Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Forskellen på Trumps USA og EU ligger næsten helt symbolsk i tweets. Den amerikanske præsident, Donald Trump, forsøger at optræde handlekraftigt gennem twitter, mens tweets er fraværende hos europæiske ledere. Til gengæld tager europæerne for første gang skridt til en mere uafhængig kurs i forhold til Trumps USA, selv om det sker forsigtigt.

Det er værd at skelne mellem Trumps USA og det klassiske USA. Bisættelsen af senator John McCain var det traditionelle USA’s afvisning af Trumps regime. Men magten ligger stadig hos Trump, der systematisk tilsidesætter det amerikanske retsvæsen og internationale aftaler, og som splitter det amerikanske samfund og den vestlige liberale orden. Desuden fortsætter de seneste års isolationistiske tendenser måske efter Trump. Derfor vil de europæiske lande ikke se tiden an og håbe på bedre tider. De føler sig nødsaget til at reagere over for en præsident, der skaber handelskrige, og som kan forårsage en ny Mellemøstkonflikt.

 

Heiko Maas vil af med enstemmigheden i EU

Både Tyskland og Frankrig lægger op til en mere uafhængig optræden. Det giver den franske præsident, Emmanuel Macron, klart udtryk for, efter at hans forsøg på at indynde sig hos Trump snarere giver bagslag. Desuden overvejer det tyske udenrigsministerium intenst, hvordan uafhængigheden kan manifesteres i praksis. 

Den tyske kansler, Angela Merkel, har længe efterlyst mere handlekraft i EU, men det kræver, at f.eks. udenrigspolitiske beslutninger kan træffes ved flertalsafgørelser uden benspænd fra enkeltlande. Nu lægger den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, op til, at ”bestemte udenrigspolitiske beslutninger ikke længere skal træffes i enstemmighed.” Efter valget næste år til Europa-parlamentet vil han arbejde for en reform, der skal hindre, at enkeltlande eller små mindretal skal kunne blokere for vigtige beslutninger.

Heiko Maas er den person i den tyske regering – og i diplomatiet – der går længst i at anbefale en frigørelse fra afhængigheden af USA. Han går ind for et ”balanceret partnerskab” med USA, og han er fortaler for en ny alliance mellem mellemstore nationer – som de store europæiske lande, Japan, Sydkorea, Canada og Brasilien. Han taler også om en ”multilateral alliance” og ”finansiel suverænitet”. 

Merkel indtager en mere moderat holdning, fordi hun mener, at Europa trods alt er afhængig af USA i sikkerhedspolitikken, terrorbekæmpelsen og cyber-forsvar. Men debatten er ikke teoretisk, for den vedrører konkrete beslutninger, der kommer op i de næste måneder, f.eks. om nye amerikanske sanktioner mod Iran. Tyskland vil hindre, at tyske virksomheder bliver ramt, selv om mange allerede har trukket sig tilbage fra Iran af frygt for amerikanske reaktioner. Heiko Maas arbejder for at etablere et betalingssystem, som gør europæiske virksomheder uafhængige af USA, og EU-kommissionen vil forbyde europæiske virksomheder at bøje sig for et amerikanske sanktions-pres.

 

Geopolitiske udfordringer kræver en styrkelse af EU-systemet

De nye toner fra Tyskland skyldes også, at Trump vil spænde ben for Nord-Stream-2 gas-projektet med Rusland og hans skarpe kritik af den tyske bil-eksport til USA. Men i Tyskland og EU er der også bekymring for, at Trumps nye sanktionskurs over for Iran kan føre til en optrapning af spændingerne i Mellemøsten, så olieeksporten fra både Iran og Golflandene bliver standset, så det kan føre til en ny oliekrise. I Europa er der spekulationer om, at Trump ser en interesse i stærkt stigende oliepriser af hensyn til den amerikanske eksport af olie og gas. Men ender det også i en ny Mellemøstkonflikt, vil det ramme Europa hårdere end Syrien-konflikten og flygtningestrømmen.

Skal den nye uafhængighedslinje i Europa kunne gennemføres, kræver det imidlertid en stærkere ledelse og koordination i hele EU-systemet, nemlig i kommissionen, rådet, parlamentet, eurozonen og i den europæiske Centralbank, ECB.

Den store uklarhed og den store joker

Næste år skal formandsposterne i kommissionen, ministerrådet og ECB skiftes ud, og der skal være valg til Europa-parlamentet. De første kandidater er allerede blevet bragt på banen, men der et et punkt, der viser, hvor uklar den europæiske ledelse er: Det er ikke 100 pct. afgjort, om Europa-parlamentet skal udpege formanden for kommissionen (afløseren for Jean-Claude-Juncker), eller om det er regeringscheferne, som det var tilfældet før den sidste udpegelse af topcheferne. Det styrker ikke EU’s troværdighed, at ingen ved, hvem der udpeger kommissionens formand, og at det kan være et parlament, der ikke just har en høj standing i europæernes bevidsthed, og som ikke har magt af betydning.

Den store joker i spillet hedder Angela Merkel. Der er i Tyskland spekulationer om, at hun vil forsøge at få en europæisk toppost, dels for at kommer væk fra de dagligdags trakasserier i Berlin, dels for at kunne arbejde intenst med det, hun brænder for, en styrkelse af det europæiske fællesskab. Hvis den suverænt stærkeste europæiske regeringschef bliver chef for kommissionen eller ministerrådet, får EU langt mere indflydelse end i dag, også internationalt. 

Så rykker magten i høj grad fra medlemsstaterne over til EU-institutionerne, men det bliver vel at mærke på skuldrene af regeringscheferne og medlemsstaterne. Det bliver ikke ”dem nede i Bruxelles”, der i sig selv får mere magt. 2019 kan blive et afgørende år for EU – ikke kun på grund af Brexit, men også fordi der er en chance for, at EU en gang for alle får taget skridt til at etablere en mere solid konstruktion – i en balance mellem nationalstaterne og EU-institutionerne.