Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Udenrigsminister Anders Samuelsen

Det talte ord gælder

Jeg har set rigtig meget frem til at stå her i dag og tale – for anden gang – til det Udenrigspolitiske Selskab. Ikke mindst har jeg glædet mig til at diskutere det store billede i dansk udenrigspolitik, og få input og inspiration fra jer.

Det er ingen hemmelighed, at det seneste år har budt på masser af udenrigspolitiske udfordringer. Men inden jeg opridser nogle af de udfordringer, Danmark står over for i det kommende år, så lad mig lige starte i den modsatte ende af farveskalaen: For 2017 har også været et godt år! Et år, hvor vi har fået sat fokus på danske mærkesager, og hvor Danmark har gjort en forskel rundt omkring i verden.

Vi har slået et slag for globalisering og frihandel i en tid hvor globaliseringsangst og protektionisme stiger. Vi har søsat et tech-initiativ og udnævnt verdens første tech-ambassadør.

Vi har arbejdet målrettet på at nedbryde klassiske skillelinjer i EU og skabe nye alliancer, samtidig med at vi har varetaget forbindelserne til vores kerne-allierede og venner.

Vi har været stærkt engageret i kampen mod ISIL i Irak og Syrien. Og vores indsats har gjort en forskel! ISIL er fortrængt fra 98 pct. af de områder, de før kontrollerede. Og i Irak er 2,8 mio. irakere vendt tilbage til deres hjem.

Vi har iværksat en styrket dansk indsats i vores østlige nærområde med blandt udsendelsen af danske soldater til Estland, og med lanceringen af et nyt naboskabsprogram for Ukraine og Georgien.

Vi har sat en foreløbig prop i migrationen – og vi har arbejdet målrettet på at bekæmpe de grundlæggende årsager til, at så mange mennesker søger mod Europa.

Vi har indledt et ambitiøst dansk formandskab for Europarådet.

Og meget, meget mere.

Men nu vil jeg gerne vende blikket fremad. Og jeg vil gerne starte med et emne, som fylder rigtig meget på den udenrigspolitiske dagsorden overalt, og som er en af de store, tværgående udenrigspolitiske udfordringer, vi står over for: Nemlig det voksende pres på de regelbaserede internationale systemer. Presset vokser på næsten alle fronter – især handel, sikkerhed og menneskerettigheder.

Vores internationale frihandelssystem presses af voksende protektionisme, konkurrenceforvridning og et WTO, der udhules indefra.

Folkeretlige principper som statens suverænitet og territoriale integritet udsættes for pres på flere fronter, for eksempel i Ukraine. Og her er det vel at mærke et permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd, der står bag!

Ser man mod Nordkorea, kan landets truende adfærd udløse et atomvåbenkapløb og føre til yderligere destabilisering i regionen. Hvis Nordkoreas evne til at affyre langtrækkende missiler med atomvåben bliver pålidelig så risikerer vi, at flere andre lande vil følge trop. Og lad mig tilføje, at risikoen for et atomvåbenkapløb kun vil stige, hvis Iran-atomaftalen falder fra hinanden.

Endelig ser vi, at demokrati og menneskerettigheder er under voldsomt pres. Og det underminerer vores menneskerettighedssystem. Freedom House udsendte for nylig sin 12. årsrapport i træk, der viser, at graden af frihed på verdensplan er faldet. I de normative debatter i New York og Genève stiller flere lande nu åbent spørgsmålstegn ved, om menneskerettighederne nu også er universale; om liberalt demokrati er en ønskværdig måde at indrette ens samfund på.

Jeg behøver næppe overbevise jer om, at et system baseret på fælles, internationale spilleregler er afgørende for Danmark. Men jeg er bange for, at der er flere danskere derude – også på Christiansborg – der ikke er helt klar over, hvad der er på spil: Vi kan ganske enkelt ikke varetage vores interesser i verden på egen hånd. Vi kan ikke løse internationale udfordringer med nationale svar. Og vi kan ikke gribe de muligheder, som globaliseringen skaber, hvis vi lukker os om os selv.

