Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

 

Op til G-20 topmødet i Buenos Aires den 1. og 2. december har der ifølge flere internationale medier dannet sig en alliance imod Kina – styret af præsident Donald Trump. Kina og USA kan ende i en kold krig, lyder de mest dystre meldinger. Det kan ikke udelukkes, fordi nogle af Trumps rådgivere ønsker økonomisk krig. Men moderate rådgivere og erhvervslivet vil have standset handelskrigen, der begynder at gøre ondt på USA med tusinder af fyringer, f.eks. hos General Electric.

Handelsunderskuddet med Kina vokser i stedet for at falde, og store virksomheder vil ikke hente produktion tilbage fra udlandet. Derfor taler flere i Trump-administrationen om et forlig, når Trump på lørdag har middag med præsident Xi Jinping, og det kan betyde, at bebudede stigninger af toldsatserne og nye sanktioner udsættes for at give tid til forhandlinger. Trump elsker at slå ud med armene og sige, at en handelskrig er let at vinde. Men han er næppe manden, der tør føre en decideret økonomisk krig, der kan ende katastrofalt for USA. 

Vesten forstår ikke Kina

Trump er frustreret over, at Kina ikke har bøjet nakken. Det er udtryk for uvidenhed om den magt, der vil overhale USA. Det er bemærkelsesværdigt, at det først er inden for de seneste måneder, at nogle af de førende vestlige medier begynder at erkende, at Kina ikke bare bliver stærkere, men at Kina forbliver anderledes end Vesten, fordi det er i kinesernes interesse. Vi får to vidt forskellige konkurrerende systemer.

Det britiske ugeskrift The Economist havde i marts en dybdegående analyse ”How the West got China wrong,” og den handlede netop om, at vi i Vesten har svært ved at forstå Kina. Det har Kina-kendere været udmærket klar over i de seneste 10-20 år, men nu blev det for alvor demonstreret i et af de mest seriøse medier.

I denne tid har New York Times en omfattende artikelserie under temaet ”The Land That Failed to Fail” – en fremragende karakteristik, for selv mange Kina-kendere i Vesten har i årevis forudset – eller håbet – at det kinesiske ét-partistyre og den konstante vækst årti efter årti vil bryde sammen. Men det skete ikke, og det beskrives på sober vis i artiklerne, f.eks. i en sætning som: ”De kunne ikke lide Vestens spilleregler, så de lavede deres egne.” Det er sagens kerne, men det har taget lang tid, før den opfattelse er ved at trænge gennem Vestens skyklapper.

Misforståelsen af Kina får store konsekvenser

Kernen i den kinesiske udvikling, siden Deng Xiaoping, ligger i en dobbeltstyring med temmelig frie markedskræfter under stærk politisk centralstyring. Det betyder, at Kina har kunnet håndtere talrige kriser, herunder virkningen af den amerikanske finanskrise, uden at få økonomiske nedture, så hele befolkningen har stigende indtjening hvert eneste år. Den kinesiske fremgang har overrasket stort set alle, og nu er Kina blevet en trussel mod den amerikanske dominans, også i erhvervslivet.

Derfor har et par af Trumps rådgivere, Robert Lighthizer og Peter Navarro, ønsket handelskrigen, som ikke bare skal bremse eksporten til USA, men som skal bremse den kinesiske fremgang, især på det højteknologiske område. Det er økonomisk krig. Rådgiverne har ikke forstået, at Kina ikke lader sig knække.

Spændingerne mellem USA og Kina blev illustreret på det nylige Apex-topmøde i Papua Ny Guinea for Stillehavslandene, som sluttede uden enighed. På et efterfølgende businessmøde i Singapore udtrykte den tidligere amerikanske finansminister, Hank Paulson, frygt for, at et økonomisk jerntæppe sænker sig mellem de to lande. Paulson er den amerikanske erhvervsmand, der først som Goldman Sachs’ formand og siden som finansminister har haft mest erfaring med Kina. Han havde et fortrinligt samarbejde med den kinesiske økonomiske topmand, Wang Qishan.

Hank Paulson mener, at Kina må åbne mere op for Vesten og må bekæmpe statsstøtte og tyveri af intellektuelle rettigheder. Men hans hovedpunkter er, at Trumps handelskrig kan tvinge Kina til at søge markeder andre steder, og at virksomheder vil sikre forsyningskæden uden for USA. Han mener, at nationalismen, et regel-kaos for virksomheder og sammenblandingen af sikkerhed og handel kan gøre nationer til rivaler, mens et ukontrolleret erhvervsliv kan blive en trussel mod nationerne. Risikoen er, at årtiers globalisering og multilaterale samkvem får et tilbageslag.

Kinas magt i klimapolitikken

Konsekvensen er, at Kina bestræber sig endnu mere på at gøre sig uafhængig af USA, f.eks. inden for chipproduktion. Inden for blot de seneste ti år har Kina investeret heftigt i produktion og anlæg overalt i verden: Sydasien, Afrika, Sydamerika, Østeuropa. Den nye silkerute gennem Asien forbinder 65 pct. af verdens befolkning. De store kinesiske højteknologiselskaber ses i stigende grad overalt i verden, og de kan om nogle år blive stærkere end de amerikanske giganter, ligesom Kinas industriproduktion om få år vil være større end den amerikanske, tyske og japanske tilsammen.

USA kan ikke slå Kina af pinden. Uanset om der bliver taget skridt til et forlig mellem Trump og Xi i weekenden, så optræder Kina som fortaleren for en multilateral verden. Det er nye toner. Det kan også få betydning for FN’s klima-møde i Katowice i Polen den 3. december. Kina optræder som klima-mægler mellem udviklingslandene og industrilandene, som ikke lever op til deres løfte om at betale 100 milliarder dollar årligt i 10 år til de fattige lande. Da Kina er blevet den dominerende investor og handelspartner med de ikke-vestlige lande, er der ingen tvivl om, at Kina trods mæglerrollen vil støtte udviklingslandene.

Kravet er, at den største klimaregning skal betales af industrilandene, der er hovedårsag til problemerne. Det bliver en dramatisk byrde for industrilandene. De seneste officielle rapporter fra USA og EU-kommissionen viser, at det vil koste op mod hundreder af milliarder dollar om året at løse klimaproblemerne. De penge har Vesten ikke, medmindre der sker dramatiske ændringer i beskatninger og livsstil. Men Kina har pengene og er et land, der investerer meget i grøn energi.

I denne tid kædes handel, klima og geopolitik sammen, som det ikke tidligere er set. Kina er i lyntempo på vej til at få en vigtigere international rolle end USA.