Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Regeringerne tvinges til at føre en ekspansiv økonomisk politik, for centralbankerne har opbrugt alle kræfter. Lavrente-politikken afværgede et økonomisk sammenbrud, men de negative renter skaber store problemer. Det har ført til en strid mellem de europæiske centralbanker. Hvorfor tør politikerne ikke optage billige lån for at hjælpe det brede flertal og klimaet?

af Hugo Gaarden
13.10.2019

Mens alle er optaget af Trumps tweets, Brexit og krige og uro i Mellemøsten, er der en langt vigtigere og mere dramatisk udvikling bag centralbankernes og finansministeriernes tykke mure. Centralbankerne er blevet forpustede. De har nået grænsen for, hvad de kan gøre for at sikre en god økonomisk udvikling. Kommer der er ny finanskrise, har de ikke kræfter til en redningsaktion. Det værste er, at de ikke har kræfter til at skabe en højere og vedvarende vækst med investeringer, målrettet fremtidens behov. Det er politikerne, der må tage over efter centralbankerne og sætte skub i økonomien. Indtil nu vægrer finansministrene og regeringscheferne at tage de første skridt. At sætte skub i økonomien med massive investeringer kræver store lånoptagelser eller massive beskatninger af de velstående, der har haft kronede dage siden finanskrisen i 2008-09.

De muligheder, der findes, indebærer derfor store politiske kampe, for et opgør med års og årtiers politiske normer er en uundgåelig konsekvens. Vi ser i denne tid en forsmag på det med en usædvanlig kamp mellem de europæiske centralbanker, nemlig i Den europæiske Centralbanks ledelse – lige inden ECB får ny formand, nemlig Christine Lagarde, som efterfølger Mario Draghi den 1. november. ECB er splittet om sin rentepolitik, især fordi de tyske medlemmer af ECB’s ledelse går imod det opkøbsprogram, der har ført til de lave og negative renter. Desuden har tidligere centralbankchefer for Tyskland, Holland og Østrig for nylig åbent kritiseret ECB for rentepolitikken, støttet af tidligere tyske topøkonomer i ECB. De mener ikke, politikken er velbegrundet (med hensyn til inflationen), og de mener den skader opsparerne, der mister penge, mens nul-rentepolitikken gavner ejerne af aktier og ejendomme. Det forøger kløften mellem de mest velhavende og den brede befolkning og skader den unge generation. I sidste ender skader det ECBs uafhængighed, mener kritikerne.

Ifølge beregninger fra Deutsche Bank får europæerne et rentetab på 160 milliarder euro årligt på grund af nul- og minusrenterne, svarende til 1200 milliarder kr. Det svarer til, at tre gange Danmarks værdi (BNP) forsvinder ud i den blå luft. Men pengene forsvinder ikke op i luften, men til dé, der nyder godt af stigende værdier på aktiverne. Det er en gigantisk velstandsoverførsel, der er sket de seneste ti år, fra den høje ende til den lave ende. Nul-renterne og ECBs gigantiske opkøb af obligationer (QE) for 2600 milliarder euro har ikke ført til flere investringer i produktive
erhverv eller til infrastrukturen, siger kritikerne. Mario Draghi blev respekteret for sit opkøbsprogram, fordi det standsede euro-krisen i forlængelse af finanskrisen, men nu hagler krititikken ned over ham, om end han stadig har flertal i ECB. Han bakkes dog op af sin forgænger, Jean-Claude Trichet. Men uenigheden understreger en dyb kløft mellem spare-økonomier og lande, der vil stimulere økonomien med offentlige låneoptagelser til massive investeringer, når nu renten er lav, samt skattestigninger for de velhavende. Det er en diskussion, der foregår i hele den vestlige verden om penge- og finanspolitik, og den kommer op på årsmøderne i denne uge i Den internationale Valutafond og Verdensbanken. Men diskussionen sker næsten udelukkende uden for pressen og parlamenterne. Sagen er, at det ikke kun er handelskrigen mellem USA og Kina, som fører til global lavvækst – på det halve af den normale vækst.

Økonomien i industrilandene fungerer ganske enkelt ikke ”som den skal,” og det skyldes bl.a. centralbankernes lavrentepolitik. Når renten og inflationen er rekordlav, kan centralbankerne ikke stimulere økonomien for at undgå recessioner. Det fører til en uundgåelig konsekvens: Politikerne må komme ud af passiviteten og lave en finanspolitik, der virker, men det kvier finansministrene sig ved. Den tidligere amerikanske økonomiminister, professor Lawrence Summers, skrev for nylig i Financial Times, at Europa og Japan er havnet i ”et stort hul”, hvad pengepolitikken angår, og USA risikerer det samme. Der er behov for nytænkning om penge- og finanspolitikken. Det er ikke en hård sparekurs, der er brug for, men at styrke den private sektors efterspørgsel og at stimulere investeringerne – lige fra infrastruktur til klimaprojekter og flere investeringer i u-landene. Staterne kan f.eks. optræde som garanter for private investeringer. De europæiske politikere har forsøgt at smyge ansvaret af sig ved at lade ECB føre en utraditionel pengepolitik med opkøbsprogrammet (QE), men kritikerne mener, at det strider mod Maastricht-traktaten, der forbyder ECB at stimulere landenes udgifter via pengepolitikken. Der er ingen tvivl om, at kritikken af ECB vil tvinge politikerne til at føre en mere aktiv finanspolitik med at udnytte de lave renter til flere investeringer.

Der er et voksende krav om flere offentligt stimulerede udgifter og investeringer for at få gang i hjulene. Men det er nøjagtigt dét, ”de hårde lande” i EU vægrer sig ved – de lande, som kritikerne kommer fra. Industrilandene står altså i et vadested, hvor politikerne tripper, mens det var centralbankerne, der løste finans- og eurokrisen. Hvorfor tør politikerne ikke optage billige lån for at hjælpe det brede flertal og klimaet? Det eneste sted, hvor der er en aktivistisk finanspolitik med høje investeringer er i Kina, hvor væksten ligger omkring de 6 pct., og hvor der investeres langt mere i infrastruktur, højteknologi og klima-projekter, end det sker i Europa og USA.