Det udgående Europa-Parlament har sat et stort aftryk på EU. Men hvordan kan parlamentet forblive relevant i en tid, hvor mange af tidens store diskussioner falder udenfor dets mandat?
De seneste års kriser har understreget, at EU udvikles løbende. Både coronakrisen og krigen i Ukraine berørte områder – som sundhed og forsvar – der i udgangspunktet lå uden for EU’s kompetence. Men på trods af det formåede EU at være en central del af krisehåndteringen, både i forhold til at skaffe vacciner og ammunition, ligesom EU iværksatte store finansielle programmer, der var med til at holde hånden under virksomheder og arbejdstagere under pandemien og støtte den økonomiske genopretning.
Parlamentet har siden 2009, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft, været medlovgiver på langt de fleste områder. Der er i dag ganske få – men dog centrale – felter, hvor parlamentets rolle er begrænset. Det er områder som for eksempel konkurrence, statsstøtte og skat.
Ser man tilbage på det udgående parlaments aftryk, er der flere områder, hvor parlamentet har været toneangivende i at forme EU’s position.
I et politisk system med to kamre, og hvor EU-Kommissionen har initiativretten, er det svært at placere ansvaret for både fejl og vindinger. Men parlamentet var en tydelig aktør i processen frem mod vedtagelsen af EU’s historiske klimalov, der forpligter EU til at blive klimaneutral i 2050. På samme måde har parlamentet været en effektiv medlovgiver i vedtagelsen af Fit for 55-lovpakken, der skal sikre, at EU kommer i mål med 55 procent reduktion frem mod 2030.
