Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Det israelske valg bekræfter opbakningen til Trumps fredsplan og et nej til en tostatsløsning. Planen skaber ikke fred men resulterer i en sofistikeret undergravelse af palæstinensernes muligheder og en endeløs konflikt, som kan inddrage hele Mellemøsten. EU er passiv, og dermed åbnes døren for en russisk og kinesisk indflydelse i regionen.

Af Hugo Gaarden, 02.03.2020

Da Donald Trump lancerede sin fredsplan for Israel og palæstinenserne, var det et højprofileret tv-show, der på ingen måde skabte fred. Derimod er udspillet en køreplan for en sofistikeret undergravning af palæstinensernes bestræbelser på at få deres egen stat.

Det israelske valg resulterede i et næsten dødt løb mellem de to førende blokke, Likud og Det blå-hvide Parti. Men de går begge ind for fredsplanen, der er udtænkt i Israel. Der er således et massivt flertal for at afvise en palæstinensisk stat i en tostatsløsning.

Palæstinenserne og de arabiske lande har selvfølgelig taget afstand fra planen, men ellers har reaktionen været særdeles ukonkret. Det kunne tolkes som om, Israel gennem de hidtidige årtiers udmattelsespolitik har formået at give palæstinenserne og araberne det endelig knock-out. Israel har ikke blot opnået en militær overlegenhed, men har også vist en imponerende evne til at holde liv i en forhandlingsproces, som ifølge Israels egentlige og implicitte mål ikke skulle føre til en selvstændig palæstinensisk stat.

I årtier har Vesten troet på en forhandlings- og en tostatsløsning. Men det har været et blændværk, hvilket tydeligt illustreres i Trump-planen, som mere er Benjamin Netanyahus værk end Trumps.

Ifølge planen vil en palæstinensisk ”stat” blive indskrumpet til at ligge midt på Vestbredden omringet af Israel uden selvstændig adgang til et andet land. Israel tager kontrollen med den frugtbare Jordan-dal og områdets eneste ferskvandskilde, Jordan-floden. ”Staten” sønderdeles af israelske bosættelser og israelsk kontrollerede veje og sikkerhedsområder. En palæstinensisk hovedstad kommer ikke til at ligge i Østjerusalem, men i en lille forstad. Gaza får tildelt mere jord ved at få et par småenklaver i Negev-ørkenen ved den egyptiske grænse.

Planen udtrykker en langt mere sofistikeret kontrol med et andet folkeslag, end selv apartheidregimet i Sydafrika formåede. Planen lægger op til, at arabere i Israel skal stimuleres eller presses til at flytte til Vestbredden, og jordanske eksperter frygter, at Israel vil presse palæstinensere til at flytte til Jordan. Derfor kan planen føre til endeløse stridigheder.

Dybest set handler konflikten om, hvorvidt én part har patent på sandheden, nemlig om retten til at bo i Israel og Vestbredden, eller om der skal være plads til begge parter i et klassisk kompromis. Det var situationen ved staten Israels oprettelse i 1948 og ved Oslo-fredsaftalen, der blev indledt i 1993 og som reelt sluttede med mordet på den israelske ministerpræsident, Yitzhak Rabin, i1995. Morderen, Yigal Amir, ville standse den fredsproces, som blev symboliseret ved Rabins håndtryk med den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, foran Det Hvide Hus i 1993. Rabin var tøvende, men han erkendte, at det moralske problem med to folkeslags krav på den samme jord måtte føre til et kompromis, hvor palæstinenserne fik deres egen stat. Den erkendelse er der ikke længere flertal for i Israel.

Det er i virkeligheden samme dilemma, som ses i striden mellem sunni- og shia-muslimer, og som har todelt den arabiske verden. Når jøder og muslimer vil have eneretten til jord og byer med henvisning til deres religioner og historie, så svarer det til, at Danmark skulle stille krav om en grænse ved Dannevirke.

De europæiske lande burde være de ideelle formidlere i Mellemøsten, fordi EU er verdens eneste forsøg på at få krigsførende lande til at fungere i et samarbejde. Men EU nøjes med at udtrykke ”bekymring”, når USA og Israel fejer en tostatsløsning af bordet, og hævder, at bosættelserne på Vestbredden ikke bryder med international ret. EU-landene kan ikke enes om en anerkendelse af en palæstinensisk stat, selv om netop statsdannelser og kooperation er kernen i det europæiske samarbejde. EU kan med international ret i hånden anerkende Palæstina énsidigt og insistere på fuld adgang til Palæstina uden israelsk indblanding, fordi Israel ulovligt har besat Vestbredden.

Men europæerne viser ingen vilje til det, og hvad værre er: europæerne svækker dermed international ret, som i stigende grad bliver tilsidesat, ikke bare af Israel og USA men også af Rusland, hvor en forfatningsændring tager sigte på at sætte den nationale lovgivning over international ret. EU gør sig irrelevant i Mellemøsten.  

Denne passivitet og USA’s gradvise tilbagetrækning fra Mellemøsten åbner døren for Rusland, som allerede er særdeles aktiv i Mellemøsten. Det samme gælder for Kina, som ser den arabiske og muslimske verden med et enormt genopbygningsbehov som et fremtidigt marked. Kina har samtidig en langsigtet interesse i at få USA presset ud af Asien.

Broderstriden mellem to små folkeslag på ca. seks millioner mennesker hver kan dermed få afgørende betydning for en region med en halv milliard mennesker, og kan i yderste fald ende i et storpolitisk opgør, fordi USA kun støtter den ene del af den arabiske verden, mens Rusland og Kina har gode relationer til begge dele – og til Israel.

EU holder sig ude af Syrien, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet kører løbet, og hvor vi kan få en ny flygtningekrise. EU er passiv over for Iran og atomaftalen. Irak ligger i kaos. Situationen er usikker i Afghanistan.

Det problematiske er, at Europa ingen strategi har for, hvordan de langvarige konflikter i Mellemøsten kan transformeres til et konstruktivt samarbejde. Det tyske engagement i Libyen er kun et halvhjertet forsøg på at løse problemer, fordi det ikke er et EU-engagement. Europæerne overlader dermed regionen på et sølvfad til Rusland og Kina.