Det Udenrigspolitiske Selskab voksede ud af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Dets historie er en smuk fortælling om demokratisering og folkelig inddragelse i den politiske proces, før disse begreber kom på mode.

Lige siden oprettelsen har målet med Det Udenrigspolitiske Selskab været det samme som i dag: at mange flere danskere bør interessere sig for verden omkring os, end den forholdsvis snævre kreds, der arbejder professionelt med udenrigspolitik.

Ophavsmanden til denne tankegang var modstandsmanden Ole Lippmann. Han fik ideen til Det Udenrigspolitiske Selskab i London i efteråret 1944, mens Anden Verdenskrig endnu rasede, og han selv forberedte sig på at blive sendt tilbage til det besatte Danmark.

Ole Lippmann (med blød hat i venstre hånd) modtager den engelske general Dewing fra de allieredes hovedkvarter foran et æreskompagni af modstandsfolk 5 maj 1945. På dette tidspunkt var tanken om Det Udenrigspolitiske Selskab født. Det blev stiftet året efter.

Ole Lippmann (med blød hat i venstre hånd) modtager den engelske general Dewing fra de allieredes hovedkvarter foran et æreskompagni af modstandsfolk 5. maj 1945. På dette tidspunkt var tanken om Det Udenrigspolitiske Selskab født. Det blev stiftet året efter.

Efter Ole Lippmanns opfattelse var udenrigspolitik en alt for vigtig sag til kun at blive overladt til politikere og embedsmænd. Befolkningen burde deltage i debatten om internationale forhold, men det skulle ske på et oplyst og kvalificeret grundlag.

Derfor – mente han – burde Danmark efter krigen have en institution som the Royal Institute of International Affairs i London, hvor en kreds af medlemmer kunne mødes uformelt for at lytte til og diskutere med vidende foredragsholdere.

Tanken var tillige at opbygge et netværk af kontakter i udlandet og bringe den udenlandske debat om internationale anliggender ind i den danske .

Efter den tyske overgivelse og Danmarks befrielse begyndte forberedelserne, og 31. oktober 1946 stiftedes Det Udenrigspolitiske Selskab med det nævnte Royal Institute of International Affairs og Council of Foreign Relations i New York som forbilleder.

Stifterne udgjorde en bred skare af personer som en understregning af Selskabets udgangspunkt, der stadig gælder den dag i dag: at det var en upolitisk, almennyttig forening, der ikke skulle tage stilling til politiske spørgsmål, men udelukkende være et forum, hvor forskellige meninger kunne mødes og brydes.

Blandt stifterne var fremtrædende modstandsfolk som Ole Lippmann, Svend Truelsen, Erik Husfeldt og Ebbe Munck. Politikerne var repræsenteret af venstremændene Per Federspiel og Thorkil Kristensen, den konservative Ole Bjørn Kraft samt kommunisterne Ib Nørlund og Peter P. Rohde.

Per Federspiel var Selskabets første formand. Her til møde med Europarådet. Foto: Society for the Nationaal Archief - Den Haag

Per Federspiel var Selskabets første formand. Her til møde i Europarådet.
Foto: Society for the Nationaal Archief – Den Haag

Fra universitetsverdenen kom professorerne Alf Ross og Hartvig Frisch. Fra erhvervslivet bl.a. vekselerer C O. Henriques. Også nationalbankdirektør C. V. Bramsnæs var med.

Formen for Selskabets møder var direkte inspireret af dets britiske forbillede, der havde til huse i Chatham House. Man mødtes efter de såkaldte Chatham House Rules, som gik ud på, at tilhørerne kunne anvende hvad der blev sagt på møderne i deres arbejde eller forskning. Men man måtte ikke citere en kilde uden vedkommendes tilladelse. Denne regel er stadig gældende i Selskabet.

Andre grundregler er blevet ændret undervejs. I begyndelsen kunne ansatte i Udenrigsministeriet ikke optages som medlemmer. Det skyldtes hensynet til Selskabets uafhængighed, men nok også at flere af stifterne var skeptiske over for ministeriets embedsmænd i kølvandet på krigen. I dag er embedsmænd velkomne.