Det gælder ikke bare Danmark. Vi har alle brug for samarbejde, for at handle med hinanden, for at have fælles internationale rammer, der skaber den forudsigelighed og dialog, der forhindrer misforståelser og – i værste fald – krig. Men vi kan ikke tage det internationale samarbejde og de regelbaserede systemer for givet. Tværtimod. Vi skal kæmpe for dem.

Vi skal sætte ind dér, hvor vi har mest på spil og kan gøre den største forskel. Vi skal, med andre ord, både have et anker i dansk farvand og et internationalt udsyn. Og for at spænde billedsproget til sit yderste, har jeg fundet en ankerkæde, der er lang nok: Regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi. Det er hér vi prioriterer, hvor vi skal styrke vores indsats og hvor vi har mest på spil.

Netop i disse måneder påbegynder vi arbejdet med den næste strategi for 2019-2020, som vi forventer at præsentere til efteråret. Her vil et grundlæggende udgangspunkt være at værne om det internationale samarbejde, for på den måde at varetage Danmarks interesser bedst muligt. Uanset om vi bekæmper terror, håndterer flygtninge- og migrantstrømme, diskuterer EUs fremtid, fremmer frihandel eller fastholder lavspændingen i Arktis, så er det en vigtig rød tråd, at vi understøtter vores fælles internationale færdselsregler og samarbejde.

Det er stadig for tidligt at gå mere i detaljen om den næste udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Arbejdet skal først til at gå i gang. Men lad mig alligevel forsøge at knytte et par ord til de overordnede spørgsmål: Hvad er det for udfordringer vi står over for i den kommende tid? Og hvad er det der tegner Danmark i verden i 2018?

Da jeg talte til jer sidste år lagde jeg vægt på, at det er min ambition, at bruge udenrigspolitikken til at sikre, at Danmark og danskerne får størst mulig gavn af globaliseringen, så vi bliver stærkere og mere konkurrencedygtige.

Der er mennesker, for hvem globalisering er skræmmende. Mennesker, som måske har mistet deres job eller som har svært ved at omstille sig og føler sig hægtet af udviklingen. Der er ingen tvivl om, at globaliseringen også har en skyggeside. Det skal vi ikke negligere. For det er den skyggeside, som får os til at lukke os om os selv.

Men fordelene er flere end ulemperne. Og globalisering er grundlæggende positivt. Når vi handler med hinanden, når vi henter inspiration udefra og selv inspirerer andre, når vi samarbejder og når vi skaber nye relationer bliver vi alle rigere.

Omkring hver fjerde danske arbejdsplads er afhængig af danske virksomheders eksport til udlandet. Hvis vi ikke handlede med udlandet ville realindkomsterne i Danmark være markant lavere – faktisk op til 67 pct. lavere for den tiendedel af befolkningen, der har de laveste indkomster. Også produktiviteten ville være lavere. Alene stigningen i vores udenrigshandel siden 1980’erne har løftet BNP i 2016 med omtrent 8 pct. eller 29.000 kr. pr. indbygger.

Derfor er det også bekymrende, hver gang der er lande, der taler for mere protektionisme. Eller lande, der opsætter finurlige handelsrestriktioner for vores virksomheder. Eller giver statsstøtte, der gør det svært at konkurrere. Sådan noget er dårligt nyt for en lille, åben økonomi som den danske. Derfor skal vi stå vagt om frihandel, tale højt om fordelene og turde påtale problemerne, hvor de findes.

Regeringen lancerer i foråret en ny strategi for økonomisk diplomati. Strategien indeholder en række initiativer, der skal styrke dansk eksport, tiltrække investeringer til Danmark, og styrke den danske førerposition inden for innovation og digital omstilling. For internationalisering af erhvervslivet er afgørende for Danmarks vækst og velstand.

