Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Mellemøsten har altid været en heksekedel, og det gælder i særdeleshed de seneste angreb i Syrien med giftgas og missiler. Men denne gang kan konsekvensen blive alvorlig. De kan føre til en ny krig i Mellemøsten – ikke som en konsekvens af tilfældige begivenheder, men som en bevidst bestræbelse. Det kan også vælte bestræbelserne på at få en fredelig aftale med Nordkorea om afskaffelse af atomvåben.

Netop nu er verdenssamfundet oprørt over et formodet giftangreb i lørdags i byen Douma ved Damascus, hvor 48 mennesker blev dræbt. USA beskylder den syriske regering og Rusland for at stå bag, og de europæiske lande er tæt ved at komme med samme anklage, selv om der ikke er beviser for, hvem der stod bag, eller for, om der overhovedet har været et giftangreb.

Det er ikke første gang, at giftangreb har vakt international fortørnelse – eller er brugt for at skabe internationalt røre for at lægge pres på Assad-regimet. Men det virker blot utænkeligt, at Syrien eller Rusland bevidst bruger giftgas, som totalt set har dræbt nogle få hundrede mennesker de seneste år. Borgerkrigen har kostet knap 400.000 menneskeliv, hvoraf de 100.000 er civile. Det er ikke giftgas, der har dræbt dem eller lagt byer i ruiner, men almindelige, brutale bombardementer. Det er ikke giftgas, der har gjort det muligt for præsident Bashar al-Assad at vinde krigen, tværtimod. Assad har aldrig været stærkere end nu, og han er tæt ved at have fuld kontrol med Syrien. Han har intet at vinde ved at bruge giftgas.

Hvem står bag angrebet?

Det slående er, at der ikke har været uafhængige rapporter fra medier, FN eller nødhjælpsorganisationer fra Douma, hvor snesevis af busser fra Assad-styret er i færd med at transportere syriske modstandsgrupper, der har overgivet sig ud af Douma.

Mange aktører i Syrien-konflikten har givetvis en interesse i at bruge giftgas for at lægge skylden på Assad og for at påvirke verdenssamfundet.

Præsident Donald Trump vil højst sandsynligt bruge det påståede giftgasangreb som begrundelse for et angreb på syriske mål – som det skete for et år siden. Problemet er, at formålet formentlig ikke er at påvirke Assad, der stort set har vundet krigen, men at skabe grundlag for at tilintetgøre den internationale atomaftale med Iran. Trump har længe sagt, at han vil skrotte aftalen, og hans nye sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, går ind for vælte det iranske styre, også med militære midler. Israel har i flere år presset på for at få amerikansk opbakning til et militært angreb på de iranske atomanlæg, fordi Israel mener, at Iran trods aftalen vil udvikle atomvåben.

Men hvordan kan aftalen skrottes, når også EU, Rusland og Kina står bag? Det kan ske ved at skabe nye spændinger i Mellemøsten, der kan fremprovokere aktioner, som kan få f.eks. de europæiske lande til at stille nye krav til Iran, f.eks. om at udvide atomaftalens periode eller at hindre Iran i at udvikle nye langtrækkende missiler. USA kan også håbe, at Iran direkte eller indirekte vil lave terroraktioner mod Israel.

Optrapning på vej?

I mandags angreb to israelske F-15 jagerfly en syrisk militærbase med iranske styrker, T-4, i nærheden af ørkenbyen Palmyra. Flyene kom fra Middelhavet og affyrede missilerne over Libanons luftrum. Syriens luftforsvar skød fem af otte missiler ned, men de tre ramte iranske mål på basen og dræbte 14 mennesker, herunder den iranske leder af en drone-styrke i Syrien.

Er der en sammenhæng mellem det påståede giftangreb og missilangrebet? Det ved vi ikke, men begge kan optrappe spændingen og bane vej for angreb på atomanlæg i Iran. For nyligt bekræftede Israel, at det for nogle år siden angreb og ødelagde atomanlæg i Syrien og Irak, og bekræftelsen ses som et tegn på, at Israel er parat til at foretage angreb i Iran. Atommagten Israel til ikke acceptere en anden atommagt i regionen.

Israel har de seneste par år foretaget knap 100 angreb på iranske mål i Syrien, f.eks. våbentransporter til Hezbollah i Libanon. Netop mens Assad med russisk og iransk hjælp er ved at have fuld kontrol over Syrien har Israel en interesse i at svække Syrien og den iranske indflydelse. Det risikable er imidlertid, hvis Rusland vil hindre amerikanske angreb på Syrien. Så vil de to atommagter for første gang være i en militær konflikt.

En konflikt med Iran vil få store følgevirkninger

Hvis USA får held med at skrotte atomaftalen med Iran, vil det få Nordkorea til at tvivle på en aftale med Trump, der skal mødes med Kim Jong-un i slutningen af maj. John Bolton er fortaler for et forebyggende militært angreb på de nordkoreanske atomanlæg, og både han og andre i den amerikanske ledelse kan tilstræbe et militært angreb fremfor en aftale, der kan føre til, at USA må trække sine militære styrker ud af Sydkorea.

En konflikt omkring Iran kan derfor få Nordkorea til at droppe en langvarig forhandlingsproces, og det kan føre til et amerikansk angreb på atomanlæg – nøjagtigt som Israel har angrebet atomanlæg i Syrien og Irak – og måske vil ødelægge iranske anlæg.

Kort og godt: Vi står foran en højspændt situation, hvor konflikter udspilles anderledes end tidligere, men ikke mindre farligt.

Mellemøsten trækkes endnu engang i mange retninger

Desuden er en helt ny storpolitisk udvikling på vej. Rusland har markant styrket sin position i Syrien og Mellemøsten. Rusland, Iran og NATO-medlemmet Tyrkiet havde for nylig et topmøde for at forsøge at fastlægge nogle hovedlinjer for Syriens og Mellemøstens fremtid. Det er lande, der vil have indflydelse på såvel en militær som en politisk og økonomisk udvikling, og de kan på sigt få mere indflydelse end de vestlige lande.

Der er så megen uklarhed og mangel på pålidelige informationer, at det er svært at vurdere forholdene, men meget tyder på, at USA og Israel netop nu bestræber sig på at svække Assad og Iran med alle midler. Risikoen er, at det kan ende i en storkonflikt, og det vil under alle omstændigheder svække de europæiske landes bestræbelser på at hindre en eskalering i Mellemøsten, nemlig med den iranske atomaftale.

Vil EU-landene passivt se på, at arbejdet skrottes – ja, måske ligefrem deltage i en diplomatisk nedbrydning, fordi man ikke kan overskue forvirringen i den mellemøstlige bazar?