Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Asien-rejsen var en publicity-succes for Trump, men han overlod reelt scenen til den nye supermagt Kina og isolerer sig handelsmæssigt. Det bør være et wake-up call for Europa, der bør træde ind på den østasiatiske scene

Den globale magt er definitivt skiftet fra USA til Kina. Det skete med præsident Donald Trumps rejse til Østasien den seneste tid. PR-mæssigt havde Trump en langt bedre rejse i Asien end i Europa i sommer. Han blev venligt modtaget overalt, og der var en god stemning, ikke mindst i Beijing. Men Trump fastholdt sin isolationistiske kurs, mens de øvrige asiatiske lande rykkede endnu tættere sammen om handelsaftaler, og de nærmede sig tydeligt Kina. USA har med Trump sat sig et skridt uden for det asiatiske selskab.

Trump har nærmest overladt magten og scenen på et sølvfad til Kina, og spørgsmålet er, om det overhovedet er gået op for ham. Han faldt pladask for præsident Xi Jinpings charmeoffensiv, f.eks. med et usædvanligt besøg i Den forbudte By. Det tyske blad Der Spiegel kaldte Trumps besøg i Beijing for en ”afskedsrejse som lederen af den frie verden.”

Som optakt havde Kina droppet en handelsstrid med Sydkora og accepterede dermed det amerikanske raketforsvarssystem Thaad i Sydkorea. Bøjede Kina sig? Nej, det var kun en venligt buk, for med aftalen har Kina sikret sig, at Sydkorea ikke forbedrer og udvider Thaad, og at landet ikke indgår i et regionalt raketforsvarssystem sammen med Japan og USA. Når Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, dermed imødekommer vitale krav fra Kina, vil Moon utvivlsomt også være parat til at følge Kinas strategi over for Nordkorea. Det er en underminering af USA’s langsigtede interesse i regionen, og det understreger den konsekvente og målrettede politik, som Kina har udvist i 40 år.

Magtskiftet ses især på handelsområdet. Der er flere eksisterende og fremvoksende handelsaftaler i regionen, og en stor gruppe lande fra Stillehavsregionen mødtes i Vietnam til det årlige APEC-møde (svarende til OECD). Hér udmærkede Trump sig ved at tale til fordel for bilaterale aftaler og ved at kritisere multilateraler aftaler, herunder handels- og mæglingsinstansen WTO. Han sagde f.eks., at USA ikke længere vil indgå aftaler, hvor man ikke længere kan ”håndhæve eller gennemtvinge dem.” Deal-makeren Trump ønsker at være storebroderen i enhver aftale. Dén bemærkning blev noteret.

Og hvad blev så reaktionen? Medlemmerne af Stillehavspagten TPP, som Trump har trukket USA ud af, besluttede under et efterfølgende møde i Filippinerne at lave en efterfølger til TPP. De kaldte den CPTPP, og de bakkede stærkt op bag WTO, som især mindre lande betragter som en garanti mod at blive kørt over ende af store partnere. Samtidig var der positive toner over for Kina, som forsøger at lave sin egen handelsaftale i regionen. Kina har dyrket de sydøstasiatiske lande intenst de seneste år. Det kan evt. føre til, at der bliver en enkelt handelsaftale med et overskueligt økonomisk regime for hele Østasien og Stillehavsregionen. En handelsekspert i Singapore, Tang Siew Mun siger, at det kan blive ”katastrofalt for USA.

Selv om Trump går imod handelsaftaler, så har han forsøgt at lancere et helt nyt initiativ, en Indo-Pacific strategi, som skal omfatte Stillehavsregionen, inklusiv USA, samt Indien, men hvor Kina er udelukket. Hvad strategien skal omfatte står svævende i det uvisse. Men både strategien og møder under Trumps rejse viser, at USA står dybt splittet mellem en ny, isolationistisk handelspolitik og diplomatiske forsøg på at få regionens opbakning i udenrigspolitikken generelt, herunder ved at lægge pres på Nordkorea. De mindre øst- og sydøstasiatiske lande vil gerne have en modvægt til Kina, f.eks. omkring havretsspørgsmål, men med en præsident Trump, der ikke kan finde sine ben over for Kina, vil landene ifølge mange eksperter snarere søge at få holdbare og langsigtede aftaler med Kina for at fylde det vakuum, som USA efterlader sig.

Trump roste Xi Jinping i høje vendinger i Beijing, men så snart han var uden for døren, kritiserede han indirekte Kina for at underminere internationale regler og for ekspansionen i Det sydkinesiske Hav. Med Indo-Pacific-strategien kan USA vente et stærkt modspil fra et Kina, som på APEC-topmødet talte varmt for globaliseringen og for at have internationale aftaler.

Det var slående, at Trump ikke sendte højtstående diplomater og rådgivere til Kina og de andre rejsemål forud for sin rejse for at forberede aftaler. Det står i skærende kontrast til tidligere præsidentbesøg. Var rejsen kun et show fra Trumps side?

Præsident Obamas sikkerhedspoltiske rådgiver, Susan E. Rice, skrev i New York Times, at USA efter rejsen stod mere isoleret end før, og at Trump overlader lederskabet af regionen til Kina på et sølvfad. Hans leflen for Xi fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på sine allierede. Hun skriver spydigt, at Trumps rejse kan kaldes en ”Make China Great Again” tour.

Der er en kontant udvikling, de fleste overser: Kina er ved få en dominerende position inden for software og højteknologi, og det tager de eksisterende handelsaftaler ikke højde for. De bygger primært på handel med varer. Det samme gør WTO. De bygger på forrige århundredes handel. Men hvordan håndterer man dette århundredes udvikling med finans, microchips, kunstig intelligens, digitalisering, el-biler osv? Kina har som mål at få selskaber, der i 2030 har et marked på 150 milliarder dollar, alene for kunstig intelligens. Kinas moderniseringsplan for 2025 er den mest ambitiøse i Kina nogensinde – og i resten af verden. At lave aftaler for fremtidens industri og handel er afgørende, men Trump-regeringen er slet ikke fokuseret på det.

Det er på dette felt, at det globale magtskifte bliver vedkommende og alvorligt. Kina kommer til at præge eller dominere den nye udvikling. Det er først nu, at medier som The Economist begynder at kalde Xi for verdens stærkeste leder, mens Der Spiegel taler om Kina som verdensmagt nr. 1. Det har Vesten blot ikke opdaget endnu, mener Der Spiegel, og kommer med et wake-up call: De europæiske lande må fokusere endnu mere på Kina og Østasien.

Det er ubegribeligt, at EU-landene ikke for længst forsøger at fylde det vakuum, som USA efterlader sig i Stillehavsområdet. Det er ikke længere væk fra Europa, end USA er.