Der har i det seneste år været stor fokus på Trump og hans særlige stil. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men helt grundlæggende er og bliver USA Danmarks vigtigste allierede. Det gælder især på det udenrigs-og sikkerhedspolitiske område, men i stigende grad også i forhold til handel og økonomi. Som I ved måtte jeg aflyse mødet med jer i sidste uge – det beklager jeg – for at rejse til Washington og møde min amerikanske kollega. Det besøg bekræftede for mig, hvor central alliancen med USA er for Danmark. Vi samarbejder om de fleste ting. Og i de tilfælde, hvor er uenige, siger vi fra. Det gælder f.eks. i forhold til USA’s udtræden af Paris-aftalen, men i en vis grad også i forhold til handelspolitiske spørgsmål. 

Så grundlæggende er der ikke rokket ved forholdet til USA. USA er fortsat engageret i NATO, og det transatlantiske forhold vil også i fremtiden stå som garant for vores sikkerhed. Men vi må ikke forfalde til at tage USA’s engagement og vores egen sikkerhed for givet. Den har en pris, og det anerkender Regeringen.

Derfor er jeg også tilfreds med det nye forsvarsforlig. Med de øgede forsvarsudgifter cementerer vi vores plads som kerneland i NATO. Vi sikrer, at vi fortsat kan håndhæve vores suverænitet i nærområdet, og komme vores allierede til undsætning, hvis det måtte blive nødvendigt.

Samtidig styrker vi vores reserve til internationale operationer med 50%, så Danmark – i en ustabil verden – har mulighed for bidrage til internationale operationer i verdens brændpunkter når der er behov. Vi er kendt og anerkendt som et land, der gør en forskel gennem vores store internationale engagement. Med forliget kan der ikke herske tvivl om, at vi fortsat vil løfte vores del af byrden.

Det er ikke mindst vigtigt, når vi ser på den russiske optrapning i østersøregionen, og på grænsen til de baltiske lande og Polen. Her understreger den russiske ageren i høj grad behovet for alliancesolidaritet i NATO. Det er derfor, vi netop har udsendt 200 soldater til Estland. Og det er derfor Danmark i 2018 står i spidsen for NATOs stående flåde i Nordatlanten. Vi er nødt til at være synligt til stede for at sende et stærk signal om, at vi står vagt om vores internationale forpligtelser og alliancer.

Danmark vil også fremadrettet forfølge en to-spors tilgang i forhold til Rusland: en principfast kurs i forhold til russisk aggression, men også dialog, når det er i vores interesse. Det gælder blandt andet i forhold til Arktis, hvor Kongeriget Danmark – og de andre arktiske stater – har en grundlæggende interesse i, at Arktis forbliver et fredeligt og stabilt område med en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling til gavn for de mennesker, der lever og bor i området.

Jeg rejser i aften til Moskva for at møde min russiske kollega og deltage i det dansk-russiske regeringsråd for økonomisk samarbejde. For vi skal opretholde de konstruktive relationer med Rusland der, hvor det giver mening. Det er også i vores egen interesse.

Truslen fra Rusland er også helt central i forhold til udviklingen i Ukraine. Senere denne måned besøger jeg Ukraine for anden gang som udenrigsminister – og denne gang besøger jeg også Georgien. Det ser jeg meget frem til. I efteråret lancerede jeg Danmarks nye naboskabsprogram for netop Ukraine og Georgien. Med det program sætter vi massivt ind for at hjælpe de to lande, som begge er udfordret af den territoriale trussel fra Rusland. For fremskridt, demokrati og liberale økonomier er det bedste modsvar mod russisk propaganda og aggression. Og det er afgørende for et stabilt og fredeligt Europa. Der er brug for vores hjælp. De to lande er nået langt med deres reformer, men der er stadig meget lang vej igen.

Og vi går ikke blot forrest med vores egen, bilaterale bistand. Vi arbejder også for at mobilisere EU og det bredere internationale samfund. Derfor vil jeg til juni være vært for en stor international ministerkonference her i København. Her skal vi samle støtte, men også presse på for at fastholde Ukraine på et ambitiøst reformspor – også når det er svært og hårdt.

