Koldkrigsæraens ideologiske antiimperialisme vendt mod USA har måttet vige for klassiske interessesammenstød i relationerne mellem de to asiatiske udviklingsstater, der er fælles om at udvikle ‘markedsleninismen’.
Den amerikanske politiker John McCain (født 1936), der var krigsfange i den nordvietnamesiske hovedstad Hanoi 1967-1973, skal engang have udtalt, at hvis præsidentvalget i 1964 havde fået den republikanske kandidat Barry Goldwater som vinder, ville USA’s militære engagement i Sydvietnam have udviklet sig til en krig mod ikke bare det kommunistiske Nordvietnam, men også dette lands hovedallierede, Folkerepublikken Kina.
Nu blev det Lyndon B. Johnson fra Demokraterne, der vandt i 1964 og efterfølgende udvidede krigsførelsen i Vietnam dramatisk og massivt. Da Johnson i 1968 overraskende meddelte, at han ikke genopstillede, blev banen åbnet for republikaneren Richard Nixon, som ikke bare lovede ‘fred med ære’ i Vietnam, men også en amerikansk kursændring i forhold til det Kina, som havde været i konfrontation med USA siden den kinesiske intervention i Koreakrigen i 1950, hvor amerikanske og kinesiske styrker udkæmpede en regulær stedfortræderkrig.
