Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Danish Foreign Policy Review 2018, kort opsummeret

Rapporten består af to udredninger hhv. fra Danmarks udenrigsminister og forsvarsminister, samt fire akademiske artikler der belyser fire nærværende udenrigspolitiske udfordringer.

Anders Samuelsen indleder for sin del, med at forklare udgangspunktet for dansk udenrigspolitik, et udgangspunkt der bunder i et regulært anus horibilis, 2016, der plaget af splittelse og omvæltninger indbød til forsigtighed og besindighed. Med det forbehold in mente, understrejer udenrigsministeren at ’den transatlantiske kløft’ er stærkt overdrevet og fremdrager i stedet 5 hovedspor i dansk udenrigspolitik i 2018, således migration, ustabilitet og terrorisme, sikkerhed i dansk nærområde, Brexit og EU’s fremtid, globalisering- økonomisk diplomati og TekPlomacy og slutteligt Arktisk. Anders Samuelsen behandler disse fem prioriteter I benævnte rækkefølge.

Migration fortsætter som et ufravigeligt fokusområde for Danmark. Samuelsen berør indirekte det afgørende paradoks der består i at samarbejde med vores ’sydlige naboer’, de såkaldte ’nærområder’, men samtidig adressere de store og voksende problemer der danner grundlag for massive migrationsstrømme. Dette skete bl.a. i rammen af EU/AU topmødet, med overskriften ’Economic Development Against Migration.’ Om hovedvægten i den danske indsats ligger på at begrænse adgangen til Europa, og ultimativt Danmark, eller på at bidrage til løsninger på fundamentale problemerne, overlades til læserens egen udlægning af teksten. 

Udenrigsministeren gennemgår også den danske indsats mod terrorisme i Mellemøsten. Han fremhæver vores tilstedeværelse på Al-Asad basen i Irak, samt vores fredsskabende indsatser i Jordan og Libanon, der arbejder for at minimere religiøs radikalisering og voldelig ekstremisme. Samuelsen bemærker også en, i terrorforskning forvarslet, tendens til forråelse og forøgelse af terrorangreb i Vesten som reaktion på islamisk stats forestående nederlag i Levanten.

Mht. Danmarks EU-politik, peger Samuelsen især på tre fokusområder, nemlig at EU’s medlemslande forbliver samlede i forhandlingen med Storbritannien, at støtte det europæiske initiativ til at udbygge fælles forsvarskapaciteter på trods af vores forbehold, samt endeligt at afslutte samtaler med Tyrkiet angående medlemskab af EU, i lyset af landets meget problematiske udvikling de seneste år.

Den danske regering støtter Minskaftalen og Udenrigsministeren understrejer at lempelse af sanktioner mod Rusland kun kan komme på tale såfremt de russiske forpligtelser i aftalen honoreres til fulde. Desuden fastholder Danmark sin misbilligelse af den illegale russiske anneksion af Krim, og deltager som aktiv part i NATO’s forsvars- og afskrækkelsespolitik, navnlig i Østersøen og de baltiske lande. Danmark støtter fortsat Ukraine og arbejder for at fremme vores EU-Ukraine partnerskab.

Angående den blivende konflikt mellem Israel og palæstinensere, der har set betydelig eskalation i 2018, bedyrer Udenrigsministeren Danmarks modstand mod fortsatte ’ulovlige israelske bosættelser’, og fastholder, i modsætning til vores amerikanske allierede, at Jerusalem fortsat bør betragtes som et omstridt territorium, der nødvendigvis må indgå i en kommende to-statsløsning.

Dansk Kina-politik gennemgår ligeledes en betydelig udvikling i disse år. Danmark har som det eneste nordiske land etableret et strategisk partnerskab med Kina, der bygger på ti års stærkt samarbejde. Partnerskabet indeholder 58 konkrete samarbejdsområder involverer mere end 80 danske og kinesiske myndigheder. Det kinesiske initiativ er et blandt mange handelspolitiske tiltag med det formål at fremme kendskabet og udbredelsen af danske førerpositioner i industrier som grøn teknologi, bæredygtig energi, sundhedsteknologi og fødevareproduktion og sikkerhed. Dette i tråd med et dansk politisk ønske om at styrke bæredygtig udvikling nationalt og internationalt i henhold til FN’s verdensmål. 

Det Arktiske spørgsmål er også, ifølge Udenrigsministeren, et voksende hovedfokus i dansk udenrigspolitik. Nye muligheder opstår og Danmark kæmper, som hovedaktør i området, for at beholde international Arktis-politik i den institutionelle ramme, (navnlig Arktisk Råd) hvori den hidtil har udspillet sig. Den danske regering har konsekvent insisteret på at behandle det arktiske spørgsmål separat fra konflikter vi måtte have med interessenter andetsteds, navnlig uoverensstemmelser med Rusland.

