Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Kansler Angela Merkel lavede et typisk, langsigtet skaktræk, da hun for nylig trak sig som formand for det største borgerlige parti, CDU, men uden at trække sig som kansler. I stedet for, at hun selv blev presset ud i et kampvalg på CDU’s partidag i denne uge, har hun tvunget partiet til at tage stilling til, om hendes midterkurs skal fortsætte, når hun forlader scenen, eller om partiet skal drejes mod højre med en klar blokopdeling som tidligere mellem højre og venstre.

Merkel vidste, at mange CDU-medlemmer var blevet trætte af hende og af hendes moderate stil, så i stedet for at få et opgør om hende, kan CDU nu vælge mere frit om den politiske retning. Dybest set mellem hendes midterkurs eller en konfrontatorisk linje. Det får ikke bare betydning for Tyskland, men for Europa. Dels giver det bedre klarhed over Tysklands politiske kurs, dels bliver det et eksempel på, hvordan protestbevægelser og modstanden mod fremmede kan håndteres.

Det er usædvanligt med kampvalg i CDU. Af de tre kandidater som formand er sundhedsminister Jens Spahn, 38 år, reelt allerede væltet af banen, så kampen står mellem CDU’s generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer på 56, og erhvervsmanden Friedrich Merz, 63 år.

Merz var engang CDU’s unge håb og betragtes af mange som ”frelseren.” Han er en skarp kritiker af Merkels midterkurs og vil have en klarere konservativ profil i kamp mod socialdemokraterne. Han vil vinde vælgere tilbage fra højrepartiet AfD, og han har talt meget om flygtninge og indvandrere, selv om indvandringen er ’overstået.’ Han har været uden for politik i 10 år og beskyldes for at være på hævntogt mod Merkel, fordi hun i sin tid udmanøvrerede ham og hans mandegruppe, Andespagten. Han kom sig aldrig over det. Er det fortiden, han vil have, spørger hans kritikere, som tvivler på hans politiske styrke. Men man kan ikke udelukke, at han vinder. Han kan få en forsamling med sig.

Kramp-Karrenbauer, kaldet AKK, har ikke de samme talegaver, men står nu stærkest hos CDU’s medlemmer, når det drejer sig om tillid og evnen til at skabe brede flertal. Det vil formentlig gøre hende til formand. Hun har demonstreret politisk tæft med 11 års regeringserfaring fra den lille delstat Saarland, hvor hun har været chef i seks år. Hun er den eneste CDU-leder, der de seneste år har vundet valgkampe. Hun står tæt på Merkel, men tør også gå imod Merkel, f.eks. da hun smed FDP ud af sin koalitionsregering i Saarland for at lave en ny koalition med socialdemokraterne.

Hun har ofte vist handlekraft. Hun tog imod flygtninge i 2015, men hvis flygtninge begik forbrydelser, blev de omgående udvist. Ingen har vist en så konsekvent holdning til håndtering af flygtninge.

Hendes konsekvente holdning viste sig igen i søndags under en tv-debat, da hun sagde, at russiske skibe fra Det Azovske Hav lige nord for Krim skal formenes adgang til europæiske havne, så længe Rusland blokerer for sejlads gennem Kerch-strædet til de ukrainske havne i Det Azovske Hav. Reaktionen har ikke stor betydning, da russerne ikke sender skibe fra dette hav til Europa, men AKK viser en skarpere udmelding end Angela Merkel – og Vesten og NATO – for hun mener, at en sag skal løses på sin egen boldbane. Punktum. Præsident Vladimir Putin skal vide, når en grænse er nået. Som med forbrydere i flygtningeklæder. Hun er også parat til at diskutere gasledningen Nord Stream 2 gennem Østersøen – et projekt hun betragter lige så meget som politisk som energimæssigt.

AKK står for Merkels midterkurs. Hun kan arbejde sammen med såvel socialdemokraterne som De Grønne, der er blevet det næststørste parti. Hun vil formentlig være lidt hurtigere end Merkel til at træffe beslutninger, og hun kan være skarpere i sine udmeldinger. Født i det omstridte Saarland har hun den europæiske, dvs. fransk-tyske historie, inde på livet. Regeringschefen i Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, har i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung sagt, at der er behov for en ny ”form for kanslerledelse,” så Tyskland ”ubetinget” sætter den europæiske dagsorden og ikke kun reagerer på andres forslag. Det er nye toner i Tyskland.

Hverken AKK eller Merz er bange for at sætte dagsordenen i Europa. Men bliver Merz partiformand, bliver der krig på kniven internt i CDU, fordi han går efter at bliver kansler hurtigst muligt. Han forregner sig, hvis han tror, Merkel uden videre opgiver. Hun har tidligere vist, at hun sætter regeringsarbejdet højere end hensynet til partiet. Store dele af CDU er imod en højrekurs, og de kan påvise, at søsterpartiet CSU’s forsøg på en højredrejning i Bayern gav bagslag. Mange borgerlige hoppede over til De Grønne, der kan blive Tysklands største parti med 24 pct. af vælgerne mod 27 pct. til CDU, jf. de seneste meningsmålinger.

Merkel har i ekstrem grad omdannet det politiske landskab. Tyskland styres fra midten. Spørgsmålet er, om det skal ske med en CDU’er eller en grøn på kommandobroen.

Det får betydning for det øvrige Europa. Merkel har trods alt formået at holde populismen i skak, og hun har fået det parti-politiske system til at fungere, mens det er blevet totalt væltet omkuld i Frankrig, og mens populisterne har taget magten i Italien. Storbritannien er dybt splittet, og det vil landet også være, hvis vælgerne beslutter sig for at blive i EU.

Tyskland kan arbejde hen over midten og er suverænt det politisk mest stabile land i Europa. Det bør vække til eftertanke i hele Europa. Merkel er på vej ud, mens hendes politik ser ud til at fortsætte.