Facebooktwitterlinkedinmail

Rapporten har først og fremmest til formål at være baggrundsmateriale for sikkerhedskonferencens deltagende herunder ministre, embedsfolk, erhvervsledere og organisationer, der samles i Bayerns hovedstad for at diskutere verdens sikkerhed. Fra dansk side deltog både forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Rapporten er i forbindelse med konferencen også offentlig tilgængelig. Under titlen “The Great Puzzle: Who will Pick Up the Pieces?” fremlægges et overblik over nogle af de store sikkerhedspolitiske forandringer og kritiske udfordringer, der vedrører den internationale sikkerhed. 

Rapporten lægger i år ud med Robert Kagans foruroligende udmelding om, at vores verden ikke bare er vidne til en serie af større og mindre kriser, men at et mere fundamentalt problem er på færde. Der fortsættes med en analyse af den omfordeling, der er sket på kerneområder i den internationale orden. I takt med at den vestlige verdensorden med USA i front er blevet udfordret igen og igen siden slutningen af 00’erne af lande som Kina og Rusland, ses det ydermere, at selve konferencen også er vokset i deltagelse og relevans. Rapporten nævner i denne forbindelse, at mens Kina bestemt er den vigtigste udfordring, set fra USA’s langsigtede perspektiv, så er Rusland den mere aktuelle sikkerhedsbekymring.

I modsætning til Kina, er Moskvas langsigtede forudsigelser, som Amerikas geopolitiske udfordrer, ikke spor lovende. Ruslands økonomi har været præget af høj volatilitet, fald i oliepriserne og sanktioner fremsat af EU og USA, hvilket var en respons på Ruslands invasion af Ukraine. Men Ruslands regering har brugt, på aggressiv vis, sin begrænsede dog signifikante indflydelse som ’disruptiv force’ og scoret nogle imponerende kortsigtede sejre de seneste år. Her mener Michael Kofman, at de russiske handlinger kan ses som et forsøg på at demonstrere, at de er stadig mere magtfulde end, hvad Vesten tror, og at de vil forblive en uundværlig magt, hvis interesser ikke kan negligeres.  

Et highlight til dette emne om, hvem der skal ”samle brikkerne” i det store puslespil, er en tidligere ikke-publiceret meningsmåling af Pew Research Center, der viser, at USA’s traditionelle allierede opfatter USA’s magt og indflydelse som en stor trussel for deres respektive lande – også når der sammenlignes med Kina og Rusland.

Emnet om Rusland vs. Vesten bringer også andre perspektiver på banen. Rapporten fremhæver blandt andet advarsler fra Nicholas L. Miller og Vipin Narang om, at efter næsten tre årtier med stabile våbenreduktioner mellem de to største atomkraftværker, befinder begge stater sig i et fornyet våbenkapløb. Af samme årsag forudsiger rapporten, at der snart vil blive truffet en afgørelse om de afgørende våbenkontroltraktater. Den russiske regering har i nogle år nu investeret i nye militære kapaciteter, hvilket inkluderer et nyt missil, der ifølge USA og dets NATO-allierede, modstrider Intermediate-Range Nuclear Forces (INF) traktaten. Præsident Trump svarede derfor ved at annoncere sin intention om at trække sig fra traktaten. Det vil betyde, at både USA og Rusland endnu engang vil få tilladelse til at producere og anvende atommissiler, hvilket genopliver frygten for en ny euromissilkrise. Kapitlet fremhæver desuden et kort fra International Institute for Strategic Studies, som er lavet eksklusivt til München-rapporten. Kortet illustrerer de russiske væbnede styrkers tilstedeværelse på Krim og den mulige variation af missilsystemer placeret på halvøen.

