Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Hugo Gaarden

 

Det er på toppunktet af en krise, at en udvej findes, og det gælder også for demokratiet. I Tyskland, Storbritannien og EU sker der netop i disse dage en bemærkelsesværdig udvikling, hvor folkestyret og eliten er ved at finde en vej ud af demokratiets mangeårige krise.

Briternes forsøg på at træde ud af EU er havnet i et dødvande og en politisk krise, hvor en ny folkeafstemning eller en ny regering eller samlingsregering ser ud til at blive løsningen, fordi regeringen og parlamentet ikke kan enes om en Brexit-aftale. Premierminister Theresa May kæmper for at undgå et ydmygende nederlag i parlamentet og søger at få en positiv ”afklaring” med EU. Politikerne vil formentlig blive tvunget til at bede folket om at rede trådene ud. Efter den første folkeafstemning for to år siden har vælgerne nu et mere klart billede af, om et medlemskab trods alt er bedre end et liv udenfor.

Det ironiske er, at briterne hjælpes på vej af EU-domstolen, som stod for skud under Brexit-debatten. Den har fastslået, at den britiske regering på egen hånd kan aflyse sin udtræden af EU. Et land har ret til at ændre mening. I de seneste mange år har populismen i Europa og USA skudt på eliten, men nu er det elitens elite, der skærer igennem en selvskabt hårdknude. Meningsmålinger indikerer, at et flertal vil blive i EU.

Demokratiet genoplives og den brede midte finder sammen i Tyskland

Samtidig har det store borgerlige tyske parti CDU genoplivet demokratiet ved valget af en ny formand, som fortsætter kansler Angela Merkels midterkurs. For første gang i årtier har der været en strategidebat om partiets kurs med konkurrence mellem personer, og hvor debatten mere handlede mere om, hvordan problemerne skal løses end om at gå helt nye veje. De tyske vælgere er, som vælgere overalt, dødtrætte af politiske magtkampe: De vil have løst de nære problemer som indkomst, skat, huslejer, forurening i byerne, børnepasning, indvandring og pensioner.

Både CDU og Socialdemokratiet, SPD, har opfanget signalerne: Den brede midte må bekæmpe populismen ved at løse dagligdagens problemer. Den tyske infrastruktur fra internet til jernbaner og veje er elendig, fordi regeringen i årevis ikke ville investere.

I Frankrig skyldes de voldelige protester, at den brede befolkning gør oprør mod stagnerende eller faldende indtægter, mens velhavere får skattelettelser. De vil ikke alene betale for klimaoprydningen.

Fremtiden må ‘vælges’, ikke forudses

De aktuelle forsøg på at løse demokratikrisen harmonerer med tænkningen i Selskabet for Fremtidsforskning. Dets grundlægger, Arne Sørensen, der var medlem af Frihedsrådet under Anden Verdenskrig, og som stiftede Dansk Samling i 30’erne, sagde: ”Fremtidsforskning spår ikke om fremtid, den skaber fremtid.”

”Tilbage i 60’erne erkendte Arne Sørensen, at samfundet udvikles så hurtigt, at man ikke kan forudse fremtiden. Den må vælges, men på baggrund af nogle gennemtænkte scenarier, altså valgmuligheder,” siger generalsekretæren i selskabet, Tyge Mortensen.

Han mener, at problemet ligger i, at foreningsdemokratiet er i krise, og at hensynet til fællesskabet er veget for længslen efter stærke ledere. Løsningen ligger i at vende tilbage til fællesskabet og folkestyrets stærkere involvering i beslutningerne – lige fra lokal- til topniveau. Det kræver måske nye modeller for samtaler og beslutninger, så befolkningen kan sige: ”Vi vil det her” – som når konkrete beslutninger træffes på en generalforsamling.

Splittelse som forandringsproces?

Gennem de seneste par årtier er alternativer til demokratiet dukket op: Populistiske bevægelser og autoritære styrer. Det har ført til handlingslammelse. Hvordan skal man styre et land, når valgresultaterne for fundamentale beslutninger ligger tæt, f.eks. 52 pct. for og 48 pct. mod Brexit – eller 52 pct. for og 48 pct. imod en politisk midterkurs? Fire år senere kan stemningen vende til det modsatte.

Den slags resultater får medier til at tale om splittede samfund. Unge og ældre, byboere og landbefolkningen, højtuddannede og ikke-uddannede – de har vidt forskellige holdninger til EU, globalisering, økonomi, digitalisering og indvandrere. Men er det et problem? Sådan er de moderne samfund. Kan ”splittelsen” ses som en forandringsproces og ikke som en krise? Vil fremtidens politisk ledelse handle om at leve med forskellene?

Den tidligere tyske SPD-formand, Martin Schulz, er inde på den tankegang, og han ser positivt på CDU’s nye måde at vælge en fremtid på. En af de liberale ledere, Wolfgang Kubicki, FDP, finder det genialt, når CDU’s nye formand, Annegret Kram-Karrenbauer, taler om modet til at vælge en linje og tage et opgør med konventionerne.

Folket har den ultimative afgørelse

De britiske politikere har derimod haft meget svært ved at tage stilling. Hvilken type Brexit? Skal de tage en ny folkeafstemning? Men hvorfor skal folket ikke kunne vælge én gang til, når der kommer ny viden, og når folket har mistillid til de valgte? Har folket ikke den ultimative afgørelse? Eller mangler politikerne modet til at høre folkets røst?

De seneste årtier har europæerne haft svært ved at træffe beslutninger, men det er især blevet demonstreret i Storbritannien. Den tidligere premierminister, David Cameron, gamblede med demokratiet for at bevare sin magt og medlemskabet af EU, og efterfølgeren Theresa May gamblede for at få et kompromis, så briterne kunne være dels ude, dels inde. Men det var ikke, hvad befolkningen for to år siden tog stilling til. Den åbne Nordirske grænse gør i virkeligheden Brexit umulig. Det dilemma kan politikerne blot ikke håndtere, som de seneste dage har vist. Derfor må den britiske befolkning formentlig træffe en beslutning.

Det er ydmygende, men det viser også, at demokratierne trods alt er ved at komme på højkant, selv om medierne hele tiden taler om krise. Både folket og eliten er ved at ”komme til sagen”, som Kramp-Karrenbauer udtrykker det. Europæerne vil hverken en populistisk Donald Trump eller en effektiv, autoritær ledelse som den kinesiske.