Fortalere for det regelbaserede, liberale samarbejdsregime tumler i disse år med spørgsmålet om, hvordan det kan undgås, at denne epoke i international politik bliver en saga blot. I forsøget på at få den liberale, demokratiske verdensorden tilbage på sporet, udpeges især populismen som den fjende og synder, der har gødet jorden for en spirende uvilje mod internationalt samarbejde. Imidlertid trænger et spørgsmål sig på: Er krisen alene vokset frem på grund af udefrakommende, destruktive kræfter, eller kan dens rødder også spores i den liberale orden selv? I så fald skal nøglen til at løse nogle af tidens store udfordringer også findes i den liberale ordens egen modus operandi. En simpel udpegning af populismen som det rådne æg i kurven er fristende, men ikke tilstrækkelig. Der er derimod brug for mere kritisk refleksion over egen praksis, hvis vejen ud af krisen skal findes. Det gælder ikke mindst Den Europæiske Union, der som en central bannerfører for...