Rapporten fortsætter med en kritik af, at især den Europæiske Union (EU) er dårligt forberedt på en ny æra, hvor en magtkonkurrence af den størrelse finder sted. Ikke desto mindre har en forhøjet usikkerhed om USA’s fremtidig rolle afledt en fornyet diskussion af Europas ”strategiske autonomi” – et begreb som har udløst mange misforståelser. Mens nogle refererer til det som en form for risikoafdækning eller endda emancipation fra Amerika, så betyder det for andre bare mere europæisk ansvar. Rapporten nævner derfor, at europæerne umiddelbart har lyttet til, hvad præsident Trump gentagne gange har understreget, nemlig at “… USA kan kan fortsætte med at være verdens politi. Det gider vi ikke at gøre”. Men ifølge rapporten bliver selv europæisk henblik på at skabe en plan for de scenarier, hvor USA er uvillig til at gå først, set som de første skridt mod adskillelse.

Ulrike Franke mener, at det samme må siges om forslagene om et “europæisk militær”. Både Emmanuel Macron og Angela Merkel har igen for nyligt snakket om denne langsigtede version og samtidig udløst anden runde af forholdsvis velkendte argumenter for og imod brugen af denne term. Rapporten understreger dog, at den offentlige holdning generelt stadig er støtter konceptet. Derfor ses det også i den nyeste eurobarometer survey, at mere end 75% af europæerne støtter en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.  

Udover at fokusere på de store magter såsom Amerika, Kina og Rusland, fremhæver rapporten også aktører fra det, den kalder ”andenrækken”, hvilket refererer til liberale demokratier som Frankrig og Tyskland. Det påpeges, at hvis Frankrig og Tyskland er i stand til at blive enige om en bestemt politik, så vil resten af ​​Europa følge trop. Af highlights fra dette kapitel kan følgende nævnes:

  • Et kort lavet af Jacques Delors Institute Berlin, der viser forskellige formater for europæisk forsvarssamarbejde og i denne kontekst indikerer kontrasten af de tysk-franske tilgange.
  • En tidligere ikke-publiceret meningsmåling af Friedrich Ebert Foundation, som tilbyder nye perspektiver, der omhandler konflikten i og omkring Ukraine samt andre udfordringer, der vedrører europæisk sikkerhed.  

Andre lande i  ”andenrækken” inkluderer Storbritannien, Canada og Japan, som bliver analyseret i samme sikkerhedspolitiske kontekst. Naturligvis er Brexit et diskussionsemne, hvorigennem Storbritanniens alliance med EU vendes. Perspektivet på Canada omhandler en ny term ”ahornslateralisme”, som München-rapporten har givet dem på baggrund af deres populære udenrigspolitik på verdensplan. Ser man på det sikkerhedspolitiske niveau, beskæftiger Canada sig nu med sit 2017 forsvarsbudget, der skal stige mere end 70 procent inden 2027. Kigger man på analysen af Japan, sættes der spørgsmålstegn ved om landet er i vildrede.

Ligeledes vurderer rapporten de nuværende sikkerhedspolitiske udviklinger i områder som det vestlige Balkan, Sahel og Mellemøsten. De globale udfordringer undersøges i forbindelse med analysen om våbenkontrol, og holdes op imod den for nyligt suspenderede INF-traktat og de teknologier, der er på vej frem – med hypersoniske våben som omdrejningspunkt. Af highlights fra omtalen om Mellemøsten kan nævnes:

  • Tidligere ikke-publiceret data fra Global Public Policy Institute, som fremviser at Assad-regimet samlede mere end 280 kemiske angreb i Syrien mellem november 2012 og november 2018.

Af highlights fra omtalen om Sahal kan nævnes:

  • Et kort lavet af RHIPTO Norwegian Center for Global Analyses, som giver et overblik over transnationale smuglerruter gennem det afrikanske kontinent.

Slutteligt runder rapporten af med andre væsentlige globale udfordringer. Blandt andet diskuteres de nuværende sikkerhedspolitiske implikationer ift. emner som international handel, transnational organiseret kriminalitet og kunstig intelligens.    


Følg med i diskussionen om rapporten på Twitter ved brug af hashtagget #MSCreport