Præsident Emmanuel Macron kom til magten i Frankrig med et budskab om fornyelse. Her midtvejs i hans præsidentperiode er det nok mere rigtigt at tale om tilpasning. Der er ikke meget i den nationale reformproces, der afgørende bryder med normer eller kan siges at være radikale nybrud. Macron låner fra alle sider og finder det mulige kompromis. Hans stædighed og vilje til at holde fast i reformsporet har til gengæld ikke været hverdagskost i fransk politik. Han lader sig – så vidt – ikke bøje, fordi et stærkt reformeret Frankrig ikke alene er nødvendigt for Frankrig selv. Det er i Macrons univers også en forudsætning for at kunne spille den rolle, både europæisk og i international sammenhæng, som Frankrig bør. De to går hånd i hånd. Men hvad er det, der driver ham, her i den større ramme af fransk udenrigs- og europapolitik?

Emmanuel Macron har selv tidligt i sit præsidentskab bekendt sig til gaullo-mitterrandismen og erklæret, at ville bryde...