Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.

Selskabet er uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat og kontakter.

Vi har i øjeblikket omkring 1.000 personlige medlemmer. Yderligere 200 personer er medlemmer via et halvt hundrede firmaer og institutioner. Selskabet har en ungdomsafdeling, DUS 35, for unge under 35 år. Her er over 200 studerende, young professionals og andre unge med interesse for udenrigspolitik medlemmer.

Det Udenrigspolitiske Selskab holder regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere.

Vi udgiver tidsskriftet Udenrigs tre gange om året. Tidsskriftet er det eneste af sin art herhjemme, der udelukkende beskæftiger sig med udenrigspolitik. Derudover udgiver vi serien Lande i Lommeformat og aktuelle klummer af prominente skribenter.

Selskabet arrangerer årligt studierejser til særligt interessante lande eller områder af verden.