Lidt tættere på hjem vil Brexit fortsat være en væsentlig udfordring for EU i 2018. Fra dansk side arbejder vi for et tættest muligt forhold til Storbritannien. Men vi skal ikke være blinde for, at forhandlingerne bliver lange og hårde. Og vi skal – først og sidst – varetage danske interesser, hvad enten det drejer sig om danske borgere, der lever, arbejder eller studerer i Storbritannien; danske virksomheder, som handler med og i Storbritannien; eller danske politiske interesser i Europa og i verden. Rettigheder og pligter skal følges ad og der skal være lige konkurrencevilkår.

Og der er rigtig meget på spil. Den model for forholdet mellem EU og Storbritannien vi ender med, kan komme til at forandre landskabet i Europa langt ud i fremtiden. Vi har en helt central interesse i at sikre sammenholdet i EU27.

Men Brexit er ikke den eneste udfordring for EU. Skillelinjerne i EU står tydeligere frem i disse år, og vanskelige problemstillinger har sat sammenholdet mellem landene under pres.

Samtidig er der kommet ny dynamik i EU med særligt den nye franske præsident Macron. Han og andre har mange ideer til, hvordan EU skal udvikle sig. Der er mange forskellige visioner og ambitioner – for eksempel om vidtgående samarbejde på områder, som Danmark står udenfor. Og på nye institutionelle tiltag, som for eksempel en EU-finansminister.

I morgen offentliggør Kommissionen en ny strategi for udvidelsesprocessen, og det er vores forventning, at det bliver en ambitiøs strategi.

Det er ikke alle de ambitioner vi deler. Vi foretrækker helt klart at bruge EU’s kræfter på at skabe resultater på de områder, som optager vores befolkninger – som migration, vækst og jobskabelse. Men vi vil altid gerne diskutere nye ideer og være med til at præge udviklingen. Det er faktisk endnu vigtigere nu, hvor en stor, tæt allieret forlader samarbejdet. For EU er fortsat den vigtigste ramme – og vores absolut stærkeste værktøj – for at sikre vores velstand og for at håndtere de grænseoverskridende problematikker, som i højere og højere grad påvirker vores hverdag.

Derfor er det vigtigt, at vi også her i Danmark debatterer EU og Danmarks rolle i samarbejdet. Det var også noget flere partier fremhævede, da vi 1. december sidste år havde forespørgselsdebat i Folketinget om EU’s fremtid. Det er noget Folketinget gør meget ud af, og jeg så også lige, at et nyt tværpolitisk netværk har sat gang i kampagnen ”Vi vil Europa”.  Jeg håber, at I vil deltage i debatten om EU’s retning de kommende år.

Mine egne pejlemærker er, at vi skal arbejde for et EU der er stærkt, slankt og effektivt. Og at vi skal være bevidste om behovet for, at EU leverer konkrete løsninger på de problemer der berører borgerne. Det er også med den dagsorden, at jeg har rejst rundt til en lang række af både vores traditionelle allierede i EU og partnere vi ikke traditionelt har samarbejdet helt så tæt med. For at skabe opbakning til vores synspunkter på det indre marked, frihandel, migration – og meget mere.

Det indre marked har skabt enorme fordele for Danmark og dansk økonomi. Mere end 500.000 arbejdspladser i Danmark er knyttet til vores eksport til det indre marked, der aftager 2/3 dele af den samlede danske vareeksport. Faktisk er vores BNP 5 pct. (eller 100 mia. kr.) højere, end det ville have været, hvis Danmark handlede på baggrund af de almindelige internationale frihandelsprincipper. Derfor skal EU også stå som et forbillede når der stilles spørgsmålstegn ved globale frihandelsprincipper. Det er noget vi fra dansk side kæmper for. Og vi er nået rigtig langt.

