Filmen Den sorte jord sætter fokus på folkedrabet i Ukraine i 1932-33. Det gør den godt, selv om den underspiller Stalins rolle i uhyrlighederne for i stedet at suge os ind i et meget nutidigt drama om lødig overfor underlødig journalistik.
En af det forgangne års store biografoplevelser var det dokumentariske drama Den sorte jord. Filmen skildrer en ung britisk journalists reportagerejse til Sovjetunionen i marts 1933, hvor der var voldsom, statspåført hungersnød i Ukraine som resultat af Stalins politikker. Det begynder i Wales, hvor hovedpersonen Gareth Jones havde sine rødder. Men filmens nerve er kontrasten mellem det Babylon/Berlin-agtige liv i Moskva og så døden på Ukraines iskolde killing fields.
Voldspornoen er fravalgt til fordel for en underspillet, men rystende fremstilling af nøden og gruen. Tilskueren oplever Jones’ møde med en ukrainsk ligtransport, hvor en nyligt afdød mor dynges ovenpå bunken af andre omkomne sammen med sin levende baby, der forgæves skriger: ”Mama!”. Som virkelig hændelse foregik dette i Donbas i Østukraine. En anden signaturscene er den, hvor den desperat sultne Jones konfronteres med kannibalismen, som også i virkeligheden blev sidste udvej...