EU’s farlige forbindelser

Jeg famler med mit rødbedefarvet pas. Mærker de tunge blik i nakken fra mine medrejsende. Jeg finder omsider billedsiden og lægger det frem til aflæsning. Jeg kigger stift ind i et lille kamera og lader det scanne min iris. To-fire-seks sekunder og endelig åbner paskontrollens elektroniske porte, og jeg går langsomt igennem for at finde min gate.

Jeg står i Københavns Lufthavn på vej til London. Som hvid, dansk-englænder har lufthavnens grænsekontrol altid været et banalt sted. Et uproblematisk transitpunkt til at opleve glæderne ved den frie mobilitet – eller hvad Hannah Arendt har kaldt den ”prototypiske gestus for at være fri”. For andre, som ikke deler mit lyse pigment og rødbedefarvede pas, kan den selvsamme grænse være alt andet end banal. Grænsen er kompleks, farlig og uigennemskuelig. Den kan repræsentere en ny start på tilværelsen, men den kan også være en rejses endegyldige. Grænsen er ofte det konstante mistænkelige blik, som minder...