En tidssvarende, mellemstatslig institution må se dagens lys, hvis Europa skal kunne forsvare sig selv. Det mener Guntram Wolff fra tænketanken Bruegel, der har skrevet et forslag til en ny tværeuropæisk oprustningsstrategi.
Intet mindre end 12 forskellige kampvogne opererer på tværs af det europæiske kontinent, der tilsvarende har sendt syv forskellige kampvogne og hele ni forskellige haubitser til Ukraine. Til sammenligning har USA sendt én.
Det illustrerer et grundlæggende problem: Europas militære landskab er for fragmenteret til at kunne samle sig som et selvstændigt forsvar imod et angreb fra Rusland. Ifølge Guntram Wolff, professor i økonomi ved Université Libre de Bruxelles og forfatter til rapporten The Governance and Funding of European Rearmamenter det fragmenterede europæiske militær således ikke blot strategisk uforsvarligt – det er også dyrt og politisk kortsigtet.