Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening. Den er stiftet i 1946 med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er protektor for Det Udenrigspolitiske Selskab. Formand for bestyrelsen er prorektor ved Københavns Universitet, tidligere minister Lykke Friis, og den daglige ledelse varetages af Selskabets direktør, Charlotte Flindt Pedersen.

Selskabet er uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat og kontakter.

Medlemmer
Det Udenrigspolitiske Selskab har i øjeblikket omkring 1.000 personlige medlemmer. Yderligere er over 200 personer medlemmer via et halvt hundrede firmaer og institutioner.

Vi har også en ungdomsafdeling, DUS U35, for unge under 35 år. Her er nu over 200 studerende, nyuddannede og engagerede mennesker medlemmer. 

Aktiviteter

Møder
Det Udenrigspolitiske Selskab holder regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere. Arrangementerne, der er forbeholdt Selskabets medlemmer og særligt inviterede gæster, holdes som hovedregel i det centrale København.

Tidsskriftet Udenrigs
Selskabet udgiver tidsskriftet Udenrigs, der sendes gratis til medlemmerne og sælges i løssalg. Udenrigs udkommer tre gange om året med artikler om aktuelle udenrigspolitiske spørgsmål, skrevet af fremtrædende forskere, analytikere og andre eksperter fra ind- og udland. Tidsskriftet er det eneste af sin art herhjemme, der udelukkende beskæftiger sig med udenrigspolitik.

Klummer
Som en del af medlemstilbuddet indeholder Selskabets hjemmeside aktuelle klummer om udenrigspolitik, skrevet af fremtrædende internationale skribenter. Klummerne bringes med eneret for Danmark.

Lande i Lommeformat
Desuden udgives serien Lande i Lommeformat. Serien beskriver i særskilte hæfter omkring 200 landes geografi, befolkning, klima, religion, politik, økonomi, historie, sociale forhold og meget andet. Lande i Lommeformat sælges i både løssalg og abonnement. 

Udenrigspolitiske Skrifter
Når anledningen er til det, udgives Udenrigspolitiske Skrifter, der tager et land, en region eller et specielt emne under særlig behandling.

Studierejser
Selskabet arrangerer løbende studierejser til særligt interessante lande eller områder af verden. Der gennemføres i øjeblikket to rejser om året.