Facebooktwitterlinkedinmail

Det er ikke kun Storbritanniens relation til EU, der testes i denne tid, men demokratiet. I London forsøger parlamentet at få styr på en sammenbrudt demokratisk beslutningsproces, og i Washington kommer opgøret nu mod Trumps desperate tilsidesættelse af demokratiets institutioner.

Af Hugo Gaarden

På begge sider af Atlanten er demokratiet sat på prøve. I Storbritannien og USA hersker der demokratisk kaos, fordi den politiske elite i lang tid har været internt uenig og har flirtet med manipulatoriske metoder for at få og bevare magten. Det afgørende bliver, om folkets stemme bliver hørt, og om folkets røst er demokratisk. Det afgøres inden for kort tid i Storbritannien, men først på længere sigt i USA.

Det er en historiens ironi, at demokratiet vakler i de to nationer, der vandt over nazistyret, mens det er Tyskland, der har fået demokratisk stabilitet efter et par års interne stridigheder. De demokratiske partier turde tage kampen med sig selv for at få systemet til at fungere, så 70 procent af vælgerne nu tror på den forhadte tværpolitiske storkoalition.

Imens slås briterne i et Shakespear-agtigt drama. Briterne ville ud af EU for at ”få kontrollen tilbage,” men nu er det Underhuset, der har taget kontrollen med den beslutningsproces, som premierminister Theresa May ikke kunne håndtere. Hun får efter alt at dømme et forsmædeligt nederlag ved afstemningen om hendes Brexit-plan tirsdag den 15. januar.

Den mest sandsynlige konsekvens er, at parlamentet dermed i praksis tvinger regeringen til at udskyde Storbritanniens udtræden af EU fra den 29. marts eller ganske enkelt at aflyse en udtræden. På det allerseneste har både May og udenrigsminister Jeremy Hunt sagt, at hvis parlamentet ikke stemmer for hendes Brexit-plan, kan konsekvensen blive, at briterne slet ikke forlader EU. Det har May ikke sagt så tydeligt før. 

En aflysning af Storbritannien udtræden (artikel 50) kræver kun et kort brev til EU med ordlyden: ”Vi bliver.” Men vil May personligt sende det, når hun har sat sit politiske liv ind på Brexit? Hun ville oprindelig forblive i EU. Kan hun skifte hest endnu engang?

Det kan betyde, at May træder tilbage og overlader roret til en person, der kan føre skuden gennem ”de ukendte farvande” – det er udtryk hun har brugt et par gange. Hun har hele tiden været imod en ny folkeafstemning, og hun sagde i søndags, at ”det er en utilgivelig mistillid til vort demokrati”, hvis parlamentarikerne ikke respekterer den første folkeafstemning. Men er det ikke en utilgivelig mistillid, hvis man ikke vil spørge folket endnu engang, når konsekvenserne ved en Brexit foreligger?

Parlamentets forsøg den seneste tid på at tage kontrollen med den demokratiske proces omkring Brexit kan blive The Brightest Moment for demokratiet.

May er blevet fanget i sit eget og forgængeren David Camerons spil for at redde de konservatives regeringsmagt. De gjorde sig ikke klart, hvad en Brexit ville betyde, og May forsøgte at få en Brexit-aftale, der var mildere end de mest indædte Brexit-tilhængere ville have. Men hun ville ikke erkende, at en Brexit i praksis er en umulighed på grund af Nordirland-problemet, og at Brexit i sidste ende kunne føre til Nordirlands og Skotlands løsrivelse. Et Britain uden Great.

Hun kan erkende modstanden mod sin Brexit-aftale og holde sammen på Storbritannien ved at blive i EU, formentlig med en ny regeringschef, vel vidende, at der i dag er et lille flertal i befolkningen for en forbliven, et stort flertal i parlamentet og et flertal i Nordirland og Skotland. Hun kan undgå et massivt oprør hos de konservative parlamentarikere, der vil forblive i EU, og dermed kan hun undgå at tabe en mistillidsafstemning, som Labour lægger op til. Hun kan undgå nyvalg, som Labour kan vinde. Hos Labour er der 70 procent flertal for at forblive. Som taber kan hun lave en ”Krag-løsning” – apropos statsminister Jens Otto Krag, der trådte tilbage, da han i 1972 fik Danmark med i fællesmarkedet. For Krag var det hans drøm. For May bliver det hendes skæbnesang.

May har allerede bebudet sin afgang inden det næste valg, og hun kan rense luften ved at træde tilbage meget hurtigt. Alternativet er, at parlamentet i den kommende tid vil tage skridt til en ny folkeafstemning. Det tager tid, så Storbritannien må udskyde sin udtræden af EU.

Briterne havde The Darkest Hour i maj 1940, men parlamentets forsøg den seneste tid på at tage kontrollen med den demokratiske proces omkring Brexit kan blive The Brightest Moment for demokratiet. Briterne er stærke tilhængere af det repræsentative demokrati, hvor folkets repræsentanter, Parlamentet, har magten. Den rolle styrkes nu.

Men i en tid med moderne teknologi og sociale medier, er det barokt, at der i processen ikke er udarbejdet klare alternativer og konsekvenser, som er forelagt befolkningen, og hvor befolkningens mening er blevet efterspurgt i form af vejledende afstemninger på nettet. Den slags metoder kan blive nødvendige i fremtiden, hvor Twitter og Facebook i forvejen bruges i den politiske debat, og hvor politikere og eksperter ikke har vist sig overdrevent kompetente.

På den anden side af Atlanten nærmer kampen om demokratiet sig en forfatningskrise. Nettet strammes om præsident Donald Trump med nye afsløringer, der synes at komme fra FBI og Mueller-undersøgelsen, og som for alvor nærmer sig spørgsmålet: Har Trump handlet på vegne af Rusland, og fyrede Trump den tidligere FBI-chef, James Comey, fordi Trump ville standse FBI’s kulegravning af en eventuel russisk forbindelse?

Trump har skjult en dialog, han havde med præsident Vladimir Putin på G20-topmødet i Hamburg i 2017, ikke bare for offentligheden, men for sin egen regering. De seneste afsløringer hos de to førende aviser, Washington Post og New York Times, tyder på, at Mueller-undersøgelsen snart er færdig. Nogle af afsløringerne kan være lækkede fra Mueller.

Trumps handlinger den seneste tid viser, at han mærker jorden brænde under sig. Han har gjort byggeri af muren mod Mexico til en kæmpesag af hensyn til sit bagland. Han truer med at gøre den til en national nødsituation, så forsvarsministeriet skal bygge muren. Det er forfatningsstridigt, men han kan se en fordel i at gå i krig mod forfatningen som imod alle demokratiets institutioner. Når han samtidig er i handelskrig med Kina og kan handle irrationelt over for Nordkorea og Mellemøsten, vakler det amerikanske demokrati. Nu ses de første tegn på, at Trumps tilhængere har fået nok af en præsident med autoritære tendenser. Men måske er det først ved næste valg, at virkningen ses.