FN var tænkt som et globalt kollektivt sikkerhedssystem ved sin oprettelse i 1945. Stormagterne i FN’s Sikkerhedsråd skulle stille militære styrker til rådighed for FN og i fællesskab imødegå aggression med så overvældende militær magt, at der kunne gøres kort proces med eventuelle aggressorer.

Visionen blev forpurret af konfrontationen mellem Sovjetunionen og USA, og det tvang FN til at improvisere for at forhindre Den Kolde Krig i at blive varm. FN’s fredsoperationer var et resultat af denne improvisation. De er, som professor Alan James udtrykte det i sin klassiker Peacekeeping in International Politics (1990), en ”sekundær aktivitet”, fordi deres iværksættelse og succes afhænger af andres ønsker og velvilje. En FN-operation bliver kun til noget, hvis mindst ni medlemmer af Sikkerhedsrådet støtter det, de fem permanente medlemmer af Rådet (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, også kendt som P5) ikke nedlægger veto, og...