Det startede i Mali.

Efter ni års militær tilstedeværelse forlod den franskledede Operation Serval i februar 2022 Bamakos lufthavn og satte kurs mod Paris.

Hvis de franske soldater under udflyvningen fra den maliske hovedstad tittede ud ad de små, runde flyvinduer, kunne de på landjorden under sig ane tusindvis af vrede maliere, som i Bamakos gader havde samlet sig i fælles front mod den tidligere kolonimagt.

Papskilte med billeder af Frankrigs ellers så billedskønne præsident, Emmanuel Macron, blev hurtigt spist af dansende flammer, mens en enkelt demonstrant viftede med det franske tricolore, dekoreret med et sort dødningehoved.

Frankrig var havnet i et afrikansk stormvejr af hidtil uset karakter, men hvad de franske soldater på daværende tidspunkt ikke vidste var, at derouten i Sahel først lige var begyndt.

På en varm februardag omtrent et år senere gentog scenariet sig i Malis naboland, Burkina Faso, en anden...