Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Det kinesiske silkevejsprojekt gennem og syd om Asien har samme omfang som Marshall-hjælpen til Europa. I praksis går arbejdet trægt, men det er stadig det mest omfattende investeringsprogram i verden, og det vil gøre det asiatisk-europæiske kontinent til fremtidens center.

Kina ekspanderer konstant på den internationale scene, mens USA er i politisk krise, og mens der kun er en svag økonomisk udvikling i de vestlige samfund. Det ses mest tydeligt i planerne om at lave en ny silkevej gennem Asien fra Kina til Mellemøsten og Europa og syd om Asien til Afrika.

De samlede investeringer vil beløbe sig til det gigantiske beløb på 900 milliarder dollar, og alene værdien af 18 kinesiske investeringer i udenlandske projekter med hurtigtog vil beløbe sig til 143 milliarder dollar. Det er mere end nutidsværdien af den amerikanske Marshall-hjælp til Europa, primært Tyskland, efter Den anden Verdenskrig.

Ny global akse

De langsigtede perspektiver er så omfattende, at den nyligt afdøde amerikanske sikkerhedspolitiske tænker, Zbigniew Brzezinski, talte om ”et superkontinent,” nemlig en ny, global akse mellem Kina og Europa. Det vil få større betydning end den transatlantiske verden eller Stillehavsregionen. Magtfordelingen i Eurasien ”vil få afgørende betydning for Amerikas globale førerposition og historisk arv,” skrev han allerede i 1979. Kontinentet omfatter 70 procent af verdens befolkning og en tredjedel af verdens økonomi med Tyskland og Kina som verdens to vigtigste producentlande.

USA’s præsident Barack Obama var meget optaget af skiftet fra Atlanten til Stillehavet, fordi Kina er blevet den nye stormagt. Men selv den fremsynede Obama var for sent på den, for Stillehavsregionen får ikke nær så stor betydning som kontinentet fra Kina til Europa.

Kina bygger hurtigtogsbaner og motorveje hen over Asien og Mellemøsten, investerer i råvarer og industri, og er med til at koble de afrikanske lande sammen med trafikforbindelser mellem landene. De nuværende forbindelser, der blev lavet af de europæiske kolonimagter, gik primært fra baglandet til kysterne. Kina vil knytte Eurasien og Afrika til sig, som USA siden Den anden Verdenskrig forsøgte at knytte Europa og store dele af verden til sig.

Tættere forbindelser

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, kalder den nye silkevej for One Belt, One Road, og han betegner den som århundredets projekt. Kina vil styrke sine diplomatiske og erhvervsmæssige forbindelser med de 68 lande, der er koblet på projektet, og hidtil har jernbaner med superhurtige tog været kernen. Projektet skal også give afsætning for kinesisk industri, der lider af overkapacitet. Kendsgerningen er dog, at det går trægt med at gennemføre ekspansionen. Den nye kinesiske investeringsbank, AIIB, har kun udlånt en brøkdel af den kapital, banken har til rådighed.

Ifølge en analyse, som Financial Times har foretaget, så er dobbelt så mange projekter blevet droppet eller udskudt end gennemført. Det skyldes først og fremmest, at landene har svært ved at leve op til den kinesiske dynamik. De har sværere ved at skaffe finansiering, end Kina har på hjemmefronten. Der er en mere besværlig beslutningsproces end i Kina. Kina har på godt 10 år bygget 22.000 km interne hurtigtogsbaner og hundreder af tog, der kan køre over 300 km i timen, mens andre lande, herunder i EU, har besvær med at bygge bare 100 eller 500 km bane.

Det kan måske gå hurtigere i de 54 afrikanske lande, fordi Kina i mange tilfælde kommer med finansieringen. Det er Kina parat til, for at Kina kan få fat i råvarerne til fremtidens elektrificerede samfund, f.eks. med lithium og kobolt. Problemet er blot, om de gældsplagede afrikanske lande kan betale pengene tilbage. Kina går også stærkt frem i Mellemøsten, og betragter Iran som en særdeles tæt partner, og Kina er Irans største handelspartner.

