essay on economy of pakistan pdf yessayan jewelry facebook essay political correctness essay global warming video and computer games essay

Den multipolære verdensorden er en realitet

Published on

Facebooktwitterlinkedinmail

DIREKTØRENS KLUMME: Den nye sikkerhedslov i Hongkong og den russiske folkeafstemning markerer på dystert vis, at de internationale institutioner og samarbejder hverken virker, som de skal, eller kan viderebringe den gensidige kontrol og ideologiske principper, som blev etableret efter Den Kolde Krig. Det stiller større krav til Danmark og EU.

Af Charlotte Flindt Pedersen
3. juli 2020

 

Der er mange datoer, som vi først senere forstår den fulde betydning af. I dag husker vi 9. november 1989 med murens fald som øjeblikket, hvor Øst og Vest igen kunne mødes og påbegynde en gensidig integrationsproces, hvor den bipolære verdensorden fik sit endeligt, og troen på demokrati og internationalt samarbejde oplevedes stærkere end aldrig før.

11. september 2001 er en dato, der i dag står mejslet ind i vores hukommelse. Angrebet på Pentagon og World Trade Center blev anstødet til USAs Vestens aktivistiske og militaristiske udenrigspolitik, hvor den vestlige verden cementerede sit globale hegemoni i en unipolær verdensorden med USA i centrum og et alliancefællesskab, hvor Vesten kunne definere de internationale regel- og normsæt.

Måske bliver 1. juli 2020 en dato, der huskes for at være tidspunktet, hvor den multipolære verdensorden opstod som en endegyldig realitet. En dato, der bliver husket for, at USA’s magt og styrke ikke længere rakte til at beskytte Hongkongs særlige status som demokrati i Kina. En dato, hvor Vestens samlede tiltrækning og autoritet ikke forhindrede det russiske styre i at vedtage forfatningsændringer baseret på en folkeafstemning, hvor resultatet var givet på forhånd, med det formål at Putin – ligesom Zimbabwes Mugabe, Usbekistans Karimov, Ugandas Museveni, Kinas Xi Jinping med flere – i realiteten kan gøre sig til livstidspræsident i en autoritær stat.

I den multipolære verden er der ikke længere en global aktør, der betragter verdens velbefindende som kernen i sine udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlinger. Rusland tænker på Rusland, Kina på Kina, Indien på Indien og USA på USA.

Så lad os lige se tilbage på det, vi forlader: De centrale elementer i ordenen efter Den Kolde Krig var et system baseret på tilladt gensidig indblanding baseret på åbenhed. En række mellemstatslige organisationer regulerede dette system for gensidig inddragelse af suveræne stater. Blandt de mest fremtrædende var OSCE, Europarådet, EU og NATO og på verdensplan FN, IMF og WTO. Det kaldes også den liberale verdensorden. Det var et system, der hovedsageligt baserede sig på gensidigt samarbejde og gensidig afhængighed. Det var ikke kun funderet på snævre nationale interesser eller på et snævert suverænitetsbegreb som vi ser i dag. Det så ikke internationale forbindelser som et nul-sum-spil eller rå magtudøvelse som den eneste måde at løse konflikter på. Tværtimod blev suverænitet deponeret hos internationale statslige organisationer og internationale domstole, og ekstern indblanding i statsanliggender blev tilladt med løftet om gensidig velstand, indflydelse og udvikling.

I magtpolitiske vendinger var aktivismen baseret på en international orden domineret af USA, som aktivt intervenerede politisk og militært i verdensanliggender for at opretholde en liberal vestlig orden. Den europæiske integration var en del af denne orden.

Ideologisk aktivisme var forankret i en opfattelse af globalisering, der argumenterede for en tættere integration af demokratiske nationer i et frit marked for varetjenester og idéer baseret på universelle værdier. Værdierne blev institutionaliseret i FN’s NATO og mest dybt i EU.

Hverken magtpolitikken eller de ideologiske præmisser gælder mere. Annektering af Krim, BREXIT, valget af Donald Trump og nu Kinas opgør med ”en stat, to systemer for Hongkong” og Putins folkeafstemning markerer entydig afslutningen på det vestlige hegemoni og de magtpolitiske og ideologiske fundamenter efter Den Kolde Krig.

De fleste internationale institutioner er i dag strategisk udfordret i den multipolære verdensorden. Den realitet truer både EU’s indre sammenhængskraft og evne til at imødegå ydre trusler. Europarådet har med kravet om tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skabt den værdimæssige ramme for samarbejdet i Europa. Rådet har dog i de senere år reelt set haft svært ved at effektuere dette i praksis. Det inkluderer alle Europas lande (på nær Hviderusland), hvor Tyrkiet, Rusland og Aserbajdsjan systematisk krænker fundamentale menneskerettigheder, hjemme som ude, og udfordrer Rådets grundlæggende raison d’être.

Senest har Ruslands nys vedtagne forfatningsændringer resulteret i, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention normativt er underordnet den russiske forfatning, hvilket betyder at Rusland de jure ikke længere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som sin sidste retlige instans, men at EMD’s afgørelser i princippet kan udfordres af russiske domstole med henvisning til forfatningen. For eksempel i spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber, hvor der nu i den reviderede forfatning står, at et ægteskab er mellem mand og kvinde. Det burde være tilstrækkeligt til at smide Rusland ud af Europarådet, da det ellers kan skabe farlig præcedens i andre medlemslande og underminere Europrådets legitimitet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Spørgsmålet er nu sendt til Venedig-kommissionen.

OSCE, som opstod med udgangspunkt i Helsinki-aftalerne, er som sikkerhedspolitisk samarbejdsforum stærkt udfordret af invasionen af Krim. Krim er et fundamentalt brud med Helsinki-aftalernes princip om, at grænser ikke kan flyttes med militær magt. 

Senest har FN’s suverænt største sponsor gennem alle år, USA, fået en stærkt FN-kritisk præsident, hvilket ikke mindst WHO har fået at føle. Samtidig har Bashir al-Assads og Ruslands krigsforbrydelser i Syrien, Saudi-Arabiens påtvungne hungersnød i Yemen udstillet FN’s hjælpeløshed og Sikkerhedsrådets problematiske rolle i FN i forhold til dets mandat om at medvirke til fred. Alt det får ganske mange iagttagere til at forudsige FN’s snarlige død, eller i det mindste fastslå, at organisationen glider langsomt, men sikkert mod ligegyldighed.

Hvor vi tidligere forsøgte at eksportere vores samfundssystemer til Rusland og Kina, er det tydeligt, at de ønsker og arbejder målrettet på eksport den anden vej, og desværre vinder den moderne autoritære samfundsmodel mere og mere frem, selv i EU.

Hvordan skal vi så takle en multipolær verdensorden? Kan vi forsætte som sædvanlig? Hvad betyder det for vores færden internationalt?

Det er endnu mere vigtigt, at vi holder sammen i EU, baseret på et principfast grundlag, hvor vi holder Kina og Rusland ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden i tilfældet Syrien og uighurerne – samtidig med, at vi insisterer på at holde dialogen i gang. Vi må indse, at vi bliver nødt til at ændre afgørende på forholdet til Kina, men ikke til kinesiske borgere. Det russiske styre er ikke det samme som den russiske befolkning. Det er det ikke i autoritære stater. Derfor skal vores tænkning og politik reflektere dette. Og det kræver, at både EU og Danmark satser mere på en aktiv udenrigspolitik, i internationale fora og vælger at prioritere de mange relationer gennem at styrke både diplomatiet, forsvarsalliancer og dialogspor, for eksempel indenfor kultur, civilsamfund og forskning/uddannelse.