Afghanistan-krigen repræsenterer et skelsættende forløb i Vestens historie. I denne beretning reflekterer Charlotte Flindt Pedersen over sit eget personlige møde med Afganistan og over, hvad der gik galt i den 20 år lange krig.
Første gang jeg mødte en person fra Afghanistan, var da jeg boede i Moskva i 1986. Det var før, Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov trak de sovjetiske tropper ud af Afghanistan og afsluttede krigen. Afghaneren, lad os kalde ham Najib boede på kollegiet, hvor jeg boede. Her boede vi sammen med mindst 50 andre nationaliteter, der studerede sprog og litteratur i Moskva. Udover at være ph.d.-studerende, virkede det også som om, at Najib tog en pause fra livet i Afghanistan.
Hjemme var der krig. På den ene side stod fundamentalistiske islamiske oprørsgrupper, der havde base i bjergene, og som ønskede at overtage magten i landet. På den anden stod den afghanske regering og en hær, som var støttet af Sovjetunionen. Det lyder måske bekendt. Det skal vi vende tilbage til.
Jeg havde også kontakt til en russisk krigsveteran fra Afghanistan-krigen, som var ved at danne en veteranforening med inspiration fra de amerikanske vietnamveteraner. Sammen...