Strategiske investeringer

Trods de gigantiske investeringer i Silkevejen, så har det større betydning, at Kinas regering stimulerer kinesiske virksomheder til at investere i udlandet og købe op af strategisk vigtige nøglevirksomheder. Kina har ambition om at få en førende rolle inden for de vigtigste grene fra fly over højteknologi til el-biler og satser massivt på at udvikle et alternativ til Silicon Valley – med programmet ”Made in China 2025.” Med en støtte på 300 milliarder dollar vil Kina gøre sig selvforsynende på en række avancerede områder. Det er et beløb, der svarer til EU-landenes investeringer i infrastruktur, og som ikke kommer ud af stedet. Kina satser på at dominere verdens grønne energi, ligesom USA dominerede olie-økonomien.

De amerikanske og europæiske industriorganisationer har protesteret mod den kinesiske støtte, fordi de ser en ulige behandling af kinesiske og udenlandske virksomheder. Samtidig skærper Kina kontrollen med udenlandske virksomheder og tvinger dem til at følge landets skrappe internet- og overvågningsregler. USA mener, at kinesiske teknologi-giganter udgør en sikkerhedspolitisk risiko for Vesten. Teknologivirksomheden Huawei har f.eks. svært ved at operere i USA. Til gengæld ekspanderer virksomheden globalt og kan f.eks. tilbyde afrikanske og sydamerikanske kunder kreditter på hele 30 milliarder dollar fra kinesiske statsbanker. Det er sådan noget, vestlige firmaer ikke kan hamle op med.

Fortsat dualistisk kurs

Generelt har de vestlige lande svært ved at forstå den dynamik, der har sikret uafbrudt vækst i 30-40 år og en uhørt politisk stabilitet. Xi Jinping har fået en magt, der svarer til Maos efterfølger, Deng Xiaopings. Han følger nøjagtigt samme kurs: Stærk politisk kontrol via kommunistpartiet og et frit erhvervsliv med betydelig frihed for borgerne i dagligdagen. Det fører til en brutal kurs over for systemkritikere og f.eks. demokratitilhængere i Hongkong, men det sikrer en vækst, der ikke ses i resten af verden. Denne dualistiske kurs bliver formentlig styrket i efteråret, hvor den økonomiske sværvægter Wang Qishan formentlig får en endnu stærkere position i regeringen. Han er en trouble-shooter og går ind for kontrolleret reformkurs.

Den tidligere korrespondent for Financial Times i Beijing, Jamel Anderline, er en særdeles kyndig kender af Kina, men han har i årevis haft en tendens til hele tiden at lede efter sammenbrudstendenser, og han har kontinuerligt taget fejl. Bladet flyttede ham for et par år siden til Hongkong. Men han skrev en nøgtern og eftertænksom analyse efter systemkritikeren Liu Xiaobo’s død for nylig. Han henviste til flere af sine kinesiske bekendte, som mener, at styrets behandling af den fængslede Liu var forkastelig, men at det var et nødvendigt onde, fordi en pludselig udvikling mod demokrati kan kaste Kina ud i kaos.

Ny dominerende aktør

Det er kernen i Kinas udvikling siden Deng. Xi er eksponent for den i en tid, hvor Kina træder ind på den globale scene, som Trump bevidst træder tilbage fra. Det får geopolitiske, globale konsekvenser. Kina får øget magt. USA svækkes. Det har fået mange eksperter til at tale om risikoen for, at de to lande havner i ”Thukydids fælde.” Det er en henvisning til antikkens konflikt mellem Athen, der blev svagere, og Sparta, der blev stærkere. Begge ville undgå en konflikt, men de blev drevet ud i en konflikt af andre forhold. En nutidig parallel er Tysklands hurtige opstigning, som Storbritannien ville bremse, og som førte til to verdenskrige.

Der er risiko for en tilsvarende konflikt mellem et stærkere Kina og et svagere USA, mener professor Graham Allison på Harvard. En dårlig håndtering af ”små” problemer som Nordkorea kan føre til storkonflikt.  Kan USA acceptere, at landet mister sin førerrolle, og at Kina vil presse USA ud af Asien? spørger Allison. Han mener, at USA er dårligt forberedt på at tage fat på denne strategiske udfordring.

Det slående er, at ingen af Trumps nærmeste ministre eller rådgivere har nogen som helst Kina-viden. Kineserne tænker langsigtet, mens Trump handler impulsivt og kortsigtet og kan svinge fra ros af Xi Jinping til kritik inden for få uger. Sådan noget er et svaghedstegn, set fra Beijing. Kineserne taler ikke med store bogstaver, men de har en enorm økonomisk og militær styrke bag sig. Hvis Trump overreagerer i forhold til Nordkorea og andre kinesiske interesser, vil det få dramatiske konsekvenser for USA.