Frihandelsaftalen med Canada er lige trådt i kraft og har et stort potentiale for dansk eksport. Og i december indgik vi EU’s hidtil største frihandelsaftale: Et håndtryk med Japan – verdens tredjestørste økonomi – der vil kunne give helt nye muligheder for danske virksomheder. Der er analyser, der peger på, at dansk eksport til Japan kan stige mellem 70 og 150%. Og nu arbejder vi videre mod aftaler med blandt andet de sydamerikanske Mercosur-lande, Mexico, Australien og New Zealand. Det er meget positivt. Og det viser, at vi som medlem af EU i fællesskab kan forhandle nogle virkelig gode aftaler, der kommer danske virksomheder, arbejdstagere og forbrugere til gavn.

Vi skal værne om det europæiske fællesskab. Og vi skal stå vagt om de principper, der definerer os: de grundlæggende friheder, frihandel og respekten for menneskerettighederne. Vi skal holde fast i vores værdier, og insistere på, at de der ønsker at være en del af vores fælleskab lever op til de værdier. Og at de, der allerede er medlem, også gør.

Regeringen valgte som bekendt i efteråret at anbefale et fuldt stop for optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Det gjorde vi fordi Tyrkiet bevæger sig i den forkerte retning. Både når det gælder ytringsfrihed, pressefrihed og respekten for menneskerettigheder.

Tyrkiet er i dag præget af uro, spændinger, terrorangreb – og desværre også af overgreb mod grundlæggende, demokratiske friheder.

Det betyder ikke at vi ikke skal have dialog og samarbejde med Tyrkiet. Det skal vi. Men vi er nødt til at finde en anden formel for vores samarbejde. For vi skal ikke glemme, at Tyrkiet er en vigtig allieret og samarbejdspartner i NATO, og når det kommer til grænseoverskridende problemstillinger som terror og migration.

Når jeg taler med eksperter og kolleger om, hvordan vi kan fremme en løsning på den ene eller anden svære udfordring, lyder svaret ofte ”vi må bruge alle redskaber i værktøjskassen”. Er der én udfordring, hvor det virkelig er sandt, så er det flygtninge- og migrationskrisen.

I 2017 lykkedes det at begrænse de store strømme af irregulære migranter, der søgte mod Europa i håbet om en bedre fremtid. Det viser, at EU og medlemslandenes tiltag er begyndt at give resultater. EU-Tyrkiet aftalen holder fortsat, vi har øget samarbejdet med Libyen og andre afrikanske lande, og vi har gjort mere for at sikre de ydre grænser.

I Libyen er EU, AU og FN gået sammen om at forbedre forholdene for de migranter, der er strandet under ofte frygtelige forhold, og styrke samarbejdet om frivillige hjemsendelser. Og det har allerede givet de første positive resultater – op mod 7000 migranter er hjulpet tilbage i løbet af de seneste to måneder, og målet er at hjælpe yderligere 10.000 hjem i løbet af denne måned.

Men migrationskrisen kan ikke løses alene ved frivillige hjemsendelser, bedre forhold i detentionscentre og bekæmpelse af menneskesmuglere. Vi er nødt til at hjælpe endnu mere i nærområderne og adressere de grundlæggende årsager til, at folk migrerer. Det gør vi i Danmark blandt andet med en rekordhøj humanitær bistand. Det er vi i stand til, fordi vi har ført en stram udlændingepolitik, som har gjort det muligt for os at sende endnu flere penge til indsatsen i nærområder.

Vi skal hjælpe afsender- og transitlandene med at skabe de rigtige rammevilkår, så der er muligheder, jobs og medindflydelse for de mange – særligt unge – der drømmer om et bedre liv.

Det gør vi bl.a. i Sahel-regionen, hvor vi gennem kapacitetsopbygning og stabiliseringsindsatser søger at adressere de langsigtede udfordringer, der fører til ustabilitet og migration, samtidig med at vi hjælper landene til at håndtere sikkerhedsudfordringerne her og nu.

Der findes ingen hurtige eller lette løsninger. Men vi skal gøres vores for at sikre, at de store generationer af unge bliver en ressource, snarere end en udfordring.

