Roxana Kia voksede op i Irans magtelite og flygtede fra revolutionen. I dag forsøger hun at forstå både sin egen historie og det land, der endnu engang er kastet ud i krig.
Roxana Kia puster kroppen op. Hun næsten svæver over stolen. Armene hæver sig som to slanger, der skal til at angribe. Højere, højere.
Så kollapser hun.
Kraften, stemmen, energien, det hele viskes bort, inden hun retter sig op igen og taler videre, som om intet var hændt.
“Erindringer sidder i kroppen,” siger hun. “Jeg kunne ikke andet end at overgive mig; det hele trængte sig på, og det var både smukt og voldsomt.”
Hun fejer hånden henover brystet, ranker ryggen.
“Man lever med at pakke smerten og skønheden væk, men gang på gang bliver den vækket til live – ligesom med krigen nu. Den sidder i kroppen.”