 

Ligeledes præsenterer den danske forsvarsminister sin fremstilling af landets sikkerhedspolitiske situation i 2018. Claus Hjort Frederiksen fremhæver således Danmarks 5 vigtigste indsatsområder i relation til at imødegå evt. sikkerhedstrusler mod landet. Disse fem indsatsområder er 1) det danske bidrag til NATO’s mission i Baltikum, 2) bibeholdelse af Danmarks væbnede styrkers kapacitet til at indgå i internationale operation, herunder stabiliseringsindsatser, 3) forsvarets bidrag til hjemmelig sikkerhed og kompetenceopbygning i tilfælde af terrorangreb i Danmark, 4) beskyttelse mod cyber-angreb og 5) forbedring af det nationale beredskab.

Forsvarsministeren lægger betydelig vægt på forøgelsen af det danske forsvarsbudget, der allerede i 2018 vokser med 800 mio. kroner. Det er ambitionen fra forsvarsforliget at hæve forsvarsbudgettet med 4.8 mia. inden 2023 med signifikante investeringer i materiel, hvoraf en betydelig del er allokeret til indkøb af 27 nye kampfly. Ligeledes forøges Freds- og Stabilitetsfonden med 50% til 750 mio. frem mod 2023. 

Sideløbende er en afgørende del af forsvarsforliget den danske beslutning om at sammensætte en udsendelsesparat brigade, der skal etableres med henblik på at tjene det fælles forsvar af NATO. Vores deltagelse i NATO’s ’Enhanced forward presence’ mission er dermed en konkret manifestation af Danmarks engagement som aktiv alliancepartner.

Hvad angår Danmarks deltagelse i international terrorbekæmpelse, har denne sit mest håndgribelige udtryk i de 231 soldater Danmark aktuelt har udstationeret på Al-Asad basen i det vestlige Irak. Ligeledes har Danmark spillet en rolle i den FN ledede fredsbevarende mission MINUSMA med udgangspunkt i Mali.

Afslutningsvis har danske soldater været til stede ved en række bevogtningsopgaver i København, afstedkommet af hvad forsvarsministeren benævner en ’forhøjet terrortrussel mod Danmark.’ Danske soldater har foruden bevogtningsopgaver også varetaget patruljeringsopgaver ved den dansk-tyske grænse.

 

 

Foruden de to politiske udredninger fra henholdsvis den danske udenrigsminister og forsvarsminister, præsenterer rapporten også fire aktuelle forskningsbidrag:

I ”Coping with Russia: past failures, future prospects, and implications for the Baltic Sea region  af
Michael Staackdiskuteres de to hovedproblemer, som førte til sammenbruddet af partnerskabet mellem Vesten og Rusland, nemlig organiseringen af den internationale orden for en multipolær verden og integrationen og sikkerhedsdilemmaet i Europa.

I artiklen “Theorising post-Cold War Danish foreign policy: the expansion from one dominant to seven distinct approaches af Henrik Larsen skitserer forfatteren de teoretiske til- gange, der er blevet anvendt i studiet af dansk udenrigspolitik efter den kolde krig. Anvendelsen af flere forskellige teorier har væsentlige konsekvenser, fordi de forskellige teorier giver forskellige bud på, hvad der er vigtige elementer at studere i dansk udenrigspolitik.

Hans Mouritzen argumenterer i artiklen “Arctic organisations are nations’ special darlings. But who’s whose? “ for at internationale organisationer, såvel i Arktis som andre steder, bliver holdt I et fast greb af medlemslandenes regeringer. Hvad der imidlertid gør dem til interessante studieobjekter er de arenaer, de stiller til rådighed i samspillet mellem regeringerne og deres respektive nationale interesser. I dette essay argumenteres der for, at organisationerne ofte fungerer som instrument – og derfor som yndling eller favorit – for én bestemt regering.

I “The transformation of Danish foreign aid”undersøgerLars Engberg-Pedersen & Adam Moe Fejerskov om hvordan udviklingsorganisationer agerer under komplekse omstændigheder ved at studere en historisk set central donor: Danmark. Artiklen analyserer de væsentligste forskydninger i dansk udviklingssamarbejde det seneste årti og spørger, hvorvidt forandringerne er afledt af en ændret global kontekst eller snarer af andre stærkere faktorer.

 

Opsummering af Det Udenrigspolitiske Selskab. Rapporten, Danish Foreign Policy Review 2018 kan downloades og læses i sin fulde længde på DIIS hjemmeside; diis.dk