Potentialet er der. Det oplevede jeg selv i Marokko i september, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere unges udfordringer med de unge selv. Det handler om at sætte fokus på de unges deltagelse og økonomiske muligheder. Og det er netop det vi gør – blandt andet med den nye fase af det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram, som Regeringen lancerede sidste år.

Og så nævnte jeg jo i indledningen kampen mod ISIL. 2017 blev året hvor de sidste ISIL-kontrollerede områder i Irak blev befriet. Danmark spillede en aktiv rolle i den indsats, og det kan vi godt være stolte af. Men kampen er ikke slut. Vi skal gøre alt hvad vi kan for at sikre, at en lignende terrororganisation ikke opstår igen.

Det skal vi gøre ved at slå hårdt ned på terrorgrupper og –netværk. Ved at modarbejde deres narrativ – også på internettet, og ved at bekæmpe deres adgang til ressourcer og folk.

Men vi skal også gøre det ved at bidrage til stabilisering og genopbygning af områder, der har været præget af konflikt. Så vi kan opbygge stabile lande, hvor der er muligheder og en fremtid for befolkningen og hvor grupper som ISIL ikke igen får fodfæste.

De voldsomme terrorangreb vi så i 2017 – også her i Europa – understreger, at det er i vores egen interesse.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at forholdet mellem Danmark og Indien har været nedkølet i de seneste år. Men i november måned gennemførte jeg det første danske udenrigsministerbesøg i Indien siden 2010. Det var et vigtigt skridt i den rigtige retning, og udtryk for en styrkelse af Danmarks samarbejde med Indien. Det er rigtigt godt for Danmark og rigtigt godt for dansk eksport. Indien er verdens største demokrati og rummer millioner af købestærke forbrugere. Derfor har vi også styrket arbejdet i Delhi blandt andet med udsendelse af eksportrådgivere, som skal arbejde for at Danmark får mest muligt gavn af det potentiale.

Et andet sted hvor vi arbejder for at få mest muligt ud af potentialet for eksport er Kina. Vi kan i år fejre 10-året for det omfattende strategiske samarbejde mellem Danmark og Kina. Et samarbejde, der involverer over 80 myndigheder. Det er – også i international sammenhæng – noget helt unikt. Samtidig mærker vi også i Danmark, at Kina søger at omsætte sin stadig større økonomiske vægt til øget politisk indflydelse. Her er det vigtigt, at vi fra dansk side finder den rigtige balance. Og at vi fortsat gør opmærksom på de områder hvor vi oplever at der er problemer – som for eksempel menneskerettighedsområdet.  

Jeg vil tro, at både vi og EU i det kommende år kommer til at have mere fokus på, om Kina omsætter tale til handling, når det gælder spørgsmål som frihandel, markedsadgang, ikke-protektionisme og adgang for investeringer. Også her er det vigtigt, at EU står samlet.

Der er ingen tvivl om, at 2018 også bliver et år fyldt med usikkerheder og udfordringer. Tilsammen udsætter de mange udfordringer den internationale regelbaserede orden for et stadig større pres. Og det må og skal vi imødegå. Det gør vi allerede igennem vores formandskab for Europarådet og det håber vi at kunne gøre, hvis vi stemmes ind i FNs Menneskerettighedsråd til efteråret. Og vi kan og skal gøre mere for at understøtte den regelbaserede orden og det multilaterale system – altid med et blik for danske interesser.

Lad mig slutte i en positiv ånd. Jeg tror stadig på, at der er grund til optimisme. For selvom verden er blevet mere turbulent i de seneste år, så er der også rigtig mange ting, der er blevet bedre. Langt færre mennesker lever i fattigdom nu end tidligere, på trods af at verdens befolkning vokser. Børnedødeligheden er faldet. Antallet er børn der går i skole er steget. Alt sammen i løbet af godt 25 år. Det er en enestående bedrift. Holder vi den kurs, så tror jeg på, at der trods alt er grund til optimisme. Så bliver dagen i morgen endnu bedre end dagen i dag. Og forhåbentligt langt bedre end dagen i går.

Tak for ordet.