USA’s første kvindelige vicepræsident endte i Det Hvide Hus, fordi hun er alt det, Joe Biden ikke er. Hun blev hjulpet på vej af to store bevægelser og en tidsånd i forandring.
Hvis der er et ordsprog, der har defineret Kamala Harris’ karriere, er det dette:
“Timing is everything.”
Det er langt fra sikkert, at hun i dag havde været USA’s vicepræsident, hvis ikke to store bevægelser havde formet tidsånden, så den var Kamala-klar. Når en kvinde med indisk-jamaicanske rødder på kort tid kunne gå fra at være en relativt ukendt senator til at følge med Joe Biden ind i Det Hvide Hus, har det især to årsager:
#MeToo og Black Lives Matterbevægelsen.
Men lad os begynde med historien om Kamala Harris’ indtræden på USA’s nationale, politiske scene, der endte som en eklatant skuffelse. Da hun i 2019 besluttede at gå efter den ultimative magt og stillede op til Demokraternes primærvalgkamp, var forventningerne enorme. Hun lignede den perfekte kandidat i en tid, hvor de identitetspolitiske strømninger havde fået godt fat i det demokratiske vælgerhav, og hun var en...
Birgitte Borup er udlandsredaktør på Berlingske, hvor hun blandt andet skriver om USA og identitetspolitik. Hun har tidligere været redaktør på både DR og Tv2. Hun har desuden boet og arbejdet som journalist i New York.
