Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

Det har vakt overraskelse og fortørnelse i Vesten, at den kinesiske præsident, Xi Jingping, kan blive siddende på ubegrænset tid. Men det siger mere om Vestens manglende indsigt i Kina end om magtforholdene i Beijing. Mens beslutningskraften i den politiske ledelse bliver svagere og svagere i Vesten, bliver den stærkere i Kina, og i de næste ti år vil Vesten blive overhalet på det ene område efter det andet, især i erhvervslivet.

Kinas selvsikkerhed blev understreget af Xi, da han sluttede årets parlamentsmøde ved at sige, at Kina ikke vil tillade, at så meget som en tøddel af landet løsriver sig – en slet skjult trussel mod Taiwan, som Kina betragter som en provins og ikke et land.

Kinas styrke blev også understreget af, at den nyindsatte tyske kansler, Angela Merkel, i lørdags tog kontakt til Xi Jinping for at drøfte, hvordan verdens to største eksportnationer kan håndtere præsident Donald Trump, der truer med handelskrig. De vil bevare et multi-nationalt samarbejde, f.eks. via G20, mens Trump vil gå sine egne veje. Det siger noget fundamentalt om de geopolitiske forandringer i disse år. Kina er på vej til at blive en lige så vigtig partner for Tyskland og EU som USA – måske vigtigere.

 

Har Vesten misforstået Kina?

Det seriøse og beherskede britiske magasin The Economist mener, at Kina bevæger sig fra et autoritært styre til et diktatur, og at Vesten har misforstået Kina. Ja, det er rigtigt, hvis man har troet, at Kina bliver et vestligt demokrati. Det har aldrig været magthavernes mål. Kina har siden Deng Xiaoping gennemgået en række økonomiske liberaliseringer, som ingen i Vesten troede muligt – med betydelig frihed for virksomheder og borgere i hverdagen. Der har hele tiden været en balance mellem statsmagten og et frit erhvervsliv, mellem socialisme og kapitalisme, og med kommunistpartiet som den overordnede beslutningsinstans.

Deng sikrede en kollektiv ledelse med checks-and-balances for at undgå en Mao-diktator, men han ville ikke slække på partiets overordnede magt. Xi samler mere magt omkring sig selv og partiet, men det synes snarere at tage sigte på at sikre styrets stabilitet end på power-grab. Der bliver betydelige forandringer, når Kina træder tungt ind på den globale scene, og desuden kan informationsteknologien føre til oprør med krav om politiske rettigheder.

Xi vil styrke den centrale beslutningskraft, f.eks. ved at samle magten i nogle komiteer, der har den overordnede styring i regeringen. Det er grundlæggende en metode, der svarer til Dengs, for han samlede også en lille gruppe personer, der kunne gennemføre den økonomiske liberalisering trods modstand fra ”betonkommunisterne.” Xi har fået fire viceministre, der også kan sidde ”til evig tid,” og to af dem bliver afgørende i en eventuel økonomisk kamp med USA, nemlig Wang Qishan og Liu He, og samtidig har centralbanken fået ny chef, Yi Gang. De to sidstnævnte er begge uddannet i USA, og Wang Qishan har 20 års erfaring med USA og ved mere om amerikansk økonomi end Trumps medarbejdere. Alle står bag de seneste årtiers liberaliseringer.

 

Et fremstormende kinesisk erhvervsliv kan få konsekvenser i Vesten

Det er vidende og erfarne ledere, der vil sikre, at den kinesiske økonomi ikke ender i en krise. Mens Trump i stigende grad optræder i et one-man show og regerer med tweets, er det en magtfuld og ekstrem erfaren kollektiv ledelse – måske af en ny type – der sidder i Beijing. Samtidig har udenrigsministeren, Wang Yi, for første gang fået en afgørende magtposition i ledelsen, og ministeriets budget stiger i år med 15 pct., mens det amerikanske udenrigsministerium er beskåret med 30 pct.! Kina bevæger sig ind på den globale scene med en ballast, alle bør notere sig.

Den politiske styrkelse er afgørende i en tid, hvor Kina stormer forbi alle andre. Selv Tyskland og EU begynder at blive nervøse for Kinas satsning på den nye silkevej gennem Asien, fordi det øger konkurrencen, og fordi Kina bevidst søger at udnytte uenighederne i EU. Kinesiske virksomheder køber op i store tyske virksomheder, fordi de vil have adgang til den viden og teknologi, der kan gøre kineserne til de dominerende, f.eks. inden for el-biler. USA forsøger at holde kinesiske industrigiganter ude.

Frygten for den kinesiske erhvervsudvikling kan få både USA og Europa til at gribe ind over for et frit erhvervsliv. Det udtrykker, at vi står over for den afgørende konkurrence mellem Vesten og Kina om fremtidens teknologier og erhvervsliv. Kina har som mål at få en dominerende, global position inden 2025 i ti sektorer, herunder kommunikation, robotter, kunstig intelligens og energi.

 

På vej mod en alternativ verden?

Det udtrykker også, at Kina har langsigtet politik, der ganske enkelt ikke  eksisterer i Vesten. Når Trump samtidig fører handelsmæssig borgerkrig blandt vennerne for at styrke de amerikanske virksomheder, vil det alt i alt tjene kinesernes interesser, også fordi Kina opbygger et alternativ til vestlige institutioner som IMF. Vi kan få en alternativ verden.

Europa kommer ikke uden om at have stærke relationer til Kina, der er Tysklands største handelspartner, og som bliver Europas største handelspartner inden få år. At blokere for kinesiske virksomheders overtagelse af vestlige virksomheder – eller investering i dem – vil kun give bagslag, for det vil begrænse adgangen til Kina. Men det bliver også afgørende for EU at fastlægge ensartede regler for adgangen til hinandens markeder. Europa bliver nødt til udvikle en stærk egeninteresse for ikke at blive løbet over ende på globalt plan. Den tidligere tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, slog hovedet på sømmet for nylig ved at sige, at Kina er det eneste land, der ”har en ægte, global, geostrategisk idé.” Vesten, derimod, har ingen selvstændig strategi, sagde han.

EU må udvikle en beslutningskraft, der kan hamle op med kinesernes – uanset hvad vi mener om den kinesiske politiske model. Der er behov for en indre strategi, der kan styrke EU-landenes beslutningskraft, og en ydre, der kan gøre Europa til en selvstændig, global aktør. Det paradoksale er, at EU bliver nødt til at optræde mere selvstændigt også over for USA, som når EU-lederne på denne uges topmøde må diskutere handelstruslen fra Trump.