Efterkrigstidens liberale handelsorden var ikke altid harmonisk og fredfyldt. Handelstvister er helt normale i en tæt integreret verdensøkonomi. En global handelskrig er derimod unormal, et sikkert tegn på systemsammenbrud. Det er ikke blot amerikansk told på europæisk stål eller EU’s gengældelsestold på amerikansk Bourbon, som er problemet. Der er sammenkædningen af handels- og udenrigspolitiske konfrontationer, der tegner et billede af amerikansk retræte fra den liberale orden, fra Verdenshandelsorganisationen WTO til NAFTA-aftalen, annulleringen af Stillehavsaftalen TPP, tilbagetrækning fra Paris-klimaaftalen, FN-aftalen om Iran, FN-menneskerettighedsrådet og senest Den Internationale Krigsforbryderdomstol ICC.

Flere og flere ser et opbrud i ‘transatlantismen’, det fælles værdisæt om frihandel, demokrati og retsprincipper, som har understøttet det liberale projekt siden 1945. Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker talte i sin State of...