Thorsten Borring Olesen, historieprofessor ved Aarhus Universitet, har netop begået det vel til dato mest omfattende værk om Danmark og det europæiske samarbejde. Bogen har han givet titlen Den Svære Dans. Det hentyder til de op-, ned-, og rundture, som Danmarks forhold til de europæiske samlingsbestræbelser har gennemgået.

Det er et imponerende værk, der med rette sætter EF/EU ind i en historisk ramme tilbage til den Westfalske Fred i 1648 og samtidig kaster lyset tilbage på det stadigt mindre Danmarks tilpasning til disse rammer. 

Også Danmarks lange og snørklede vej fra 1945 til den anden ansøgning om EF-medlemsskab i 1970 beskrives indgående. Selvom udenrigsministeriets embedsmænd behandlede Kul-og Stålunionen seriøst nok, er jeg enig med Thorsten Borring Olesen i, at medlemskab aldrig på politisk plan blev reelt overvejet. Det gjaldt også, da forhandlingerne om det, der blev Romtraktaten i 1957/58 pågik. 

...