essay prompts common app essay on paryavaran altsheimers disease essays 1984 totalitarianism essay vegetarians vs meat eaters essay roland barthes s/z an essay

Fra tysk lederkrise til en stærkere tysk rolle

Published on

KLUMME: Det største tyske borgerlige parti, CDU, er kastet ud i en lederkrise, der kan ende med stor-koalitionens og Merkels afgang i utide, men det får også konsekvenser for Europa: I stigende grad efterlyses et stærkere tysk engagement for at få en stærkere og mere uafhængig europæisk rolle på globalt plan.

Af Hugo Gaarden, 17.02.2020

Det er skæbnens ironi, at tyskerne gennem de seneste par år er blevet grundigt trætte af kansler Angela Merkel, men i samme øjeblik hun står for fald, bliver tyskerne skræmte og rådvilde. Det er nøjagtigt situationen efter forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauers (AKK) nylige beslutning om at trække sig som kanslerkandidat.

Dermed vil hun også trække sig som CDU’s formand. Men det prekære er, at hun dermed lægger op til en decideret magtkamp mod Merkel, og beslutningen kan betyde, at Merkel tvinges til at træde tilbage i utide, og at koalitionsregeringen måske bryder sammen før valget næste efterår.

Kampen om at blive Merkels efterfølger er en kamp mod Merkel-æraens midterkurs. De fleste i CDU vil have en mere konservativ profil. Den tyske lederkrise og AKK’s afgang illustreres i vanskeligheden ved at håndtere det ekstreme højreparti, AfD, der er imod flygtninge og EU. Men partiet er kun stærkt i de østtyske delstater, og partiet er ikke på en konstant fremgang. Alligevel lykkedes det for AfD at give CDU et knock-out i den lille, betydningsløse delstat Thüringen ved at få en betydningsløs liberal FDP-politiker, Thomas Kemmerich, valgt som ministerpræsident med stemmer fra både CDU og AfD.

Merkel betragtede det som ”utilgiveligt”, at CDU lod AfD få indflydelse. Men hvorfor kunne hun og AKK ikke hindre det? Nu endte det med en situation, der minder om Weimar-republikken, hvor de borgerlige partier troede, at de kunne tæmme Hitler ved at tage ham ind i varmen i stedet for at bekæmpe ham. Det endte i AKK’s nederlag, men rammer også Merkel og tysk handlekraft.

Den pinagtige affære viste, hvor lidt tyskerne trods alt har lært af historien. Det blev illustreret på weekendens årlige sikkerhedskonference i München, der havde Vestens tilbagegang som sit tema. Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, efterlyste endnu engang en stærkere tysk og europæisk rolle. Men han udtrykte det slående: Mens tyskerne hidtil har brugt sin tragiske fortid på at forholde sig passiv på det internationale plan, så er tiden nu kommet til at bruge fortiden for at blive aktiv.

De seneste år har Merkel sagt, at europæerne ikke kan forlade sig på USA, men må spille en stærkere rolle, og det samme har den franske præsident, Emmanuel Macron, sagt, men der er bare ikke sket meget.

Dog. Steinmeier langede direkte ud efter præsident Donald Trump ved at tale om ”den ødelæggende dynamik i international politik,” når stater fokuserer på sig selv med slagord som ”Great Again” på bekostning af naboer og allierede, når man forlader efterkrigstidens multilaterale orden, og når man fører endeløse krige som i Mellemøsten.

Steinmeier påpegede, at kløften mellem USA og Europa ikke kun er et Trump-fænomen. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, svarede igen med en koldkrigs-retorik: At Vesten vinder, og at Kina og Rusland er fjender, der skal bekæmpes af et samlet Vesten. Europa skal holde sig fra russisk gas og den kinesiske 5G-teknologi. Verden skal igen to-deles.

Den kurs hopper europæerne ikke på. Den nye Boris Johnson-regering går imod Trump ved at bruge 5G-teknologien og ved at lade et statslig kinesisk togselskab bygge et højhastigheds-tognet for 1000 milliarder kr. Kineserner siger, det vil stå færdigt om fem år og ikke først om 15 år, som briterne selv havde planlagt. Boris Johnson manipulerede sig til en Brexit, men nu vil han genopbygge britisk økonomi i superfart.

Macron presser på for at få en stærkere europæisk samling om EU, ikke mindst sikkerhedspolitisk med en stærkere tysk rolle. Samtidig vil tyskerne være permanent medlem af FNs sikkerhedsråd, efter at briterne har forladt EU.

Man mærker en tydelig reaktion i og uden for Tyskland: Nu skal det være slut med søndagsprædikener om en større tysk og europæisk rolle. Ord skal omsættes i handling. Tyskland skal spille en stærkere rolle, også økonomisk og erhvervsmæssigt med en digital satsning. Tysk økonomi er tæt på recession, og tysk erhvervsliv halter efter USA og Kina på vitale områder. En ny tysk kansler skal altså kunne revitalisere Tyskland. Det er ironisk, at det er Boris, der viser tyskerne og europæerne, hvordan der kan sættes damp på maskinen med massive investereinger og nytænkning.

Men det er endnu ikke slut med Merkel. Hun er blevet afgørende svækket efter Thüringen-krisen. Men der er bare ingen stærk efterfølger på banen. Man kan være sikker på, at hun vil arbejde for at bevare sin midterkurs. Hun er trænet i at bekæmpe politiske modstandere. Hun har altid overrasket med afgørende politiske beslutninger. Hun kan gøre det igen.

Det er sandsynligt, at hun vil bruge Tysklands formandskab i EU i andet halvår for at lægge nogle retningslinjer for et mere selvstændigt EU, der skal arbejde lige så meget sammen med Kina og Rusland som med USA, og som skal reducere afhængigheden af USA, f.eks. i betalingssystemet for at undgå, at USA kan presse sine allierede med sanktioner. Hun kan sammen med sin socialdemokratiske finansminister, Olaf Scholz, forsøge at færdiggøre eurozonens konstruktion.

Der bliver formentlig indenrigspolitisk ro i år, men vokser presset mod Merkel, kan hun til næste år træde tilbage – og enten lade regeringen falde eller lade Scholz tage over for at køre den socialdemokratiske-borgerlige regering til ende.

Så kan hun i ro og mag se magtkampen i sit eget parti – og i SPD – køre for fuld kraft, vel vidende, at ingen i Tyskland kan regere uden om midten med De Grønne, der får en afgørende magt og måske kanslerposten. Det europæiske partilandskab er i forandring. På nationalt og europæisk plan bliver der behov for ledere, der kan gå nye veje. Problemet er blot, at de er blevet en mangelvare. Ikke kun tyskerne, men også mange europæere vil begræde Merkels afgang.