Selvom 2019 på mange måder stod i klimamobiliseringens tegn, sluttede året med endnu en skuffende klimakonference.

Uanset hvor mange unge og knapt så unge mennesker, der i månederne forud havde marcheret, protesteret og appelleret, ja, så var fremskridtene ved COP25 i december 2019 i Madrid for få og for små. Det mest beskæmmende var, at det var gamle kendinge, som man stadig ikke kunne komme videre med: Diskussionen om markeder og CO2, slagsmålet om finansiering samt håndteringen af det, der på forhandlingslingo hedder loss and damage (tab og skade). Har de industrialiserede lande særlige (økonomiske) forpligtelser i forhold til de skader, som udviklingslandene allerede oplever som følge af klimaforandringer?

De små østater har dette som en mærkesag, mens de økonomisk stærke lande er særdeles betænkelige ved at påtage sig et potentielt ansvar for en hvilken som helst naturkatastrofe. Loss and damage...