Noget helt andet har også ændret sig. I de første mange år var der tætte forbindelser mellem Selskabets ledende figurer og efterretningsmiljøet. Det er ikke længere tilfældet.

I det hele taget er sigtet anderledes i dag. Politiske og ideologiske debatter, der trods det upolitiske udgangspunkt tidligere prægede Selskabets aktiviteter, er afløst af arrangementer forankret i klassisk foredrags- og oplysningsvirksomhed.

Selskabets formænd har i alle årene været fremtrædende politikere fra Venstre eller Socialdemokratiet: Per Federspiel (V) 1947, Thorkil Kristensen (V) 1948-60, Per Federspiel (V) 1961-73, K. B. Andersen (S) 1974, Arne Christiansen (V) 1975-78, Kjeld Olesen (S) 1979, Arne Christiansen (V) 1980-88, Erling Olsen (S) 1988-93, Uffe Ellemann-Jensen (V) 1993-2012 og Lykke Friis (V) fra 2012.

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og Selskabets formand 1993-2012. Foto: Baltic Development Forum.

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og Selskabets formand 1993-2012.
Foto: Baltic Development Forum.

At de tre socialdemokrater sad så kort tid, skyldtes, at de blev ministre og derfor måtte træde tilbage, fordi hvervet som minister ikke tillader tillidsposter. Lykke Friis var ved udnævnelsen medlem af Folketinget, men hun trådte siden ud af politik for at blive prorektor på Københavns Universitet.

I hele dets levetid har Det Udenrigspolitiske Selskab kun haft fem daglige ledere på posten som direktør: Johan Wilhjelm i 38 år, Niels Jørgen Haagerup i halvandet år og Klaus Carsten Pedersen i 27 år indtil 2013, hvor han blev afløst af Michael Ehrenreich. I foråret 2015 tiltrådte Charlotte Flindt Pedersen som direktør efter Michael Ehrenreich blev udnævnt til hofmarskal.

Aktiviteterne er delvist de samme som man stilede efter i 1946, med foredragsarrangementer, konferencer og udgivelsen af et udenrigspolitisk tidsskrift som de centrale elementer. Men antallet af møder er steget fra 5-10 om året dengang til 15-20 arrangementer årligt i vor tid. I 1989 kom studierejserne til som en ny aktivitet.

Det Udenrigspolitiske Selskab forsøger i dag at nå bredere ud end til selve medlemskredsen. Det sker bl.a. ved at arrangere dets aktiviteter i samarbejde med andre aktører i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske miljø og gennem optræden i medierne.

Men formålet er og bliver det samme.

På den stiftende generalforsamling talte professor Alf Ross om ”de vanskeligheder, demokratiet erfaringsmæssigt har haft med at gøre udenrigspolitikken på én gang saglig og demokratisk”.

Tidligere havde dansk udenrigspolitik været et regeringsanliggende, men Landstinget og Folketinget havde gradvist fået mere indflydelse. Og Anden Verdenskrig havde ifølge Ross ”yderligere forøget trangen til en demokratisering af dette vigtige led” af statens opgaver. Befolkningens interesse var da også stigende.

Lykke Friis, nuværende formand for bestyrelsen. Foto: Københavns Universitet.

Lykke Friis, nuværende formand for bestyrelsen.
Foto: Københavns Universitet.

”Dette nødvendiggjorde imidlertid en stigende forståelse, da folkets deltagen ellers ville blive ledet af følelser og fordomme snarere end indsigt og nøgtern vurdering”, sagde han.

Det var kloge ord, formuleret på et tidspunkt hvor demokratisering og folkelig deltagelse i den politiske proces bestemt ikke havde den samme bevågenhed som nu.

Og professorens pointe har stadig relevans, endda i stigende grad. I takt med at internationaliseringen og globaliseringen griber om sig, øges behovet for en udenrigspolitisk debat præget af viden og indsigt og på et bredt folkeligt grundlag.

Derfor er der brug for en institution som Det Udenrigspolitiske Selskab, om end aktiviteterne ændrer sig med udviklingen. Foredrag på medlemsmøder og tidsskriftsartikler suppleres i dag med meget andet – men målet er det samme som dengang.