Siden Anden Verdenskrig har sikkerhed primært været forbundet med national sikkerhed, nødvendighed og raison d’état. Det europæiske samarbejde er grundlagt på denne logik. Oprindeligt blev den tværnationale organisering af europæiske markeder og industrier betragtet som et middel til at sikre fred efter Anden Verdenskrig. Dette foreskrev en klar deling af arbejdsområder, ansvar og autoritet. Sikkerhed var et privilegium for medlemsstaterne, mens det europæiske samarbejde skulle fremme markedsintegration og indbyrdes afhængighed. Artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union bestemmer klart, at national sikkerhed er et medlemsstatsprivilegium: ”Den [EU] respekterer deres [medlemsstaternes] centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed. Navnlig forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar.”

...