os ved at undlade at gennemføre de fastsatte procedurer for udtrædelse af aftalen.

Hvad angår den destruktive missilforsvars-systems indflydelse på den europæiske sikkerhedssituation så er det værd at bemærke, at amerikanske embedsmænd for nylig, efter at der kom sikre garantier for, at Iran kun vil bruge atomenergi til fredelige formål, har gjort deres bedste for at tage afstand fra tidligere indrømmelser af en forbindelse mellem den såkaldte ”missiltrussel fra Iran” og planerne for indsættelsen af de europæiske dele af det amerikanske missilforsvarssystem. Alligevel understreges det at det iranske missilprogram stadigvæk er farligt, selvom ethvert hypotetisk scenarium af anvendelsen af ballistiske missiler mod europæiske stater kun kunne være en del af en militærplanlægningslogik såfremt de var udstyret med atomsprænghoveder.

Det er sigende, at ingen i Vesten er i stand til tydeligt at fremlægge bevæggrunde for, at Iran skulle vælge at udføre et missilangreb mod Europa. Særligt i betragtning af, at den europæiske militære reaktion på et sådan angreb ville være uacceptabelt for Iran. Den slags ”argumentation” bliver endnu mere absurd i betragtning af den demonstrative varme, hvormed Irans præsident modtages i europæiske hovedstader.

Vi minder om, at da Rusland foreslog USA og NATO et samarbejde om missilforsvaret, havde vi ikke konkretiseret mod hvilke lande et sådan fællessystem kunne anvendes, med foreslog i stedet universelle indstillinger, som kunne tilpasses løsningen af en bred vifte af opgaver.

Vestens afvisning af vores forslag, de vestlige landes stædige bestræbelser på at påtvinge Rusland en ubalanceret arbejdsmodel, som faktisk har frataget Rusland stemmeret i bestemmelsen af konceptet for og strukturen af det europæiske missilforsvarssystem, samt koncentrationen af alle kontrolmidler i Washington: disse er alle gode grunde til at betragte det amerikanske missilforsvarsprojekt som antirussisk. Vi er nødt til at slå fast, at videre udvikling af projektet beviser, at spekulationer om ”den iranske trussel” kun er et dække for et projekt hvis sande formål er at underminere Ruslands strategiske afskrækkelses kapacitet, og inddrage de europæiske allierede i en langsigtet militær konfrontation med Rusland, hvilket efter alt at dømme svarer til USA’s interesser. Det er dejligt at se, at de fleste danske partier sætter spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af Danmarks deltagelse i projektet, som ikke længere har nogen militær-strategiske begrundelse.

Det kan man for eksempel se i den nyligt offentliggjorte EUCOM-strategi. Bestemmelserne heri, særligt den om nødvendigheden af tilbageholdelsen af Ruslands aggression i Østeuropa, vil der uden tvivl blive taget fuldt hensyn til i NATOs strategiske dokumenter. Det er en meget farlig konfronterende tilgang at tage, som hverken svarer til den objektive situation i sikkerhedsområdet eller til de internationale udviklingsbehov. Washington pålægger sine europæiske allierede at deltage i modstanden mod den mystiske russiske trussel, og opfordrer med samme formål Europa at øge sine militære udgifter, mens der er behov for at slå kræfterne sammen til bekæmpelse af reelle trusler og risici – den terrorisme og ekstremisme, som takket være NATOs interventioner har spredt sig til enorme områder i Mellemøsten og Nordafrika. Det er netop herfra at ukontrollerede strømme af flygtninge som stræber mod Europa stammer, og det er netop her at NATO ikke har haft travlt med at rette sine fejl og sætte alting på plads.

Det er Ruslands håb, at europæerne holder sig deres egne, og ikke kun amerikanske, nationale interesser for øje, og indser, at Europas fremtid og sikkerhed er forbundet, ikke med ideologiserede oversøiske instruktioner, men med nødvendigheden af et konstruktivt samarbejde med Rusland i kampen mod fælles trusler. På trods af mange uenigheder om de enkelte spørgsmål ligger vejen til en ny verdensorden i fællesindsatsen, ikke i splittelsen.

NATOs forslag om en opdatering af ”regelsættet” omkring den europæiske sikkerhed er endnu et forsøg på at bebyrde os med ubalancerede ensidige beslutninger, til skade for russiske nationale interesser. Det er i øvrigt værd at minde om, at Ruslands militære udgifter svarer til en 1/16-del af NATOS fælles militære udgifter.

Hvad må man og hvad skal man gøre i disse nuværende realiteter?

Rusland har gentagne gange forslået at indgå aftale om den europæiske sikkerhed og udvikle et nyt system af konventionel våbenkontrol i Europa (CAC) men vi har stadigvæk ikke fået nogle andre forslag fra NATO. Derudover har alliancen udsat udviklingen af en ny CAC-system på ubestemt tid.

Har Europa så brug for en genoplivning af CFE-aftalen?

Svaret er tilsyneladende nej. Men hvis USA og NATO-landene virkelig er rede til en diskussion om indgåelse af en ny aftale, som skal erstatte CFE-aftalen, må forhandlingerne basere sig på en balancering af alle medlemslandes interesser, og forudsætte at USA og dets allierede afstår fra fristelsen til anvende foranstaltninger i konventionel våbenkontrol i Europa for at fremme sine snævre geopolitiske interesser.